Nekrolog
Danmarks Radios podcast Tyvstart den 25. august, dr.dk, indeholdt en lang diskussion af den i Glyngøre barnefødte (det vil sige danske) cykelrytter Jonas Vingegaard og hans deltagelse i cykelløbet Spanien Rundt, som begyndte lørdag den 26. august.
Omtrent samtidig havde dagbladet Politiken en lang debatartikel, hvor Marie Krarup diskuterer krigen mellem Rusland og Ukraine og især beslutningen om, at Danmark skal levere F-16-jagerfly til Ukraine, og om den ukrainske præsidents besøg i Danmark.
I teksterne findes diskussioner af Vingegaards chancer for at vinde, set i forhold til hans konkurrenter og hans tidligere meritter, respektive noget tilsvarende vedrørende Ukraines muligheder, og hvem der egentlig bærer skylden for konflikten, hvem der skal give sig, hvordan dette skal opnås og så videre.
Samt hos Marie Krarup ikke mindst en afstandtagen til den almene jubel, beslutningen om leverancen af kampfly har udløst. Desuden mener for eksempel den fremtrædende svenske militæranalytiker Joakim Paasikivi hos svt.se, at leverancen af F-16-flyene først vil få sin fulde effekt i 2027. I sammenhængen kan det næppe på nogen måde forstås som en løsning på konflikten at operere med en tidshorisont på fire år frem i tiden. Det sidste er dog en anden diskussion.
Den gamle aforisme om, at i krig og kærlighed gælder alle kneb, ser ud til også at gælde for både sport og politik.
De to tilsyneladende væsensforskellige diskussioner (krig har vel ikke noget med sport at gøre) bringer i min erindring en drillende tekst, som den franske sociolog Pierre Bourdieu skrev i 1978. Han spørger: “Hvordan er det muligt at være interesseret i sport?”
I almen sprogbrug signalerer Bourdieus spørgsmål en nedladende holdning til det diskuterede: Kan man som sand intellektuel tage en interesse for sport alvorligt? Et udgangspunkt som selv leverer svaret, at nej, det kan man naturligvis ikke. Bourdieus’ kneb er imidlertid, at han bruger spørgsmålet i sin naive, pålydende form som et udgangspunkt for en diskussion af spørgsmålet, som om det bare var nysgerrigt stillet. Det er det bedste udgangspunkt, hvis man vil have et fornuftigt svar. Under hvilke omstændigheder findes en interesse for sport? Hvad betyder en interesse for sport? Og så videre.
Bourdieu var sociolog, så svaret var, at under de givne sociale omstændigheder er det muligt at interessere sig for sport på den og den måde, sport fylder den og den sociale funktion, har den og den konsekvens, privilegerer den og den gruppe og tager privilegier fra den og den gruppe og så videre.
Med fuld ret kan man stille et tilsvarende spørgsmål ikke kun til Marie Krarups artikel og Joakim Paasikivi, men også til alle de andre forstå sig på’ere. For slet ikke at tale om tilhørerne til den tale Zelenskij holdt på sit besøg i Danmark, hvor han mente, at man måtte sige skål til løftet om leverance af kampfly: “Hvordan er det muligt at være interesseret i krig?” Især på den måde, som ser ud til efterhånden at være fremherskende, som om det var en særlig sportsgren.
Sport og krig – samme funktion
På forunderlig vis ser det ud til, at sport såvel som krig i de udformninger, de har fået over tid, fylder nogenlunde samme sociale funktion. Skønt både cykelholdet og Vingegaards egne bestræbelsers mulighed betinges af, at nogen vil betale for dem, herunder at nogen gider interessere sig for bestræbelserne, diskuteres sportsudøvelsen, som om den kunne løsrives fra en omgivende social virkelighed. Det er naturligvis ikke muligt, men både udøvelsen og diskussionerne foregår som om det var muligt.
Tilsvarende diskuteres krigen i Sydøsteuropa, som om den var en slags sportsbegivenhed, hvor skyld, tidligere meritter, muligheder og begrænsninger tages op, som om det hele ikke havde meget med de sociale omstændigheder at gøre, herunder hvem, der betaler for kampen, og hvem, der privilegeres af den. Det er mindst lige så umuligt, men diskussionerne suggerer også i forbindelse med krigen, at det er det.
Jeg tror dog, det er at fuldkommen misse pointen at tage diskussionerne af såvel sportsbegivenheder og krigsbegivenheder så løsrevet fra en social og økonomisk virkelighed, og især så løsrevet fra en politisk virkelighed.
Der er tale om en kamp om magt og privilegier mellem grupper, som under de givne omstændigheder er dominante, hvis dominans under de samme omstændigheder er legitim, og hvis mål og især midlerne til at opnå dem mest af alt ligner mafiaens.
