Når jobbet har med mennesker at gøre
Jeg er 18 år, jeg bor alene og klarer mig selv. Efter sommerferien skal jeg begynde på HF. Det glæder jeg mig til.
Jeg var aldrig nået hertil, hvis ikke jeg havde fået hjælp.
Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik UUI alm. del – Bilag 73, 3/12-2006
Gulvet er koldt, vi er i stueplan og uden tæpper på gulvet. Pigerne løber rundt på bare fødder. Jeg mærker på den mindste piges fod, foden er som is at røre ved. Jeg spørger dem, om de har fået mad. Nej, siger Mandeep, vi har fået tyg’gummi af vores mor. ”Hvad?” spørger jeg. ”Tyg’gummi”, siger Mandeep. ”Mad”, siger jeg. ”Hvad har I spist?” ”Tyg’gummi”, siger Mandeep. Pigernes far er gået, ingen ved hvorhen.
Her bliver min familie gang på gang afvist at få asyl, og min mor bliver hver gang indlagt på psykiatrisk afdeling.
Tilbage dengang, min familie boede i Indien, var min far meget politisk aktiv. Dette resulterede i, at de blev forfulgt af både terrorister og myndighederne – oven i det havde min mor været udsat for en massevoldtægt. Alt sammen uvirkelige begivenheder, jeg ikke selv har oplevet, men kun fået genfortalt. Jeg var nemlig ikke født dengang.
På flugt til Danmark
I marts 2002 flygtede mine forældre til Danmark med min søster på seks måneder og mig i min mors mave.
De blev placeret på asylcenteret Sandholm. Til at starte med blev min familie afvist at få asyl. Myndighederne mente ikke, at de var i fare hjemme i Indien. Afslaget blev givet på trods af min mors dårlige psykiske tilstand, og at min far var blevet skudt i benet hjemme i Indien. Igen en begivenhed jeg kun har fået genfortalt.
Tingene går lidt op og ned frem til 2005. Her bliver min familie gang på gang afvist at få asyl, og min mor bliver hver gang indlagt på psykiatrisk afdeling.
Allerede en måned efter de ankom til det første asylcenter, blev de flyttet igen til asylcenteret Avnstrup og to dage senere til asylcenteret Nysted. Her fik min familie lov at være i en halv måneds tid, hvorefter min familie blev sendt til asylcenteret Vipperød.
Min mor var efterhånden højgravid med mig, og opgaverne virkede for hende mere og mere uoverkommelige. Asylcenteret sendte indberetninger til kommunen om min families situation, men ingen reagerer på denne.
Min mor beder om hjælp. Hun tænker på den forestående fødsel og ved ikke, hvordan hun skal passe en lille nyfødt baby og min storesøster på halvandet år på samme tid. Hun får tildelt en psykolog, som skal hjælpe hende, men psykologen bliver kort efter langtidssygemeldt, så hjælpen stopper der.
Nyt asylcenter
I november 2002 blev min familie flyttet til omsorgscenteret på asylcenteret Kongelunden i Dragør Kommune. Min mor har fået det værre psykisk, og min far er både fysisk og psykisk fraværende. På dette tidspunkt var min familie blevet flyttet fem gang over en periode på ni måneder.
Jeg blev født december 2002 med kejsersnit på Glostrup Sygehus. Her anbefalede fødeafdelingen en tvangsfjernelse af mig. De mente ikke, min mor på grund af hendes psykiske tilstand ville være i stand til at tage sig af mig. Myndighederne valgte ikke at handle – de vidste jo ikke, om vi ville blive sendt hjem til Indien igen, så ville det være bedre, hvis jeg bare blev sendt hjem til Kongelunden med min mor.
Kongelunden præsenterer vores sag til en PPR i marts 2003. Igen sker der ikke noget, kommunen enten kan eller vil ikke gøre noget.
Min mor bliver indlagt op til flere gange i perioden herefter, hun får diagnoserne depression og PTSD.
En måned senere afslår kommunen af placere mig og give min familie hjælp. Det antages, at vi vil blive udvist.
Først omkring august 2003 begynder min familie at få hjælp. Min søster og jeg kommer i aflastning, og mine forældre får hjælp til, hvordan de skal passe os for at give os de bedst mulige muligheder i fremtiden.
Tingene går lidt op og ned frem til 2005. Her bliver min familie gang på gang afvist at få asyl, og min mor bliver hver gang indlagt på psykiatrisk afdeling. Hun er indlagt i tre til fire uger ad gangen. Kongelunden lægger derfor i denne periode forsørgerrollen på min far. Min far gør sit bedste, men han er stadig ikke helt nærværende. Der bliver lavet aftaler om, at vi ikke må være alene med vores mor, og at hun ikke må sove sammen med os mere.
Min søster og jeg begynder at modtage psykologhjælp, dog vurderes vores situation stadig ikke at være kritisk nok til asyl eller hjælp til at komme væk fra situationen og blive anbragt.
Min mor modtager også i denne periode elektrochokbehandlinger.
Vi får asyl
I marts 2006 begynder verden at se lysere ud. Vi har endelig efter fire år fået asyl og humanitær opholdstilladelse. Min mor begynder langsomt at blive bedre, og vi skal flyttes til en ny kommune. På grund af flytningen beslutter Dragør Kommune sig for, at det ikke er realistisk at give foranstaltninger til min familie og mig.
Vi flytter til Stenløse i Egedal Kommune.
Min søster og jeg begynder i børnehave, min far begynder på sprogskole og gør sig klar til endelig at kunne forsørge sig selv og familien. Min mor er stadig for dårlig til at kunne komme i aktivering, men verden ser stadig lysere ud.
Egedal Kommune påbegynder en paragraf 50-undersøgelse på min familie og jeg efter alle indberetningerne og papirerne fra Dragør og Kongelunden.
September 2007 flytter min søster og jeg officielt i plejefamilie. En plejefamilie der senere hen blev vores familie. Jeg begynder i en ny børnehave, og min søster begynder i folkeskole. Min far bliver god nok til dansk til, at han kan få arbejde og ikke mere er afhængig af kontanthjælp.
Efter et par år flytter mine forældre til Ishøj. Min far får to jobs, så han kan forsørge sig selv og min mor. Min mor er nu også begyndt i sprogskole og har fået det så godt, at hun kan begynde i praktik og se, hvor meget hun kan tåle.
Min søster og jeg klarer os – men hvad med de andre?
I dag har min søster og jeg begge bestået indfødsretsprøven, færdiggjort folkeskolen, og min søster bliver student her i sommeren 2021.
Og vi har stadig kontakt med vores biologiske forældre.
Vi skulle arbejde hårdt for hjælpen, men uden den havde jeg aldrig været så langt i mit liv, som jeg er i dag.
Det er min historie, og den får mig til at tænke på alle de små børn, der sidder i flygtningelejre rundt omkring i verden, Sandholmlejren i Birkerød, Asylcenter Avnstrup i Hvalsø, flygtningelejr Zaatari i Jordan, Moria-lejren i Grækenland, flygtningelejren DaDaab i Kenya, og flygtningelejren Cox Bazar i Bangladesh.
Alle de børn der sidder på asylcentre i uvished om, hvorvidt de får lov at blive, hvorvidt de får hjælp, og alle de familier og børn som har brugt mange år her, kan sproget, men alligevel bliver sendt hjem.
Hvordan skal deres historie fortsætte? Hvor er deres lykkelige slutning?
Reenas fulde navn er redaktionen bekendt.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
