9. juni er der valg til EU-parlamentet. Derfor har jeg gjort mig nogle tanker om forholdet mellem den institution og mig, lige fra dengang den hed EEC.
Da debatten om EEC for alvor begyndte i 1971, var jeg lutter øren. Så da valgkampen var på sit højeste i september året efter, var jeg med i en gruppe i Aarhus sammen med blandt andre medieforskeren Frants Mortensen. Vi så debatterne i TV og formulerede løbesedler, der i løbet af natten blev trykt og næste morgen delt ud på arbejdspladserne i byen.
Hvile på laurbærrene blev der ikke tale om. For de rabiate EF-tilhængere ville jo ikke acceptere et nederlag. Når nu befolkningen havde stemt forkert, var der tid til en ommer.
Debatten gik højt i enhver lille flække. Mange steder blev der opført dilettantkomedier om Fællesmarkedet. Både ja- og nejsiden var aktive her.
Jeg boede i Sjællandsgadekvarteret i Aarhus. Her fik man i flere butikker en dårlig betjening, hvis man ikke havde samme mening som ejeren.
Få dage før folkeafstemningen 2. oktober deltog jeg i den kæmpemæssige demonstration gennem byen. Som jeg husker det, var det ved den lejlighed, Hans Scherfig fik latteren på sin side ved at omtale tilhængernes skræmmekampagne, der blandt andet gik ud på, at prisen på forskellige basisvarer ville stige ved et nej. Han kunne indsylte prisen på en dåse tomater i en overflod af satire, så selv EF-tilhængere måtte trække på smilebåndet.
I Aarhus Nord var der flertal imod tilslutning. Men det forslog ikke. Vi tabte stort. Og mit engagement forsvandt gradvis. Jo, jeg holdt skam modstanderavisen Notat, men Bruxelles var langt væk…
I 1978 var jeg med til at gendanne Folkebevægelsens lokalkomité i Kolding ved et møde med Bent Brier og Jens-Peter Bonde. Sidstnævnte kendte jeg fra Studenterfronten. Villy Søvndal var også med, men ikke hjemme hos mig til eftersnak før Bonde skulle med toget. Sagen var jo, at der i 1979 skulle afholdes direkte valg til Parlamentet. På det tidspunkt havde jeg slet ikke sans for, at Jens-Peter engang ville blive Parlamentets mest vidende og indflydelsesrige mand!
Jeg kom med i en gruppe, der skulle sørge for en lokal bagside til Folkebevægelsens valgavis. Vi skulle have nogle koldingensere til at anbefale, at man stemte på Folkebevægelsen. Jeg husker især, at jeg var med til at interviewe det radikale byrådsmedlem K.E. Reddersen, den senere FOA-formand Mona Striib og bibliotekar Signe Berkild. De anbefalede et kryds ved Folkebevægelsens liste N. Vi omdelte 10.000 af disse aviser.
Folkebevægelsen havde en superaktivist i elektriker Torben Krag, som var drivkraften i bevægelsens butik i Låsbygade 106. Han sagde sit arbejde op for at være heltidsaktivist!
Villy Søvndal var medlem af lokalkomiteen. Min undren var derfor stor, da jeg så ham og andre SF’ere agitere for SF’s kandidater. I dag er min undren væk. Selvfølgelig kunne man støtte Folkebevægelsen og samtidig sine egne kandidater.
Noget andet var, at SF kritiserede Folkebevægelsens valggrundlag, og jeg langede især ud efter Torben Krogh, som var redaktør på Socialistisk Dagblad. Jeg havde i årevis beundret hans skrivekunst. Nu syntes jeg, at han forsømte at fortælle, hvad fejlen ved vores valggrundlag var. Selv mente jeg, at EF undergravede folkestyret. Jeg blev behandlet ualmindelig fint i Kroghs avis, og mit læserbrev stod sammen med en annonce fra Folkebevægelsen om at give EF modstand.
Selv var jeg ved valget valgtilforordnet for første gang. Dengang gik kommunalpolitikerne, der afviklede valget, rundt med tobak, og jeg skal da lige love for, at nogle af de tilforordnede forsynede sig. Det mindede lidt om griskheden hos dem, der havde forset sig på EF’s landbrugsstøtte.
