Tid er en vigtig og kostbar ingrediens i vores liv. Hvis vi respekterer hinanden, så respekterer vi også hinandens tid og lader ikke hinanden vente længe på os eller på en melding om, hvad de skal forvente.
Men syge borgere erfarer i stigende grad med de politiske reformer af blandt andet førtidspension og fleksjob og forvaltningen af dem en ekstrem disrespekt for deres tid såvel som for deres helbred, arbejdsevne, kvalifikationer og de principper, som staten er forpligtet på jævnfør Handicapkonventionen. Det skrev jeg i et debatindlæg i Altinget i 2020.
I årevis forinden har jeg også skrevet om den politiske disrespekt for de titusindvis af syge borgere, som på grund af politiske forringelser af rettigheder og retssikkerhed har sat mennesker i en venteposition, der kunne strække sig over fem, ti og femten år. Tid, hvor de må leve i uvished om, hvordan systemet vurderer deres sager. Psykiatrifonden og SIND konkluderede med deres jobcenterundersøgelse i 2020, at jo længere tid ud over det første halve år, syge borgere fastholdes i jobcentersystemet, jo dårligere bliver deres psykiske trivsel og helbred med forstørret risiko for selvmord.
Der var store perspektiver i at tidsbegrænse sagsbehandlingstiden og at sikre respekt for de lægelige vurderinger af borgerne.
Derfor blev jeg også så glad, da jurist Louise Schelde Frederiksen med flere i november 2020 havde stillet borgerforslaget om sagsbehandlingsgaranti med nationale tidsfrister og tværfaglig kvalitet i sagsbehandlingen for syge, og da det i maj 2021 fik så stor folkelig opbakning, at det opnåede ret til at blive fremsat som beslutningsforslag i Folketinget.
Der var store perspektiver i at tidsbegrænse sagsbehandlingstiden og at sikre respekt for de lægelige vurderinger af borgerne, som jeg skrev om i mine kronikker i Arbejderen i november og december 2021. Ja, der var faktisk liv og overlevelse på spil – og håb om fremtid for de syge.
Desto større blev min skuffelse, da borgerforslaget i torsdags 3. februar blev andenbehandlet i Folketinget som beslutningsforslag og efter blot to minutter forkastet af et folketingsflertal. “For stemte 26 (DF, Ina Strøjer-Schmidt (SF), Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Lisbeth Bech-Nielsen (SF), EL, NB, FG og ALT), imod stemte 77 (S, V, SF, RV, KF og LA) (…). Flertallet af SF’s medlemmer stemte ved en fejl imod forslaget,” skriver ft.dk. Link.
Tilsyneladende støttede også KD forslaget, selvom det ikke fremgår af oplysningerne, da de kun var repræsenteret via clearingsystemet og ikke til stede i folketingssalen. “Clearingsystemet er sådan indrettet, at uanset hvem der sidder i salen, repræsenterer det det aktuelle flertal og mindretal,” skriver Jens Rohde (KD) til mig i en mail.
Praktiserende læge Anders Beich kommenterede blandt andet forkastelsen af beslutningsforslaget med følgende udsagn på Facebook:
“Lemfældigheden kender åbenbart ingen grænser i Folketinget, når der ikke er stemmer nok på spil. (…) Meget skuffende, at et flertal i Folketinget mener, at det er OK at helt eller delvist uarbejdsdygtige borgere i årevis befinder sig i et system, hvor det meste sejler, og usikkerheden for borgeren er så stor, at de fleste bliver syge af sagsbehandlingen. Det er så forstemmende, at dem med størst behov prioriteres lavest i et ganske ineffektivt jobcentersystem, som aldrig skulle have haft med de syge at gøre.”
Titusindvis af syge menneskers liv og overlevelse stod på spil, og folketingsflertallet forkastede det bare. Det er, synes jeg ligesom Anders Beich, forstemmende og næsten ubærligt.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.