Det vil sige sammenhænge, hvor position og anerkendelse erhverves, ikke som udtryk for at være dygtig til det, som giver arbejdet legitimitet i den pågældende sammenhæng, men derimod som udtryk for hengivelse til og anerkendelse af de eksisterende hierarkiers legitimitet.
Det vil sige som udtryk for det, som på engelsk så malende beskrives som “brown-nosing“, at den, som slikker magten bagi og derved opnår privilegier, samtidig får en brun næse. Imidlertid ser diskussionerne generelt ud til at blive ført, som om det kun er sportens respektive krigens retfærdighed, som står på spil.
Clausewitz
Ser man knapt 200 år tilbage i tiden, finder man krigsteoretikeren von Clausewitz som i 1827 formulerede sig således: “Krig er ikke andet end den fortsatte statspolitik med andre midler”.
Mit ydmyge korrektiv kunne, med tanke på forskellige, ikke-statslige leverandører af krigshandlinger (lejehære, overstatslige interessegrupper og så videre), bestå i at formulere det således: “Krig er ikke andet end den fortsatte politik med andre midler”.
Ser man på sport i en social sammenhæng, kunne man udvide formuleringen og slå fast at: “Sport er ikke andet end den fortsatte krig med andre midler, og krig er ikke andet end den fortsatte politik med andre midler”.
De fylder samme sociale og symbolske funktion, det vil sige samme pædagogiske funktion, hvor ordet pædagogik tages i sin strengeste betydning, nemlig som videnskaben om overførslen af mening fra generation til generation.
Som et prominent eksempel kan nævnes, at det sovjetiske ishockeylandshold i sin tid var organiseret som en afdelingen inden for Den Røde Hær. Så forstår man dén pointe. Men hele opbygningen af sportssektoren som en del af statsapparatet, uanset hvordan dette forsøges skjult, understreger pointen. Tænk bare på hele Team Danmark-komplekset.
Men hvis sport er en forlængelse af krig, som i sin tur er en forlængelse af politik om end med andre midler, så ved vi også tendentielt, hvad de sociale konsekvenser er af en stigende interesse for såvel sport som krig. Inden for rammen af en videnskabelig pædagogisk forklaring svarer det til at svare på hvorfor sport respektive krig findes.
For at tjene statens interesser, som frem for alt er at fastholde og udbygge magten hos de allerede magtfulde gennem især at producere og reproducere en bestemt forestilling om, hvem der får magten, og hvem ikke. Funktionen af sport respektive krig er at privilegere allerede privilegerede på bekostning af allerede ikke-privilegerede.
En sådan forklaring er naturligvis en lidt småkedelig, klassekampskonklusion for de medier, hvis journalister også er mennesker, som også skal tjene til dagen og vejen for at kunne mætte deres egne og deres familiers maver. Ikke desto mindre er det nok en betydeligt mere præcis konklusion i stedet for at i det uendelige med kvasiforklaringer at opvigle til konflikter, som frem for alt alene findes i kraft af deres opviglen.
Det vil sige gennem at pålægge den ene part eller den anden part i en krig forskellige mere eller mindre skumle motiver, herunder at tage imod penge for at slås, respektive at konkludere, at et cykelløb er en ædel kappestrid, hvor den bedste vinder, og den, der snyder ved for eksempel at dope sig eller ved at modtage løn for sine præstationer, er en skurk, som skal fordømmes. Team Danmark er atter et godt eksempel på, hvordan en sådan tænkning ved nærmere eftersyn falder fuldstændigt fra hinanden.
To sider af samme sag
Kort sagt, så handler både krig og sport om erhvervelsen af magt og privilegier som to sider af samme sag. Ikke sådan at forstå at alle involverede ved det og egentlig alle sammen er slyngler, skønt nogle nok er værre end andre; den gamle aforisme om, at i krig og kærlighed gælder alle kneb, ser ud til også at gælde for både sport og politik.
Med andre ord, så er det tværtimod sådan, at sportens respektive krigens doxa, dens praktisk gennemlevede râison d’ètre (at den dygtigste vinder i ædel kappestrid) kun kan opretholdes gennem en systematisk miskendelse (for atter at referere til Bourdieu) af de respektive pædagogiske funktioner. Som ser ud til at være de samme, nemlig at privilegere allerede privilegerede herskende klasser på bekostning af folket, som på alle måder betaler prisen.
Og imens hærger kapitalen frit.
Litteraturhenvisning:
Bourdieu, P. (1997). “Hvordan er det muligt at være interesseret i sport?” In: Men hvem skabte skaberne? Akademisk Forlag, pp. 178-198. Åbningsforelæsningen ved den internationale kongres som History of Sport and Physival education Association (HISPA) holdt på Institut National des sports et de l’Éducation physique (INSEEP) i Paris i marts 1978.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