Valget resulterede i fire mandater – blandt andre Else Hammerich og Bonde (han var opstillet som nr. 10 og sprængte altså listen) – til liste N, og det var jo ikke så ringe. Vi var stolte af, at Folkebevægelsen i Kolding kunne høste 3.897 stemmer, når SF kun fik 775 og VS 397. Vi havde fat i den lange, folkelige ende, mente vi. Det var kun Socialdemokratiet, der fik flere stemmer end liste N. Og vi havde styr på økonomien, for Valdemar Petersen, som var kasserer i Tømrernes Fagforening, var kassemester.
Hvert år tog vi og alle andre lokalafdelinger af Folkebevægelsen til Himmelbjerget i bus på Grundlovsdag. Dog blev vi snydt af De Konservative, der et år snuppede lejekontrakten for næsen af os.
Bonde var en praktisk mand, og hvert år medbragte han masser af plastikbøtter til at samle penge ind i. Det var jeg ikke den dårligste til.
Det andet direkte valg til EF-parlamentet blev holdt 14. juni i 1984. Det optog mig særdeles meget. Alle kneb gjaldt for at få folk til at stemme på Folkebevægelsen. Så jeg skrev i Jydske Tidende om, at nogle havde rystet på hovedet, når jeg forsøgte at sælge “Stop EF”-mærkater. For EF stopper da sig selv! For eksempel gik landbrugsforhandlingerne ad Pommern til og var dårlig reklame for EF: “Det er for øvrigt sikkert dem, der er skyld i, at den praktiske kryds N-kapselåbner sælger forrygende. Folk siger nemlig, at med de høje mælkepriser, kan man lige så godt drikke øl”, skrev jeg i avisen.
Et andet tema, vi tog op, var EF’s destruktion af madvarer. Det forargede nu ikke en venstreløve, som havde fundet ud af, at det kun drejede sig om én rosin om dagen pr. EF-borger. Det lød af lidt, men alligevel: “Hvor pokker skulle vi få alle de rosiner fra?” spurgte jeg i et andet læserbrev.
Vi begyndte at agitere allerede i efteråret 1983 og kom tilfældigvis med, da TV Syd var begyndt at sende på det tidspunkt. Byrådsmedlem Ole Rasmussen var kandidat for Socialdemokratiet og blev interviewet på gaden. Pludselig dukkede Harry Kristensen op. Han var smed. Under Anden Verdenskrig flygtede han fra kz-lejren i Neuengamme. Nu boede han med sin tyske kone på Cypresvej. Jeg snakkede ofte med ham og efter hans død med enken. Han var blevet godt træt af, at EU regulerede alt muligt fra størrelsen på kondomer til agurkernes krumning. Den besked fik han afleveret med bravur, og Folkebevægelsen fik da også atter valgt fire medlemmer.
Desværre oparbejdede Folkebevægelsen en gæld på to millioner kroner, og det skabte røre. Jens-Peter Bonde fik rettet lidt op på økonomien ved blandt andet at udgive Rikke Rasks kogebog, som jeg solgte vidt og bredt, for eksempel til kokken på min arbejdsplads…
I 1986 kom “EF-pakken” til afstemning. For en gangs skyld var jeg på hold med dele af Socialdemokratiet. Der blev blandt andet holdt valgmøde Parkhallen arrangeret af fagbevægelsen. Else Hammerich var med, og af uransagelige grunde blev jeg spurgt, om jeg kunne have hende til at overnatte. Men hun ville naturligvis hellere hjem.
At 56,2 procent stemte for og 43,8 procent imod ratifikationen kom bag på mig. Her havde vi gået og transporteret ”pakken” rundt i Koldings gader en kold februar-fredag…
Jeg havde arvet det kjolesæt, min far var blevet viet i anno 1935. Det tog jeg så på og lavede et talkshow op til EF-parlamentsvalget. Ja, jeg kalder det “talkshow” i et brev i 1989. Hvad jeg sagde, har jeg glemt, men opsigt vakte det da.
