Høring på Arbejdermuseet 6. august
Georg Brandes Selskabet afholdt 28. marts 2023 debatmøde under titlen “Er bæredygtig krig mulig?”
Sammen med Merete Pryds Helle, Georg Brandes Selskabet, Birgitte Kring Frederiksen, divisionschef for Forsvarets Ejendomsstab og folketingsmedlem for Enhedslisten Trine Pertou Mach deltog talsperson for NEJ til Oprustning – JA til Bæredygtig Sikkerhedspolitik, Susanne Possing. Possings indlæg bringes her:
“Er bæredygtig krig mulig?” Sådan lyder spørgsmålet til dagens debat.
Men kan krig overhovedet være bæredygtig?
Gro Harlem Brundtland, moderen til begrebet bæredygtig udvikling definerede det sådan her: “En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.”
Hvis det er det, man har haft i tankerne, så ja. Sådan en vil vi gerne have.
Men altså:
Krig ødelægger. Krig er alt det modsatte af bæredygtighed. Vi kan kalde det forsvar – som medier og politikere gør det herhjemme. Men det er krig, og krig dræber børn, kvinder, mænd, unge, gamle, rige – og fattige især. Krig dræber dyr. Og planter. Krig destruerer menneskeliv, marker, floder, skove, enge. Krig smadrer bygninger, broer, veje, skoler, hospitaler. Havne, landsbyer, soldater, storbyer. Og krig ødelægger klimaet.
Så hvori består det bæredygtige? Jeg kan ikke se det.
Vi er i begyndelsen af Den Kolde Krig 2.0, hvor USA, koste hvad det vil, kæmper for at bevare og hævde rollen som den dominerende på verdensmarkedet – i lyset af Kinas voksende økonomiske tilstedeværelse og indflydelse, også i den ikke-vestlige del af verden.
Lad os tage et par eksempler:
Putin har i Ukrainekrigen truet med at bruge atomvåben – i strid med FN-pagten. Det er den trussel, hele Vestens militære indsats har som omdrejningspunkt. Vi hjælper Ukraine med at forsvare sig med milliarder af dollars og våben, men vi kan ikke selv være der som NATO – det vil udløse en tredje verdenskrig.
Hvis Rusland (eller USA, som er det ledende land i NATO), som hver især har mere end 6.000 atomsprænghoveder, udløser en atomkrig, er det slut. Alle vil blive ramt, enten som direkte ofre for bomberne og den radioaktive stråling eller på grund af følgevirkningerne.
Men selv hvis vi tror, at Putin ikke vil anvende atomvåben, (hvad man ikke kan udelukke), er krig stadig den mest miljøskadende aktivitet, der findes. Første og Anden Verdenskrig efterlod 1,6 millioner tons konventionelle våben og cirka 200.000 tons kemiske kampmidler på havbunden i Vesterhavet og Østersøen: Havminer, bomber, giftgasgranater der ruster og afgiver deres gift, som via fiskene havner i maven på os mennesker.
Alle militære angreb og deres eksplosive efterladenskaber betyder forgiftning af vand og jord eller forurening af luften. I Ukraine har krigen ødelagt internationalt beskyttede vådområder, nationalparker og hele biosfærer. Den ukrainske befolkning og alle vi andre lever stadig med truslen om angreb på atomværker.
En tysk undersøgelse viser, at risikoen ved de mange russiske angreb på den ukrainske elforsyning, som vi har oplevet denne vinter, kan føre til nedbrud på flere af de fem atomkraftværker, der findes i landet. Det vil medføre radioaktive strålinger, der svarer til 20 eller op til 100 gange det, vi oplevede ved ulykken på Tjernobyl-værket. (Læs Svetlana Aleksijevits’ Bøn for Tjernobyl , Lindhardt & Ringhof 2018 om de berørte mennesker og forstå, hvad vi taler om her.)
Stort klimaaftryk på mange måder
Som undersøgelsens hovedforfatter Karl-W. Koch for nylig bemærkede på en konference: “Man behøver bare tænke på, hvilket kaos det vil udløse i nabolandene, herunder Tyskland, Frankrig og Danmark, når millioner af mere eller mindre bestrålede ukrainere vil flygte i vores retning.”
