I marts måned bragte Ekstra Bladet endnu en af de tusindvis af beretninger om umenneskelig og uværdig behandling af syge i jobcentersystemet, vi har set og hørt siden Mette Frederiksens reform-amok som daværende beskæftigelsesminister i 2011-2014:
31-årige Nick Manniche havde været syg af en aggressiv lymfatisk blodkræft i fem år, lå i koma, og lægerne vidste ikke, om han ville overleve. Han havde i de første fire år som syg været i kontakt med jobcentret i Stevns Kommune. Nu var han tilknyttet jobcentret i Faxe Kommune, som havde afvist at tilkende ham førtidspension.
De ønskede ham sendt i arbejdsprøvning. Læger på Rigshospitalet havde advaret om den manglende realisme heri. Men på jobcentret ville man ikke lytte til hverken lægerne eller hans mor, Bettina Manniche, der forsøgte at værne ham imod jobcentret, mens han lå i koma.
Syge skal helt ud af beskæftigelsespolitikken og tilbage i social- eller sundhedspolitikken!
Tre dage efter Ekstra Bladets første omtale af sagen fandt Faxe Kommune pludselig alligevel ud af at tilkende Nick Manniche førtidspension – med virkning fra 1. maj. Men en måned senere, 27. april, afgik han ved døden, skrev Ekstra Bladet 29. og 30. april. Han nåede aldrig at få udbetalt den første pensionsudbetaling.
Sagen er uhyrlig og brutal, men på ingen måde enestående. Den har givet anledning til principielle politiske spørgsmål til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S).
Systemet er umenneskeligt over for syge
Beskæftigelsesordfører Victoria Velásquez (EL) stillede ham således medio marts et § 20-spørgsmål: “Vil ministeren forholde sig til rimeligheden af de regler, der fratager en syg borger sine sygedagpenge på trods af, at han for fem år siden fik akut lymfatisk leukæmi (…), og vil ministeren ligeledes redegøre for, hvad han agter at foretage sig for at forhindre sådanne situationer i at opstå fremadrettet, samt (…) at de mennesker, der lige nu rammes af lovgivningen, hurtigst muligt får det, der burde være deres retmæssige hjælp?”
Socialordfører Mette Thiesen (NB) og efterfølgende Folketingets Social- og Ældreudvalg stillede ham et lignende samrådsspørgsmål og indkaldte ham i åbent samråd 22. april: “Vil ministeren på baggrund af Ekstra Bladets artikel (…) redegøre for, om regeringen mener, at jobcentrene behandler syge danskere værdigt, om det nuværende system fungerer optimalt, eller om regeringen ønsker systemet ændret?”
Jeg har nu læst og hørt ministerens svar på de to ovennævnte spørgsmål. De er opbygget over samme mønster og hovedsynspunkter, men væver i det og kommer ikke med nogen helt klare tilkendegivelser. Det er et dødvande.
I det følgende analyserer jeg samrådet – men hovedpointerne findes også i besvarelsen af § 20-spørgsmålet.
“Det er kommunernes ansvar”
Beskæftigelsesministeren gør meget ud af at understrege, at forvaltningen af den konkrete sag er den enkelte kommunes ansvar og ikke regeringens eller hans ansvar som minister. Han kommer ikke til at “… forsvare, hvis et jobcenter har forsøgt at aktivere en alvorligt kræftsyg ung mand.”
“Vores beskæftigelsessystem er indrettet til at tage hensyn til borgeres helbredsproblemer,” påstår han og tilføjer: “Det, forventer jeg naturligvis også, bliver efterlevet i praksis ude i kommunerne.” Så er hænderne vasket, ikke sandt?
Men hans argumentation er usammenhængende, når han både påstår, at “… kommunen skal tage hensyn til borgernes helbredsproblemer”, og at kommunen for eksempel “… kan (…) fritage en kontanthjælpsmodtager fra at deltage i et tilbud.”
Der er nemlig forskel på “skal” og “kan”. Lovgivningen sikrer ikke, at kommunerne rent faktisk tager hensyn til helbredsproblemer. De får langt hen ad vejen helt frit spil.
Det har talrige eksempler fra kommunernes forvaltning af lovgivningen over de sidste ti år vist, ligesom det er blevet fastslået af Ankestyrelsens praksis, af Ombudsmanden, retssystemet og i videnskabelige analyser af lovgivningen og forvaltningen. Hummelgaard indrømmer da også, at man ikke kan styre alt med regler, men at der også er brug for nogle sunde værdier og normer i systemets møde med borgerne. Derfor har han stillet et mål om værdighed i sagsbehandlingen i de seneste beskæftigelsesplaner.