Forud for valget blev der blandt andet holdt stormøde i Parkhallen. SiD’s kasserer Frank Hein var blevet overtalt til at være kandidat ved valget. Jeg synes, at vi bakkede ham kraftigt op: Byen var aldrig blevet klistret til med så mange plakater som til det valg – men jeg var ikke med til det selv, da jeg var bortrejst. I Vejle bemandede blandt andre min kammerat fra Horsens, Finn Hermann, et kontor, hvorfra Franks kampagne blev styret.
Da stemmerne var talt op, gav Frank os en skideballe, for han mente, at vi havde stemt på Jens-Peter Bonde i stedet for på ham.
Det var måske ikke en helt forkert fortolkning, men det kunne jo lige så godt være andre, der havde “stemt forkert”.
Vi havde klistret så mange plakater op i Kolding, at det var lige ved at give bagslag. Det nærmede sig overkill! Helt uvidenskabeligt målte jeg forskellen mellem resultaterne i Kolding og Fredericia, og den var minimal, selv om de gode fredericiafolk efter min mening havde sparet en smule på tapetklisteret.
Maastricht-traktaten kom til afstemning 2. juni 1992 i Danmark. Hvordan kunne man sikre et nej til den? Det var det store spørgsmål. Jens-Peter Bonde var på det hold, der mente, at det var vigtigere at sige nej til Maastricht end at blive ved med at fokusere på udmeldelse af EU.
Jeg ringede rundt til Folkebevægelsens medlemmer i Kolding og snakkede med mange om ikke alle. Alle, jeg fik i røret, var på Bondes hold. Så jeg gik med i Danmark92, som lavede en studiekreds. Ikke nok med det, vi arrangerede blandt andet et møde med Metals Finn Andersen fra Aarhus. Og resultatet talte for sig selv.
Da min kammerat Frank og jeg den 2. juni 1992 hang i lygtepælene for at bjerge plakaterne fra det øjeblik, afstemningsstederne lukkede, stoppede folk op og ønskede os til lykke med sejren! Det var næsten ikke til at tro på. Men for en sikkerheds skyld skyndte vi os med at fejre det godt og grundigt. Der var sandelig også noget at fejre.
Da jeg en del år senere besøgte Dan Jørgensen i EU-parlamentet sammen med mine elever, kiggede jeg også lige forbi Bonde. Han fortalte blandt andet, at sejren i 1992 var højdepunktet i hans politiske karriere!
I krig og kærlighed gælder som bekendt alle kneb. Det samme er tilfældet i politik. Så SF førte valgkamp under slagordet “Holger og konen siger nej til Unionen”. Kun de indviede vidste, at det slagord var opfundet af BZ’erne, som sagde “Kurt og konen siger nej til Unionen”. Ret fikst set af SF.
Hvile på laurbærrene blev der ikke tale om. For de rabiate EF-tilhængere ville jo ikke acceptere et nederlag. Når nu befolkningen havde stemt forkert, var der tid til en ommer. Så derfor kom det også til en folkeafstemning i 1993. Men før vi kom til det, var der sket andre ting.
Sejren vedrørende Maastricht-traktaten gav grobund for oprettelsen af JuniBevægelsen i 1992. I løbet af relativ kort tid dukkede der medlemmer op i Kolding-afdelingen, og det var spændende. For de kom med en stor vifte af erfaringer. Der var landmænd, der ellers stemte Venstre, der var en lærer, som var svoren socialdemokrat, og en retsstatsmand. Der kom også en økonom – Søren Jakobsen – med. Jeg aner ikke, hvad han stemte på, men i årevis hjemsøgte vi markeder og andre massearrangementer og delte løbesedler ud.
“Pæne” politikere kan som bekendt ikke tåle at tabe. Så de blev edderspændt rasende over nejet til Maasstricht.
Så der skulle “naturligvis” være omvalg. 28. maj 1993, hvor vi skulle stemme om Edinburgh-aftalen, som var Maastricht-traktaten med fire forbehold.
De ledende i SF havde deres del af ansvaret for det ja, det blev til (80 procent af SF’s vælgere stemte ganske vist nej) og banede derfor – uden at vide det – vejen for Enhedslistens parlamentariske gennembrud i september 1994.
