Den 10. juni og igen den 16. september vedtog EU-parlamentets flertal resolutioner, som beskylder Cuba for brud på menneskerettigheder, manglende demokrati og politivold mod demonstranter.
Begge resolutioner søger at få EU-kommissionen til at straffe Cuba og indføre sanktioner. Resolutionerne bliver også sendt til parlamentsmedlemmerne i alle EU’s medlemslande, og derfor er der lige nu gang i en proces, hvor lovgivere i flere EU-lande – måske også i det danske Folketing – forbereder anticubanske initiativer.
Det står bøjet i neon, at dette flertal i EU-parlamentet ikke har fokus på menneskeliv og menneskerettigheder, men er ude på et politisk korstog mod det socialistiske Cuba.
Resolutionen den 10. juni skulle kaste grus i maskineriet og spænde ben for, at Cuba kunne vinde endnu en knusende sejr over USA ved FN’s Generalforsamling. Det lykkedes ikke: Den 23. juni vandt Cuba 184 – 2 over USA ved en afstemning om en resolution mod USA’s blokade.
Resolutionen fra 16. september kommer i kølvandet på de uroligheder, der var i Cuba den 11. juli og i nogen tid derefter. Nogle tusinde cubanere gik på gaden for at protestere mod strømafbrydelser i den ekstremt varme sommer og manglende fødevarer i butikkerne.
Disse protester blev iværksat og gjort voldelige af en mindre kreds af kontrarevolutionære, som i tæt kontakt med USA og med støtte derfra samt fra internationale medier skabte et billede af et Cuba i oprør og et Cuba ramt af en humanitær katastrofe.
Ingen af delene passer.
Behersket magtanvendelse mod hærværk og plyndring
Når protesterne vandt en vis opslutning skyldes det frustrationer i befolkningen over de vanskelige levevilkår på grund af USA’s blokade og coronanedlukningen.
Der opstod 11. juli og de følgende dage en række situationer, hvor politiet greb til magtanvendelse for at stoppe hærværk og butiksplyndringer. Under et forsøg på at angribe en politistation blev en demonstrant dræbt. Under disse hændelser blev nogle hundrede demonstranter anholdt. I dag er langt de fleste løsladt igen, mens der føres retssager mod et antal, som er anklaget for kriminelle handlinger.
Men internationale medier og sociale medier har chokerende ukritisk og/eller med ond vilje skabt og formidlet et forvrænget billede.
Jeg vil ikke her fordybe mig i mediemanipulationens enkelte elementer, men der er brugt tusinder af falske profiler på Twitter, der er spredt fotos og film af politivold i Argentina, Venezuela og Egypten, som var det i Cuba. Der er smidt svineblod på et barn, som angiveligt skulle være skudt af en politimand, fotos af store demonstrationer til støtte for regeringen er anvendt til at illustrere protester mod regeringen og så videre og så videre.
Hvis man vil, kan man nemt finde dokumenterede afsløringer af disse løgne og manipulationer … og undgå at lade sig forføre af de iscenesatte stunts.
Det cubanske dagblad Granma bringer omfattende og detaljeret dokumentation for manipulationerne både på spansk, engelsk, fransk og tysk.
Men det ville et flertal i EU-parlamentet ikke og var klar til ukritisk at stemme for, da en reaktionær kreds fremlagde sit resolutionsforslag med titlen “Regeringens skærpede kurs mod protester og borgere i Cuba“.
Resolutionen blev vedtaget med 426 stemmer for, 146 imod og 115 som undlod at stemme.
10 af Danmarks 14 medlemmer af EU-parlamentet støttede resolutionen.
De 14 danske stemmer i EU-parlamentet
SF’s Margrethe Auken og Kira Marie Peter-Hansen stemte imod, og sammen med deres gruppe i EU-parlamentet fremlagde de et andet resolutionsforslag, som dog ikke blev vedtaget.
Også Enhedslistens Nikolaj Villumsen stemte imod.
Peter Kofod fra Dansk-Folkeparti undlod at stemme… i strid med hans gruppe i parlamentet, der anbefalede at støtte resolutionen.
De 10 sidste danskere i EU-parlamentet stemte for. De tre danske socialdemokrater, Niels Fuglsang, Christel Schaldemose og Marianne Vind, brød endog med deres gruppes anbefaling om at undlade at stemme og valgte at stemme for den anticubanske resolution.
Dansk-Cubansk Forening har efterfølgende spurgt de tre socialdemokrater, hvorfor?
Foreningen har ikke modtaget noget svar på sine spørgsmål, herunder et spørgsmål om, hvordan de tre socialdemokrater som MEP’er har oplevet USA’s lobbyarbejde i forbindelse med behandlingen af denne resolution.
