Lønstatistikken for DA viser, at lønstigningerne i første kvartal 2021 for bygningsarbejdere ligger på 3,9 procent. Det dækker over, at man indenfor apteringsfagene har en stigningstakt på 4,0 procent, og i installationsfagene har en stigning på 3,1 procent. Det må siges at være pæne lønstigninger alt taget i betragtning. Reallønnen stiger således i kraft af, at vores inflation ligger på 1,5 procent.
En forholdsvis stor del af lønstigningen kan forklares med, at de aftalte bestemte fritvalgsordninger er steget med 1,2 procent, hvilket er mere end i både fremstillingsindustrien og i servicefagene.
Inden nogen begynder at råbe overophedning, så vil vi fra Bygge-, Anlægs- og Trækartellet bare stilfærdigt gøre opmærksom på, at byggeriets lønstigninger for de timelønnede konsekvent har ligget under lønstigningstakten for byggeriets funktionærer i de sidste fire et halvt år. Første kvartal 2021 er undtagelsen.
Hvis der er mangel på arbejdskraft, så er det vildt underligt, at vi inden for flere af byggeriets fag stadigvæk kan støde på lærlinge, som er i skolepraktik.
Gunde Odgaard
Desuden har der været ekstraordinær gang i byggeriet, især den del der hedder renovering og vedligeholdelse, som har fået en ekstra ’spand kul’ i parcelhusene under coronaen.
Det er ikke unormalt, at lønnen stiger, når der er gang i byggeriet. Samtidig er det jo heller ikke unormalt, at lønnen falder tilsvarende meget, når vi oplever lavkonjunktur. Vi oplever faktisk undertiden i byggeriet, at lønstigningstakten bliver under nul. Det gør man ikke i andre fag.
Byggeriet er bare den branche, hvor lønnen svinger mest med konjunkturerne!
I den udstrækning virksomhederne i byggeriet måtte mangle medarbejdere, ville det være yderst relevant for de mere kvikke i klassen at holde på dem, de i forvejen har, og i længere tid end tilfældet er i dag.
Mange forsvinder fra branchen, når de er et stykke oppe i 40’erne. Kunne vi udsætte afgangen fra byggeriet, så vil dette i sig selv have en positiv effekt for den arbejdskraft, der er til rådighed i byggeriet.
Samtidig arbejder godt 80.000 personer med en byggefaglig uddannelse i andre brancher. De arbejder fuld tid, og det vil igen ikke være en uoverstigelig opgave for kvikke virksomheder at lokke nogle af dem tilbage til en branche, hvor det går godt. Det er sandsynligvis også mere realistisk end at håbe på, at et folketingsflertal åbner op for bygningsarbejdere fra Bangladesh, Filippinerne og Mexico, som tidligere har været fremme i arbejdsgiverkredse.
Samtidig må man sige, at hvis der er mangel på arbejdskraft, så er det vildt underligt, at vi inden for flere af byggeriets fag stadigvæk kan støde på lærlinge, som er i skolepraktik. Alle, der vil uddanne sig inden for byggeriets mange fag, burde under en højkonjunktur have mulighed for at komme ud og få et praktikforløb i en virksomhed.
Den evindelige snak om, at flere unge skal tage en erhvervsfaglig uddannelse, bliver måske lettere, når vi har fornuftige lønninger og lønstigninger! Derfor er lønstigninger i byggeriet måske ikke noget onde, hvis man skal lokke de unge over i erhvervsfaglige uddannelser i stedet for at tage andre uddannelser.
Desuden er vores arbejdsmarked jo forbundne kar. De førnævnte godt 80.000, der arbejder fuld tid i andre brancher, men har et svendebrev fra byggeriet, er jo åbenbart en meget populær arbejdskraft. Så hvis ikke vi formår at uddanne unge mennesker i byggeriet, så vil andre brancher, der ikke formår at uddanne nok unge, også komme til at lide under det. Jo bedre det går, jo flere burde vi kunne uddanne.
Derfor bør man også have en mere nuanceret diskussion omkring overophedning, end hvad mange økonomer lægger op til.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.