JuniBevægelsen skulle samle mellem 60- og 70-tusinde underskrifter for at kunne stille op til parlamentsvalget. Det fik vi så tiden til at gå med den vinter. Men i Kolding brugte vi nu ikke helt så meget tid på det som Ebbe Nielsen og Hans Kloster i København. De samlede nemlig mere end en tredjedel af underskrifterne. Sådan er ildsjæle!
Vi arrangerede under titlen “Nielsen versus Jensen” et debatmøde mellem den radikale Elsebeth Gerner Nielsen og JuniBevægelsens Anne Mette Jensen 16. maj 1994. Som jeg husker det, var kirkesalen i Skt. Jørgensgård stuvende fuld.
Et andet møde foregik på Hotel Scanticon. Her deltog Søren Kjeldsen-Kragh fra JuniBevægelsen, og det faldt i min lod at hente og bringe ham i Billund. Det kom der jo lange og gode snakke ud af.
Lige op til valget, der stod 9. juni 1994, sad jeg flere gange på Rådhuspladsen ved et lille bord, hvor man kunne få sig et af de jordbær, der var JuniBevægelsens symbol. Der var ikke overvældende stor rift om dem. Ingen vidste helt, hvad vi var for en størrelse.
Vi havde desuden stillet nogle meget store J-plader op på strategisk vigtige steder.
Ved valget blev Ulla Sandbæk og Jens-Peter Bonde valgt. Det havde vi kun drømt om i vilde fantasier: 316.000 stemmer til J. Næsten det samme som Socialdemokratiet. SF fik 178.000 og Folkebevægelsen 214.000.
Parlamentsvalget det år var nu ikke det eneste valg. For 21. september var der folketingsvalg. Jeg havde arbejdet for Enhedslisten fra den spæde start. Hvis jeg havde haft travlt før, fik jeg det for alvor nu. Der var nemlig ganske få medlemmer i Kolding, for i de første år var partiets medlemstal på landsplan under 500.
Til gengæld betroede nogle af JuniBevægelsens medlemmer mig, at de nok skulle give mig deres stemme. Det gjaldt retsstatsmanden, socialdemokraten, venstremanden og den konservative! Den sidste havde dog ikke været medlem af JuniBevægelsen!
Det samme var så ikke helt tilfældet med alle mine gamle venner. Nogle argumenterede ligefrem med, at fordi jeg var gået med JuniBevægelsen, så fortjente jeg ikke deres stemme. Ja, det var de selvsamme, som havde ladet mig forstå, at de støttede skiftet til JuniBevægelsen.
Jeg havde ikke forudset, at Enhedslisten blev valgt ind, selv om vi havde fået 1,7 procent i 1990. Vi fik oven i købet valgt Bent Hindrup i Vejle Amt, og det blev indledningen til et mangeårigt venskab. Da han deltog i Kyotokonferencen i slutningen af 1997, blev jeg så indkaldt som stedfortræder, og det er jo en oplevelse, der er de færreste forundt.
Tre år i træk i anden halvdel af 1990’erne var jeg sammen med Jens Kimby og Hanne Løfquist fra Haderslev med til at arrangere JuniBevægelsens sommermøder på Skamlingsbanken. I 1996 var Ebbe Kløvedal Reich hovedtaler. Ham havde jeg ikke snakket med siden Thylejren i 1970!
Amsterdamtraktaten var til folkeafstemning i 1996. Man kan jo ikke vinde hver gang, og resultatet blev da også cirka 55 procent ja og 45 procent nej. Min erindring om valgkampen er forsvundet ud i det uvisse. Den foregik i slutningen af maj, som altid var en travl periode for mig.
Det var ikke nogen helt let sag at være aktiv i både Enhedslisten og JuniBevægelsen. Jeg fik mange verbale hug, da jeg op til parlamentsvalget i 1999 udsmykkede byens plankeværker og så videre.
Da JuniBevægelsens agitationsbus var på besøg i byen, var Peter Mikkelsen en af deltagerne. Nu er han viceborgmester i Rødovre.
Søren Jacobsen og jeg delte løbesedler ud på blandt andet Brørup Marked og i Vojens til en transportudstilling. Og vi klistrede 350 plakater op i byen.
Til et valgmøde med Lone Dybkjær på Godset imødegik jeg hende og fik en ordentlig røffel. Det lærte jeg en del af.