For den stinker af at være skrevet i Washington.
Internationale medier og sociale medier har chokerende ukritisk og/eller med ond vilje skabt og formidlet et forringet billede.
Resolutionen fylder fem sider og indeholder 30 henvisninger og 17 erklæringer.
Resolutionen opremser en lang række påstande, og kilderne er en fuldstændig uoverskuelig samling af alt fra selvbestaltede menneskeretsorganisationer, oppositionsgrupper i Cuba og internationale organisationer med mere.
Det er meget bemærkelsesværdigt, at Cuban Observatory for Human Rights (OCDH) – der er en USA-støttet organisation med hovedkontor i Madrid, og som spillede en central rolle i at organisere de regeringsfjendtlige protester i Cuba – bruges som en hovedkilde i formuleringen af resolutionen. Derfor kan man se, at der i referencerne G og K tales om 5000 og over 8000 internerede.
Reference M afslører nærmest sort på hvidt, at Washington har ført pennen, da resolutionens tekst skulle skrives.
Ført pen fra Washington
M-teksten lyder således i en absolut præcis oversættelse: “Den cubanske stat fortsætter systematisk med at bryde sine sundhedsarbejderes arbejder- og menneskerettigheder, når disse udsendes på medicinske missioner til udlandet, noget som svarer til moderne slaveri i henhold til FN”.
Denne anklage er ord til andet (på engelsk) lanceret af folk i Trump-regeringen for flere år siden.
Det er den mest usle tilsvining af den enestående humanitære indsats, som Cuba har gjort og gør i over 60 lande i verden; under jordskælv og orkaner, under ebola og corona. Faktum er, at de cubanske læger og sygeplejersker er respekteret og elsket i verden.
Faktum er, at ingen cubanske læger eller sygeplejersker udsendes mod deres vilje. Når Cuba under nogle missioner modtages betaling fra modtagerlandet, deles beløbet mellem den udsendte og det cubanske sundhedsvæsen. Det har FN aldrig udtalt er at sammenligne med “moderne slaveri”. Det er noget, som Cubas fjender tolker sig til.
Og i 17 punkter nedkalder denne syge resolution had og ondt over det lille land og dets 11 millioner indbyggere.
I punkt 1 lyder det således: EU-parlamentet “Fordømmer på den stærkest mulige måde den cubanske regerings ekstreme vold og undertrykkelse mod demonstranter, menneskeretsforkæmpere, uafhængige journalister, kunstnere, systemmodstandere, oppositionelle politiske ledere i kølvandet på protesterne den 11. juli; (og) beklager tabet af liv samt sender sin kondolence til familiemedlemmer”.
Med et sådant sprogbrug over for Cuba findes der ingen ord, der på passende måde kan udtrykke kritik af forholdene i de lande, hvor blodige regimer faktisk undertrykker befolkningen som i Colombia, Honduras, El Salvador og Chile for nu at nævne nogle i regionen.
Ordvalget er helt ude af proportioner i forhold til Cuba. De voldelige konflikter, der har været, har handlet om at stoppe hærværk og plyndringer eller anden kriminel aktivitet. Der har som nævnt være ét (1) dødsfald.
Rystende dobbeltmoral: Støt Colombia – straf Cuba!
For at vurdere proportionerne og få et indtryk af EU-parlamentets dobbeltmoral, kan man for eksempel kigge på, hvordan EU-parlamentet formulerer sig i resolutioner stilet til Colombia.
I Colombia er Duque-regeringen ansvarlig for daglige og systematiske mord på folkelige og politiske samt faglige ledere. Regeringen undergraver og modarbejder den fredsaftale, som (med Cubas hjælp!) blev underskrevet under den tidligere regering.
En resolution vedtaget af EU-parlamentet i april i år – mens vold og mord i Colombia var udbredt – er ren rygklapperi over for Duque-regeringen, som ønskes til lykke med 5-året for indgåelsen af fredsaftalen!
I to af 19 punkter anføres der kritik at de politiske mord i Colombia, men alligevel henstiller resolutionen i punkt 15 til, at “EU-kommissionen og Ministerrådet styrker den politiske og økonomiske støtte til Colombia…”
I de tre måneder omkring vedtagelsen af denne resolution er der rapporteret 87 politiske mord i Colombia – heraf 27 begået af den statslige politistyrke ESMAD.
Alligevel anbefaler EU-parlamentet, at man øger støtten til Colombia, mens man med henvisning til ét (1) dødsfald i Cuba henstiller til EU-kommissionen og EU’s medlemslande at indføre sanktioner mod Cuba.
Det står bøjet i neon, at dette flertal i EU-parlamentet ikke har fokus på menneskeliv og menneskerettigheder, men er ude på et politisk korstog mod det socialistiske Cuba.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