Krig er anvendelse af militær. De sidste 100 år er alt for mange krige blevet ført for at sikre adgang til billig, rigelig olie, der som bekendt er en af de største CO2-kilder. Så også sådan har krigen sat sit klimaaftryk.
Men det samme gør selve militærapparaterne, både i freds- og i krigstid.
Jagerfly, tanks, krigsskibe kører ikke langt på literen. Det er svært at finde opgørelser over udledningerne, da det (efter pres fra blandt andre USA) er frivilligt for staterne, om de vil indrapportere militære udledninger til FN. Men vi har tal for Pentagons CO2-udledninger i fredstid – de er større end hele Danmarks udledninger (som er 45 millioner tons CO2 årligt). Alene udledningerne fra de brændstoffer, som det amerikanske militær fyrer af, svarer til, hvad der udledes i Sverige, Portugal eller Danmark. Og her er de 500 oversøiske amerikanske baser ikke engang medregnet (de alene udleder 50 millioner tons CO2 om året.)
Så er der den militære industri: Man skønner, at den udleder 4-7 gange så meget CO2 som militæret selv. Og endelig er der selve krigen: Det er endnu sværere at finde opgørelser over de udledninger, som den medfører. Men forskere har skønnet, at CO2-udledningerne i forbindelse med USA’s krige fra 2001 til 2017 var 1.200 millioner tons CO2. Det er cirka det samme, som hele det danske samfund ledte ud i samme periode.
Vi kan lige tage en til: I husker Irak-krigen. Tager vi operationerne til lands, til vands og i luften og transport af personel og transport af materiel og forsyninger inklusive olie til slagmarken producerede den krig CO2-udledningerne på i alt 141 millioner tons CO2.
Så er der ødelæggelsen af boliger og bygninger, hospitaler og skoler, kulturinstitutioner, havne, broer og landområder. Det er ikke bare en økologisk, menneskelig og social katastrofe, men der ligger en økonomisk og klimamæssig regning til de samfund, der skal genopbygges efter en krig. Det gælder også i Ukraine.
Den regning bliver ikke gjort op, men uanset om vi har tallene, påvirker udledningerne klimaet. Det samme gør de nylige lækager fra Nord Stream 1 og 2-gasrørledningerne, der udledte fossil gas i mængder svarende til en tredjedel af Danmarks årlige CO2-udledninger.
Lad mig sige lidt om forholdet mellem militære udgifter og viljen til at bruge penge på beskyttelse af miljøet og forhindring af klimakatastrofen. Her er misforhold det milde udtryk.
Den enorme stigning i militære udgifter, som verden har oplevet, er ikke kun et resultat af Ukrainekrigen, men har pågået i flere år, og for det kan vi takke rivaliseringen om verdens ressourcer mellem især USA, Rusland og Kina. Vi andre små lande hopper på toget, så godt vi kan:
De ni atommagter i verden bruger 73 milliarder dollars på atomvåben om året.
Det svenske fredsforskningsinstitut SIPRI opgør de samlede årlige militære udgifter for alle lande i verden til at være 2.113 milliarder dollars (2021-tal) Det svarer til 6 milliarder om dagen eller 250 millioner dollars i timen.
Altså mere end 2.000 milliarder dollars. Og det var før, Putin invaderede Ukraine. Vi ved alle sammen, hvad der er sket siden: Oprustningen har nået hidtil usete højder. De mange ’forsvarsmidler’ er penge, som blandt andet kommer verdens største våbenproducent Lockheed Martin til gode. Et af de firmaer som har stor indflydelse i Pentagon og på Capitol Hill. Men alle europæiske, herunder danske, og især amerikanske militærleverandører har kronede dage. Blandt andet gennem NATO lægger USA pres på sine allierede i Europa for at øge forsvarsbudgetterne.
“Den frie verden”
Som sikkerhedspolitiske forskere gør opmærksom på: Vi er i begyndelsen af Den Kolde Krig 2.0, hvor USA, koste hvad det vil, kæmper for at bevare og hævde rollen som den dominerende på verdensmarkedet – i lyset af Kinas voksende økonomiske tilstedeværelse og indflydelse, også i den ikke-vestlige del af verden.