Helt ringe gik det ikke i Kolding: JuniBevægelsen fik 3.458 mod Folkebevægelsens 1.270 og SF’s 1.358 stemmer. På landsplan fik vi næsten 318.000 stemmer (16,1 procent) – Folkebevægelsen næsten 144.000 stemmer. (7,3 procent) og SF: 140.000.
Det betød gevinst i form af mandatfremgang til tre: Jens-Peter Bonde, Birgit Bjørnvig og Jens Okking. Folkebevægelsen fik Ole Krarup valgt. Jeg husker den applaus, han fik, da han mødte op på Enhedslistens årsmøde i Odense.
Jeg husker ikke noget om, at Folkebevægelsen havde en afdeling i Kolding på det tidspunkt.
I tiden op til afstemningen om, hvorvidt vi skulle afskaffe kronen og indføre euroen, underviste jeg selvfølgelig i dette emne. Det var oplagt, og jeg gjorde det så neutralt, som jeg overhovedet kunne. Da vi var færdige med gennemgangen, spurgte jeg eleverne, hvad de ville stemme, og der var et kæmpe flertal for ja til euroen. Så spurgte jeg eleverne, hvad de troede, at jeg ville stemme. Her var der også flertal for, at jeg nok ville stemme ja. Det mente de, at de fleste af lærerne gjorde!
Den 2. juni, da folkeafstemningen fandt sted, var jeg så valgtilforordnet i en landsby. Jeg sad sammen med et ægtepar. De var begge medlemmer af Venstre. Deres datter gik på et gymnasium, hvor eleverne skulle interviewe folk, der havde stemt. De blev mere og mere beklemte i løbet af dagen, for datteren holdt dem løbende underrettet om resultaterne. Det blev jo et nej, og da jeg mødte på min skole dagen efter, var der nærmest landesorg.
Jens Okking gik over til Folkebevægelsen i 2002. Da han så blev sygemeldt, overtog Bent Hindrup mandatet i 2003, for Okking var jo blevet valgt for JuniBevægelsen. Bent kæmpede for havnearbejderne og imod dyretransporter. Han havde de navnkundige kalve Julius og Junior. Den ene af dem optrådte han med i Koldings gader, hvilket vakte rimelig opsigt.
Fra Kolding var der fem deltagere i JuniBevægelsens bustur til Bruxelles. Det var virkelig stort at blive vist rundt af Bent i Parlamentet. Vi var dernede, da Lissabontraktaten var til afstemning, og den faldt…
Ved parlamentsvalget i 2004 var blandt andre Hanne Dahl opstillet. Set i bagklogskabens klare lys tror jeg, at Jens-Peter Bonde pønsede på at trække sig tilbage, så Hanne Dahl kunne blive kørt i stilling til valget fem år senere. Jeg husker, at jeg tog et billede af Bonde, Dahl og Hindrup med Koldinghus som baggrund.
Folkebevægelsen mod EU så jeg ikke meget til op til valget. Til gengæld havde jeg den ære at hilse på Poul Nyrup Rasmussen, da han og Dan Jørgensen besøgte min arbejdsplads. Nyrup kom selv hen og gav hånd! Måske havde han fået et hint, for han kunne vel ikke huske, at han havde været efter mig på Kridthuset? Til Dan Jørgensen sagde jeg: “Du skal nok blive valgt!” og det blev han.
Ole Krarup blev også valgt, selv om Folkebevægelsen fortsatte tilbagegangen og fik knap 98.000 stemmer.
Jens-Peter Bonde blev valgt for JuniBevægelsen, som knap 172.000 stemte på. Bevægelsen fik faktisk flere stemmer end SF med Margrethe Auken i spidsen. Folkebevægelsen fik til gengæld kun knap 98.000 kryds. Det var nok til, at Ole Krarup blev genvalgt.
I 2008 trak Jens-Peter Bonde sig så fra EU-parlamentet, og Hanne Dahl overtog hans plads. Og hun var da også spidskandidat i 2009. Men det gik skidt. Kun godt 55.000 stemte på liste J, mens Folkebevægelsen nu kunne mønstre godt 168.000 stemmer. SF stormede frem til næsten 372.000 stemmer.