Tortur er en konsekvens af en systemfejl
Victoria Velásquez kunne ikke forstå, hvordan regeringen kan blive ved med at påstå, at lovgivningen og forvaltningen generelt er god, når vi igennem mange år har set talrige eksempler på, at meget syge mennesker med alverdens lægelige dokumentation på total invaliditet fastholdes år efter år i arbejdsprøvninger og ressourceforløb. Hun henviste til undersøgelser fra Psykiatrifonden og SIND, som viser, at folk mistrives i jobcentrene og møder torturlignende forhold, ligesom hun også henviste til, at nogle faktisk dør, inden de når at få tilkendt førtidspension.
“Hvordan kan ministeren sige, at han ville forvente, at der var sket noget andet i praksis?” spurgte hun.
Arbejdsmarkedsordfører Jette Gottlieb (EL) førte ræsonnementet videre: “… når enkeltsager udgør et mønster, så er det, fordi der er noget systemforkert i det.” Man “… behandler ud fra én vinkel: At det er kun og alene beskæftigelse, det drejer sig om.”
Sådan har det været, siden Mette Frederiksen på et samråd i Folketingets Beskæftigelsesudvalg i 2011 sagde, at “… når det handler om borgere, der er sygemeldte, så er der én ting, der er vigtigere end alt andet, og det er, at dét menneske kommer i arbejde.” Det synspunkt førte hun ud i det ekstreme med blandt andet reformen af førtidspension og fleksjob fra 2012, som ignorerer virkelighedens empiriske erfaringsgrundlag.
Men syge mennesker skal ikke underkastes beskæftigelsesplaner, understregede Gottlieb og spurgte ministeren, “…, om systemfejlen i virkeligheden er, at man slår al sagsbehandling sammen og kalder det beskæftigelsesindsats”, og om han kunne “… forestille sig, man delte det op, sådan (…) at der er en beskæftigelsesindsats, og så er der en sygdomsunderstøttende indsats, som ikke er koblet til det samme?”
Det svarede Hummelgaard ikke rigtigt på. Men han fastslog, at det er en “kerneopgave” at “sikre, at alle, der kan, får mulighed for at blive en del af fællesskabet på en arbejdsplads,” og at der skal balanceres mellem lægelige og arbejdsmæssige hensyn i sagsbehandlingen. Altså ingen afstandtagen fra hans statsministers prioriteter.
Hensynet til den kommunale økonomi trumfer alt
Jette Gottlieb bad også ministeren om at forklare, om økonomien tvinger kommunerne til at tage skæve beslutninger. Formanden for Social- og Ældreudvalget, socialordfører Kirsten Normann Andersen (SF), præciserede, at kommunerne måske ikke mener, de har råd til at give borgerne de ydelser, de har ret til, efter reformen af refusionssystemet.
Hummelgaard forholdt sig neutralt til spørgsmålene: “Jeg har ikke her det store overblik med mig over diskussionen omkring, hvordan det påvirker kommunernes økonomi. (…) Men jeg vil meget gerne forsøge at udrede det i et lidt længere format…”
Han berørte overhovedet ikke, at Mette Frederiksen med sin reform af førtidspension i 2013-2014 hegnede retskravet om førtidspension ind i en de facto kvote for at give milliardbesparelser på statens finanser i mange år frem. I disse to første år faldt antallet af nytilkendelser til omkring halvdelen af det tidligere niveau.
Ministeren ved meget mere, end han giver indtryk af.
Vi venter fortsat på lempelser af lovgivningen
Regeringen har som en del af forståelsespapiret lovet en reform af kontanthjælpssystemet og en kritisk gennemgang af reformerne af førtidspension, fleksjob og sygedagpenge med efterfølgende lempelser af lovgivningen, så færre kommer i klemme. Desuden har den lagt op til en nytænkning af beskæftigelsespolitikken som følge af loven om tidlig pension (Arne-pensionen) og de hermed aftalte milliardbesparelser i jobcentrene.
Indtil videre er det mest blevet ved hensigtserklæringerne.
Han har dog udtrykt imødekommenhed over for Enhedslistens forslag om en afklaringsgaranti, der vil sikre en hurtigere afklaring af syge borgere i ydelsessystemet. Det er en vigtig politisk indrømmelse, al den stund ministeren i februar måned afviste et beslutningsforslag om noget lignende.
Jeg håber, at beskæftigelsesministeren snart viser de titusindvis af syge borgere i jobcentersystemet den respekt i deres egen ret, at han vil lempe lovgivningen om førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp, alene fordi det er det rigtige at gøre.
Syge skal helt ud af beskæftigelsespolitikken og tilbage i social- eller sundhedspolitikken! Kun derved kan de opnå hensyntagen til deres helbred, menneskelighed, værdighed, rettigheder og fuldt stop for misrøgt og psykisk vold.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
