Gode venner og kammerater!
Da jeg blev spurgt, om jeg ville holde tale her i dag, blev jeg både beæret og ydmyg.
Beæret fordi jeg anerkender vigtigheden af at huske på de faktorer, der dels ledte op til menneskejagten på danske kommunister efter Nazi-Tysklands angreb på Sovjet, til den famøse og grundlovsstridige legitimering af selvsamme menneskejagt i form af kommunistloven i august 41.
Og jeg føler stor ydmyghed ved at stå her på stedet, hvor så mange gode kammerater blev interneret, og hvoraf mange startede på den rejse, der endte med at koste dem livet i tysk fangenskab, og hvor de, der overlevede, fik ar på sjælen, der aldrig forsvandt.
Jeg er fagforeningsmand. Og som sådan vil jeg til enhver tid kæmpe for retten til at organisere sig og er bevidst om den betydning, sammenhold og solidaritet har.
Det er de små og snigende ændringer i magthavernes ordvalg, vi skal være opmærksomme på!
Dengang i 30’erne og under besættelsen blev det mistænkeliggjort at være kommunist. Ikke mindst på baggrund af Sovjets indgåelse af ikke-angrebspagten med Tyskland. Uagtet at Danmark havde underskrevet en lignende aftale med Tyskland få måneder før.
Kommunistiske fagforeningsfolk fik beklikket deres motiver for fagligt arbejde, og dét sammenhold og samarbejde på tværs af partitilhørsforhold, der ellers havde været på sin plads, blev umuliggjort, ikke mindst af socialdemokratisk nidkærhed og modstand mod alt kommunistisk.
En undskyldning vil ikke blot betyde en anerkendelse og en oprejsning af de internerede. Det vil også være en sikring mod, at historien gentager sig. En afstandtagen fra at forfølge mennesker på grund af lovlig politisk aktivitet.
Et sammenhold der ellers måske kunne have samlet modstanden mod nazisternes besættelse på et langt tidligere tidspunkt.
Tværtimod bidrog mistænkeliggørelsen af kommunisternes arbejde og engagement, blandt andet i fagbevægelsen, til, at alt for mange vendte det døve øre til, da menneskejagten på kommunister tog fat.
Og desværre betød det også, at de massive protester, der burde have lydt, udeblev, da et alt for enigt Folketing vedtog at bryde grundloven og med tilbagevirkende kraft lovliggøre det ulovlige!
Det ulovlige startede ovenikøbet lang tid før!
Nidkære politifolk, havde lang tid før besættelsen udarbejdet kartotekskort over danske mænd og kvinder, der ganske lovligt var medlemmer af et ganske lovligt dansk parti, og som udførte ganske lovligt politisk arbejde, både lokalt, i faglige organisationer, studenterforeninger og sågar i Folketinget. Navneforvekslinger og andre fejl skulle få stor betydning for flere af disse.
Men uagtet det ulovlige i dette forehavende klappede etaten velvilligt – og i særdeleshed samarbejdsvilligt – hælene sammen, gjorde honnør og udleverede hele det stadigt ganske ulovlige kartotek til den nazistiske besættelsesmagt på deres forlangende. Man nøjedes ikke engang med at udlevere de 72 navngivne personer, som tyskerne havde bedt om.
Man spurgte ikke engang om, hvordan tyskerne kunne have kendskab til navnene på 72 danske kommunister. Javel, tre af disse var nu helt lovligt valgte folketingsmedlemmer og derfor kendte, men de øvrige? Tja, det viste sig, at tyskernes liste indeholdt de samme stavefejl, som fandtes på de danske kartotekskort, så også her var svigtet totalt!
Og så gik menneskejagten i gang. Hvad den danske nidkærhed og samarbejdsvilje manglede i lovlighed, opvejedes af dens grundighed:
Danske betjente arresterede ganske ulovligt langt flere end de 72 forlangte. 339 danske mænd og kvinder blev arresteret og fik deres hjem ransaget.