USA har brug for sine allierede i Europa og andre steder i denne kamp for “den frie verden”. Som vi ved: Danmark stiller op.
For at sætte de militære 2.113 milliarder dollars i perspektiv, gav de rige lande på COP15 i København 2009 et løfte om at sikre klimabistand på 100 milliarder dollars om året fra og med 2020. (Danmarks løfte: 5 milliarder kroner om året.) Det løfte er endnu ikke blevet indfriet. Joh, sidste efterår greb den danske regering til lommerne og afsatte en slat på 50 millioner kroner i klimaerstatning for tab og skader. Det er meget lidt. Ellers har man til at afværge klimakrisen der, hvor den rammer hårdest, siden 2016 taget af de penge, der ellers skulle gå til at bekæmpe fattigdom i verden: I 2022 kom cirka 97 procent af Danmarks klimabistand fra udviklingsbistanden.
Hvad siger det om ønsket om at bidrage til at afværge klimakatastrofen, for ikke at tale om hensynet til den alarmerende fattigdom og voksende ulighed i det globale syd? Eller til den flygtningekrise som også klimakrisen rundt om i verden til stadighed producerer?
Man ruster op og hælder milliarder af ekstra kroner i Forsvaret og dets leverandører. Alt mens uligheden vokser, og ødelæggelsen af biodiversiteten og klimakatastroferne fortsætter.
Her til sidst: “Er det muligt at tænke den grønne omstilling og oprustningen sammen?” spørger Georg Brandes Selskabet. Men er det egentlig et spørgsmål, om man “kan tænke de to sammen”? Nej. Det er ikke spørgsmålet. For grøn omstilling og oprustning hænger allerede sammen.
Det er det, der sker lige nu: Det er, hvad vores egen regering gør, hvad de gør i USA, i NATO og i EU: Man bruger det nye fælles ønske om grøn omstilling – ikke til at løse klimakrisen og de mange konflikter, den udløser verden over, men som en uomgængelig løftestang for øget oprustning.
Som chefen for den tyske forsvarslobby BDSV, Hans Atzpódien, for nylig sagde til dagbladet Information: “Sikkerhed er al bæredygtigheds moder. Uden fred og sikkerhed er der ingen miljømæssig eller social bæredygtighed.” Det er sandt. Men det er også forkert, fordi det her antages, at kun oprustning og en militær sejr over Putin i Ukrainekrigen kan garantere os sikkerheden.
Eller som det hedder i NATO’s seneste “Vurdering af Sikkerhedsrisici Forbundet med Klimaforandringerne”: “Som en alliance hvis opgave er at sikre sine medlemmers sikkerhed, må NATO vurdere denne udfordring, tilpasse sig til den og bidrage til at afbøde dens virkninger, samtidig med at den altid må opretholde den militære effektivitet.”
Det lyder svært. Lidt som at blæse og have mel i munden.
Det betyder da heller ikke andet end at: “Militær effektivitet vedbliver at være NATO’s primæropgave. Forværringen af den Euro-atlantiske sikkerhed som følge af Ruslands handlinger og trusler vil medføre væsentlig stigning i antallet af platforme, hvor alliancen er aktiv, og det vil betyde forbrug af brændstoffer og dermed drivhusgasudledninger.”
Og man fortsætter, som om man vil sige, men pyt, for: “vores svar på Ruslands invasion giver os en chance for at bygge energieffektivitet, der reducerer brændsel og logistisk udstyr fremover.” Med andre ord: NATO’s engagement i krigen har forbedret muligheden for at operere klimavenligt. Det er næsten som om, Stoltenberg (for det er ham der taler her) siger: Tak for at ruste op, allierede – sådan kan vi sammen forbedre miljøet. Lad os gøre det.
Dette samtidig med at klima- og biodiversitetskrisen – og den voksende globale ulighed som udløser stadigt flere opstande og konflikter – bliver negligeret eller indsatserne skudt foran sig. Er det bæredygtig sikkerhedspolitik? Ikke hvis I spørger mig.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
