Landet rundt
Alle vil gøre noget ved ulighed i sundhed, men de fleste politikere fremhæver små håndholdte eksempler som løsningen. I stedet bør vi tænke over, hvordan de årlige effektiviseringskrav på lidt over én milliard kroner i sig selv skaber mere ulighed i sundhed.
Ulighed i sundhed eller den positive vision om lighed i sundhed er blevet et buzzword inden for sundhedspolitik. Alle er enige om, at der er et problem og der bliver sat forskellige initiativtager i gang. Huske sms’er til patienterne, reduktion af medicinpriser, “stjernepatient”-ordning i almen praksis, samarbejde med socialområdet i kommunerne. Det er alt sammen rigtig godt og fortjener al den opbakning, man kan give.
Vi skal erkende, hvordan de årlige besparelser øger uligheden.
Men er det løsningen, og er det mere et forsøg på symptombehandling end en reel kur? Man kunne selvfølgelig hoppe op på den helt store klinge og tale om ulighed generelt i samfundet. Hvordan særligt vores arbejds- og boligmarked på Sjælland har skubbet dem uden for arbejdsmarkedet længere og længere sydpå – endda i mange tilfælde med kommunalt tilskud i ryggen. Man kan bare se på kommunalskatteprocenterne og huspriserne, og så tegner der sig et meget klart billede af, hvor ulige vores samfund generelt er blevet. Men den problemstilling synes at være lidt for stor for os regionspolitikere, så problemet må skrives i mente, og der må lyde en klar opfordring til, at Christiansborg tager problemet mere alvorligt.
Besparelser skaber ulighed i sundhed
På et niveau lidt mere inden for rammen af det regionale område vil jeg i stedet komme med en klar opfordring til mine regionale kollegaer om at gå skridtet videre end de mange små initiativer og positive visioner. Vi skal erkende, hvordan de årlige besparelser øger uligheden, så vi ikke er med til at øge uligheden mere end, hvad alle de gode projekter kan udrette.
Når man laver effektiviseringer, gør det i de fleste tilfælde ondt. Det er meget få tiltag i de årlige sparekataloger, som giver mening og ville være sket, hvis ikke der netop skulle spares. Derfor ender effektiviseringsrunderne som et politisk “pest eller kolera”-spil. Derfor ender man politisk også tit med at skære ned der, hvor det går ud over færrest eller, hvor man måske ikke helt kan få tal eller begreb om, hvilke problemer en lukning betyder. Et eksempel fra i år er en lang række sengelukninger, fordi man sundhedsfagligt vurderer, at behandlingen lige så godt kan laves ambulant. Et andet eksempel har været den årelange tendens til at samle små enheder til større og standardisere alle forløb.
Et sundhedsvæsen med social slagside
I relation til ulighed i sundhed har det dog en slagside. Når vi har lukket sundhedstilbud ude i oplandet og bygger supersygehuse, så gør vi også sundhedsvæsenet mindre tilgængeligt. Det samme sker også, selvom det lokale hospital måske ikke lukkes, men i effektivitetens navn tømmes for specialister og økonomi, fordi de er relativt attraktive arbejdspladser og dyrere at drive. Når vi har øget digitaliseringen for at spare – og øget tilgængeligheden for resursestærke grupper – så har vi også gjort det svært for en gruppe. Når patienterne ikke er inde at ligge i sengene, så opdager vi måske ikke, at der også var noget andet galt. Når personalet skal løbe hurtigere, har de måske ikke tid til at tage hånd om dem, som har brug for, at nogen rækker ud til dem.
Det kan være svært at sætte en finger på præcis, hvordan den enkelte effektivisering øger uligheden, men når der årligt effektiviseres for lidt over én milliard, så synes jeg, man bør anerkende den strukturelle effekt.
Effektiviseringerne skal stoppes
Så for at opsummere: Gennem de årlige effektiviseringer og nedskæringsrunder presser vi strukturerne, så personalet ikke har mulighed for at se og give den nødvendige støtte for at få alle med. Før de mange gode projekter mod ulighed i sundhed kan være en egentlig modvægt, så skal der mindst sættes lige så meget eller mere økonomi af til dem. Jeg har ikke en oversigt, men mit klare bud er, at vi er ret langt fra én milliard i lighedsskabende projektmidler.
Man kunne også gå den anden vej og stoppe det store effektiviseringspres, så der var plads til de patienter, der ikke lige passer ind, og så personalet havde tid til at række ud til dem, som af mange forskellige grunde ikke kommer ind ad døren. Så lad os få stoppet effektiviseringerne og give personalet mulighed for at hjælpe ud fra den enkeltes behov.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