I løbet af ret kort tid blev JuniBevægelsen nedlagt. Men heldigvis var Folkebevægelsen begyndt at få vokseværk i disse år. Rina Ronja Kari og Folkebevægelsen opnåede i 2014 således 8,1 procent ved hjælp af godt 183.000 stemmer. SF gik ned på knap 250.000, hvilket fik mange kloge hoveder til at påstå, at hvis Enhedslisten havde stillet op, så var det gået meget værre for SF, som kort efter for alvor kom i stormvejr.
Lige fra dagen efter folkeafstemningen i 1993 havde stærke kræfter arbejdet for at få dem afskaffet. Opskriften var, at først skulle man have unionstraktaten til at glide ned, og bagefter kunne man så få undtagelserne lempet igennem. Et forsøg på dette kom i december 2015, hvor retsforbeholdet med nød og næppe blev bevaret. Få måneder før var især syriske flygtninge spadseret op ad de europæiske motorveje. Det var på et tidspunkt, hvor jeg lå syg og ude af stand til at gøre noget. Men tænke lidt over tingene kunne jeg da: “Burde EU-landene ikke lave en konkurrence om, hvilket land der får integreret flygtningene allerbedst? Der er en halv milliard borgere i EU. Hvis disse lande nu tog imod én million flygtninge, ville det være én flygtning pr. 500 borgere. Det er da overkommeligt”, skrev jeg i min dagbog.
En uge før afstemningen blev jeg bedt om at deltage i et debatmøde på VUC i Haderslev. Jeg var sidste oplægsholder, og efter dét oplæg huggede transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt – sekunderet af Benny Engelbrecht – til og krævede, at jeg remsede de 22 retsakter op og tilkendegav, hvilke jeg gik ind for/gik imod. Jeg tabte næsten mælet, men kom da heldigvis tilbage på banen. Og der var stort nej-flertal i auditoriet efter det møde! Hvem der deltog fra Folkebevægelsen, har jeg glemt. Jeg havde aldrig set ham før.
I 2019 var SF kommet sig over forskrækkelse og fik næsten 365.000 til at stemme på sig. Måske havde nogle af disse tidligere stemt på Folkebevægelsen, som røg ned på 102.000 stemmer. Jeg hører imidlertid en del sige, at det udelukkende var Enhedslistens skyld, at Folkebevægelsen mistede sin kandidat. Så er aben jo også placeret!
Enhedslisten fik Nikolaj Villumsen valgt. Han og Enhedslisten havde godt 150.000 stemmer bag sig. En stor del af dem havde formentlig tidligere stemt på Folkebevægelsen.
Folkebevægelsen har så forsøgt at samle stillere, så liste N atter kunne blive opstillingsberettiget. Det er gået rigtig skidt, selv om jeg og mange andre i Enhedslisten støttede forslaget med såvel underskrift som opfordring til andre om at gøre ligeså. I nogle kredse har dette så udviklet sig til, at man ved parlamentsvalget 9. juni i år vil stemme blankt eller undlade at stemme.
På mig virker det ulogisk, at det skulle hjælpe på noget som helst. Enhedslisten er jo med i The Left, som er de progressive partier i Parlamentet. Er de ikke en stemme værd? Desuden har Storbritanniens udtræden af EU skræmt tusindvis af danskere over i en mere EU-venlig fold. Krig og uro får også en del til at rykke mod højre. Det fik vi bevist ved seneste folkeafstemning i 2022, hvor næsten to tredjedele stemte for at afskaffe forsvarsforbeholdet. Jeg husker ikke meget fra det, for jeg var bortrejst.
Forleden blev jeg styrket i min overbevisning om, at jeg stadig er med på det rigtige hold. Landsformanden for 3F, Henning Overgaard, var nemlig gæst på Enhedslistens årsmøde og roste partiets medlem af EU-parlamentet.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Enhedslisten er ikke stemme værd!!!!!
DE er hykler .Taler et venstreorienteret sprog og stemme sammen med alle de reaktionære kræfter.
Den arbejderbefolkning har slet ikke brug for sådan nøgle partiet. De er slet ikke stuerene
Enig.
Log ind for at svareEnig i hvad 20476 skriver, altså 😃
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