Efter hastevedtagelsen af kommunistloven blev yderligere danskere sat i såkaldt ”beskyttelsesarrest”. Ja – goddag! At kalde en lort for en rose gør den ikke velduftende!
Og kommunistloven af 22. august 1941 gør ikke interneringen af danske kommunister mere lovlig!
Og konsekvenserne for de internerede og deres familier var vidtrækkende, om ikke fatale!
Mange blev ført til tyske kz-lejre og gennemlevede på egen krop de umenneskelige og groteske tanker, der gennemsyrede den nazistiske ideologi. Mange overlevede det ikke, og de, der gjorde, fik svært ved at leve livet efterfølgende.
Familierne, der fik frataget deres kære og for manges vedkommende også deres forsørger, måtte lide afsavn både økonomisk og menneskeligt. Børn fik frataget retten til at vokse op med far eller mor i tryghed. Og alt for ofte måtte familierne også lide under hån og anklagen om, at det var selvforskyldt.
Jo – ordvalg og iscenesættelse fra myndighedernes side havde sin virkning!
Men krigsudviklingen og tiden gjorde, at stemningen ændrede sig. Modstanden voksede som bekendt og blev mere og bedre organiseret og kulminerede med folkestrejkerne og opgøret med samarbejdspolitikken.
Og så kom man ud på den anden side!
Til kold krig og en opblussen af territoriale markeringer. Til økonomisk vækst og velstand. Kolonimagternes tid var forbi, men nye tider – nye skikke.
Så udnyttelse af landes ressourcer fandt nye former, og der har ikke været et tidspunkt i den såkaldte efterkrigstid, hvor der ikke har været krig et eller andet sted på kloden.
Kommunisterne blev atter tålt og fik tilkæmpet sig faglige positioner, ligesom de var at finde i Folketing, i mange byråd, fredsforeninger og så videre.
Men de snigende ændringer i hele ordvalget og fortællingen fortsatte. Sammenhold og samarbejde på tværs kom aldrig rigtig på mode på trods af erfaringerne fra besættelsestiden.
Og nu er der gået 80 år.
80 år hvor der aldrig har lydt et eneste undskyldende ord! Et undskyld og en offentlig erkendelse af at have begået et grundlovsbrud og i den forbindelse har medvirket til at der blev øvet uret mod en betydelig del af landets egen befolkning. En befolkning der gerne skulle kunne vide sig beskyttet og taget vare på af dets egen grundlov og folkevalgte politikere.
Vi lever dog ellers i en tid med selvransagelse og erkendelse af historiens fejl og overgreb. Danmark som slavenation og kolonimagt bliver der gjort op med. Uhyrlige overgreb på anbragte børn bliver undskyldt.
Og det er både rigtig fint, beundringsværdigt og for øvrigt helt på sin plads!
Men jeg kan godt blive bekymret, når efterkommere af de internerede danskere udtrykker deres ønske om, at den uret, der blev begået mod deres familiemedlemmer, som et minimum bliver italesat og undskyldt, ja – så bliver der i stedet for kørt historikere i stilling, som kvit og frit ruller sig ud med at kalde de internerede for 5. kolonnefolk og så fremdeles. Usmageligt!
En undskyldning vil ikke blot betyde en anerkendelse og en oprejsning af de internerede.
Det vil også være en sikring mod, at historien gentager sig. En afstandtagen fra at forfølge mennesker på grund af lovlig politisk aktivitet. Danmark skal beskytte individets ret til at organisere sig i lovlige partier og foreninger.
Om det er retten til at stå foran Christiansborg og ytre sig kritisk om regeringens politik, eller om det er metroarbejderens ret til at organisere sig i en fagforening, så skal Danmark og dens folkevalgte forsvare denne ret. Kom så med den undskyldning!
Fra os her i dag skal der lyde et: Æret være deres minde og tak for indsatsen!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
