Udtalelse
Traditionen tro er den 1. maj Arbejdernes Internationale Kampdag. En dag hvor fagbevægelsen og de socialistiske politikere bestyrker hinandens politiske agendaer og aktualitet – krydret med sang, taler, viftende faner og høje pilsnerpromiller. Orkesterdirigenterne – fagforeningerne og de socialistiske politikere – skiftes til at være på talerstolen og én efter én holde den ene raffinerede tale efter den anden for de blåøjede kammerater. Det er igennem disse taler, at fagforeningerne approberer klassekampens aktualitet, fagforeningernes relevans og opbakning, mens talerne fra de socialistiske politikere skal forstærke sammenholdet i fagforeningerne og vedligeholde arbejderbevægelsens historiske modstand mod en politisk højredrejning, som kendetegner arbejderbevægelsen gennem tiden.
Under arbejderbevægelsens opblomstring i 1870’erne bestod arbejderbevægelsens agitatorer udelukkende af mænd, hvis mål var at hverve nye mandlige medlemmer. Først i starten af 1900-tallet begyndte arbejderbevægelsen at omfavne andre grupperinger af arbejderklassen. I 1899 fik den første kvinde, Olivia Nielsen, lov til at tale fra kampdagens talerstol. Og i 1911 talte den første udlænding – en etnoarbejder, en nordmand, for første gang fra talerstolen. Inklusionen af kvinder og etnoarbejdere var en forudsætning for at gøre den marxistisk tese om, at proletariatets opgør grundlæggende bygger på solidaritet mellem de enkelte medlemmer af arbejderklassen.
110 år senere har arbejderbevægelsen og de socialistiske partier brudt med denne kollektivistiske solidaritet – samt modstanden mod en politisk højredrejning i arbejderbevægelsen.
Det er ikke fagforeningernes valg, om de vil føre integrationspolitik, de bliver nødt til det.
Ahmad Walid Rashidi
Dette bekræftes af blandt andet Mino Danmarks kortlægning af etnoarbejdere i fagforeningen 3F. Rapporten kortlægger, at etnoarbejdere er voldsomt underrepræsenteret i 3F, og samtidig afslører rapporten en politisk højredrejning i 3F. I rapporten er forklaringen, at landets identitets- og integrationspolitik har affødt et internt arbejdsopgør mellem etnoarbejdere, de etnisk danske arbejdere og frygten for løndumping i 3F’s brancher. Kvantificeret viser rapporten, at 18 procent af 3F’s medlemmer stemmer på den politiske højrefløj, hvilket potentielt kan forklare etnoarbejdernes underrepræsentation i 3F.
Underrepræsentationen ses også hos andre fagforeninger. I 2018 udgav fagforbundet FOA en rapport, hvori det fremgår, at kun 4,5 procent af etnoarbejdere besad lokale tillidsposter hos FOA. Dette er uacceptabelt lavt, når etnoarbejdere ifølge en rapport fra Danmarks Videncenter for Integration udgør hele 11 procent af ansatte i plejesektoren i 2020, og hver tredje elev på social- og sundhedsuddannelserne er indvandrer eller efterkommer. Således er der altså indiskutabelt belæg for, at den nye politiske højredrejning har fragmenteret arbejderklassen og samtidig distanceret arbejderklassen fra marxismens syn på, at solidaritet mellem de enkelte medlemmer af arbejderklassen er en forudsætning for en stærk arbejderbevægelse.
Men svækkelsen og fragmentationen af arbejderklassen kan også begrundes med, at der ikke er ensartede præferencer og bedømmelsesgrundlag hos henholdsvis etnoarbejdere samt deres danske kollegaer.
Etnoarbejdere har andre livsvilkår og møder andre problematikker end deres etnisk danske kollegaer. Etnoarbejdere opfattes objektivt af arbejderklassen som udefrakommende jobtyve, mens nogle politikere eller meningsdannere finder etnoarbejderne for arbejdsdovne med en anmasende kultur og religion indenfor blandt andet arbejdsmarkedet. Denne konstante bedømmelse og vurdering af etnoarbejderne placerer fagforeningerne i et dilemma. Skal de træde til og forsvare etnoarbejdernes arbejderidentitet, kræve politisk arbejdsro, samtidig med at de også er nødsaget til at imødekomme andre præferencer end majoriteten af deres medlemmer – for eksempel kravet om arbejdsfrie dage på muslimske eller jødiske helligdage?
Fagbevægelse vender det blinde øje til
Retrospektivt set viser fagforeningernes adfærd, at det har de ingen intentioner om. Faktisk er der flere eksempler, hvor etnoarbejdernes arbejdsmæssige interesser er kommet op i medierne, men hvor fagforeningerne har valgt at vende det blinde øje til og i stedet ladet det udvikle sig til en politisk integrations- og identitetsdebat om etnoarbejdere.
For eksempel kom det for nylig frem, at et nordsjællandsk hospital i en informationsfolder tilbød ”H.C. Andersen”-personale. Man kunne sort på hvidt fravælge muslimsk personale. Under coronapandemien forsøgte højrefløjspartierne at ansvarslægge et højt smittetryk hos bestemte grupperinger – for eksempel tyrkere, somalier, arabere og så videre. Begge sager omhandlede arbejdsmiljø og -interesser, men ingen af sagerne fik fagforeningerne til at tale med store ord. I stedet blev eksemplerne politiseret af både højre- og venstrefløjen. Venstrefløjspolitikere anså sagerne som diskrimination af de etnoarbejdere, som udgør frontpersonale, mens højrefløjen argumenterede for, at det var deres anmasende kulturelle ophav og deres ignorering til dansk lovgivning. Disse sager blev typisk så voldsomt medieret, at sagerne også nåede ud til spisebordene på arbejdspladserne og skabte latente konflikter blandt arbejderne. Men havde 3F, FOA eller Fagbevægelsens Hovedorganisation reageret på sagerne, havde de utvivlsomt været med til at styrke sammenholdet blandt kollegaerne, arbejderklassen, øget arbejdersolidariteten og skabt større distance til en voksende højrefløjsdominans.
Omvendt kan man godt forstå fagforeningernes stilhed. En fagforenings indblanding kan føre til en kritik om, at fagforeninger fører integrationspolitik fremfor arbejdsmarkedspolitik, som blandt andre Danmarks Lærerforening bliver kritiseret for for tiden. Men dér må fagforeningerne lære at insistere: Ja – og hvad så! For det er ikke fagforeningernes valg, om de vil føre integrationspolitik, men snarere at de bliver nødt til det.
For når de politiske integrationsordførere på en intimiderende og anmasende facon forsøger at tvinge identitetspolitikken ind i arbejdspladsens spisepauser og konstant forsøger at miskreditere dele af arbejderklassen, så bliver det en pligt for fagbevægelsen at træde til, både af historiske årsager, men også for potentielt at undgå et etnokollektivistisk fravalg af de danske fagforeninger og muligvis mobilisering af en ny etnovenlig fagforening. Der ville betyde en mere fragmenteret arbejderklasse og potentielt en polarisering af arbejderne.
Kære fagforeninger! I står ved en skillevej, og ikke at vælge er ikke en mulighed, hverken for jer eller for etnoarbejderne.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
