Masser af milliarder og overskud – men til hvad?
Journalister har altid spillet en væsentlig rolle i globale konflikter. De er med til at skabe og forme den offentlige samtale og opinion om dem, ofte med afgørende effekt.
I Vietnam var det billeder af børn ramt af napalm, som vendte offentligheden mod USA’s krig i landet. I Irak var det både journalisters insisteren på at afdække oliefirmaernes interesser i landet, samt billeder af Abu Gharib fængslet, hvor USA torturerede irakere i jagten på information.
I begge krige var journalisternes arbejde afgørende for, hvordan offentligheden talte og tænkte om krigene. De billeder og historier, som journalister bragte frem i lyset, bliver nok husket af flere i dag, end de mange taler, som præsidenter og generaler fremførte.
Journalisternes rolle er stadig den samme i dag, som dem der bevidner og formidler kriges tragedie til os alle sammen. Sådan er det også i Gaza, hvor modige journalister i næsten to år har forsøgt at vise omverden, hvordan Israels folkemord udspiller sig.
Når Israel så åbenlyst angriber journalister, er årsagen ret simpel. Zionisterne ved godt, at jo flere journalister, der kommer ud med deres billeder og historier fra Gaza, jo sværere er det at bedrive propaganda til støtte for folkemordet.
Israel ved, at der er magt i deres historier og billeder, derfor forsøger de at lukke munden på dem med alle tilgængelige midler. FN estimerer, at der i løbet af folkemordet er blevet dræbt omkring 250 journalister i Gaza, det er flere end i alle andre konflikter de sidste 30 år.
Folkemordet i Gaza kaldes ofte det første “livestreamede folkemord” og en af grundene til det er journalister inde i stribens utrættelige og heltemodige arbejde.
Derfor er det vigtigt, at vi som journalister i Danmark taler højt om det. At vi siger fra, når Israel forsøger at stoppe de palæstinensiske heltejournalisters ret til ytringsfrihed og fri formidling. At angribe deres pressefrihed er et angreb på alle journalisters pressefrihed.
Drab med åbne øjne
Selvom der som tidligere nævnt er en lang række angreb og drab på journalister begået af Israel i Gaza, men jeg vil her kun fokuserer på to konkrete sager. Den første jeg vil fokusere på er journalisten Anas Al-Sharif. Han blev dræbt i et missilangreb den 10. august ude foran Al-Shifa hospitalet sammen med fire kolleger.
I sig selv er Anas’ historie ikke unik, men efterspillet endte med at blive det. Israel påstod ikke, at Anas var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, var et menneskeligt skjold eller på anden måde et utilsigtet offer for deres bomber, som de ellers gør når journalister dræbes af dem.
De indrømmede blankt, at de havde dræbt ham, fordi han var en hemmelig Hamas agent. Det er ikke et postulat, som Israel har fremført andet bevis for, end et billede af Anas og den tidligere Hamas-leder Yahya Sinwar sammen. Men det i sig selv gør ikke en til hverken medlem af eller kæmper for Hamas.
Israel lagde altså slet ikke skjul på, at hvis de vurderede, at en journalists historier var skadelige for dem, så ville de ikke tøve med at dræbe dem. Det vidner om, at besættelsesmagten godt ved, at det ingen konsekvenser får for dem, når de bryder international lov på den måde.
Det rigtige mål
Det næste eksempel fra Gaza, som jeg vil bringe frem, skete mandag den 25. august. Endnu engang fandt angrebet sted foran et hospital, og endnu engang blev fem journalister dræbt af Israel.
Israel undskyldte dog angrebet og sagde, at de ville “undersøge, hvad der gik galt”. Dog hvis detaljerne om angrebet undersøges nærmere, så kan ingen tro på at noget som helst “gik galt”, men derimod, at det var et fuldstændig overlagt angreb.
Israel ramte nemlig hospitalet to gange. Første bombe fik nødhjælpsarbejdere, journalister og andre palæstinensere til at strømme til for at hjælpe de skadede. Da de så var samlet foran hospitalet, ramte det andet missil. I militærstrategisk lingo kalder man den slags angreb et “double tap” angreb.
Pointen med den slags angreb er netop at ramme dem, som strømmer til efter den første eksplosion. Pointen er slet og ret at dræbe nødhjælpsarbejdere, og hvem der ellers ankommer, og det ved Israel godt.
Igen et klokkeklart angreb på civile, en krigsforbrydelse, og igen ingen reaktion andet end løftede pegefingre fra vestlige “demokratier”.
Stoppe narrativer
Når Israel så åbenlyst angriber journalister, er årsagen ret simpel. Zionisterne ved godt, at jo flere journalister, der kommer ud med deres billeder og historier fra Gaza, jo sværere er det at bedrive propaganda til støtte for folkemordet.
Det er også grunden til, at Israel udover at dræbe palæstinensiske journalister heller ikke tillader udenlandske uafhængige journalister ind i Gaza. De eneste udenlandske journalister, som har været inde i Gaza siden oktober 2023 har været i følge med det israelske militær, og har kun rapporteret det, som de fik lov til.
Et eksempel er den dansk-israelske journalist Jotam Confino. Han var inde i Gaza i januar 2024, hvor han ikke viste andet end en tunnel, som IDF fortalte ham blev brugt af Hamas til at smugle våben.
Ikke et ord om de mange bomber, om manglen på nødhjælp og de høje civile tabstal, kun den historie, som IDF vil have ud til fordel for deres propaganda.
Et mask-off øjeblik
Den manglende handling fra vestlige regeringer har ikke kun haft effekt på journalisterne i Gaza. Det påvirker vores alle frihed til at arbejde som presse i hele verden.
Som presse har vi visse beskyttelser under international lov, netop for at frit at kunne dække krige og konflikter. Uden dem, ville verdens magthavere uden videre kunne begå krigsforbrydelser konstant, fordi ingen ville være der til at bevidne dem.
Men de beskyttelser fungerer kun, hvis nogen faktisk forsvarer dem. Journalister verden over forsøger at gøre det for deres kolleger i Gaza, gennem underskriftsindsamlinger, kampagner og at lægge pres på deres regeringer.
Og netop regeringerne har magten til rigtigt at gøre noget ved Israels forbrydelser mod pressen. I EU konkret ville man kunne opsige associeringsaftalen med Israel, hvilket ville lukke besættelsesmagtens største eksportmarked. Det ville have en stor effekt på, hvilken politik Israel førte i Gaza.
Og det virker oplagt. EU og vestlige lande generelt fremfører altid sig selv som forkæmpere for demokratiske rettigheder, herunder pressefrihed. Men alligevel sker der intet.
Det har været et såkaldt “mask-off” øjeblik for journalister verden over at se den reaktion. Hvis ikke “demokratiske regeringer” vil beskytte vores rettigheder, hvem vil så? At pressefriheden ikke betyder noget, når det er en allieret, der knægter den, burde skræmme alle journalister i Vesten.
Derfor er det vigtigt, at vi som medlemmer af den frie presse taler højt om Israels forbrydelser. At vi kræver handling fra vores regeringer og en beskyttelse af vores kolleger i Gaza. Det er en af de vigtigste pressefrihedskampe i moderne tid, og det bliver alt for dyrt for os at tabe.
Hele seminaret, hvor den talte udgave af denne kronik blev fremført, kan ses her
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
