Præsident Sánchez havde indkaldt til et topmøde mellem Spanien og Frankrig i Barcelona den 19. januar. Han valgte den catalanske hovedstad for at vise verden, at “den catalanske uafhængighedsproces er slut”. Men den catalanske uafhængighedsbevægelse har benægtet dette med et massivt møde samtidig med topmødet, selv om det var en meget kold morgen på en torsdag på arbejde.
Sánchez og Macron mødtes i det majestætiske palads, der huser Cataloniens nationale kunstmuseum. Men de måtte afholde topmødet omgivet af en stor politistyrke og i skjul, mens en demonstration med 30.000 demonstranter fandt sted foran paladset. På trods af den beskyttende afstand kunne de bestemt høre den øredøvende massefløjte ved starten af toppen.
På en hverdagsmorgen har en demonstration med titusindvis af demonstranter ødelagt hans forsøg på at slentre som en Cæsar gennem en undertvunget catalansk koloni.
Herefter gik demonstranterne til protest foran det franske konsulat. Og om eftermiddagen blev Sánchez og Macron heller ikke sparet for dagens uregelmæssighed, da de ville besøge Picasso-museet (dedikeret til maleren Pablo Picasso). I centrum af Barcelona spærrede hundredvis af politifolk den frie bevægelighed for fodgængere med hegn, politiet overfaldt demonstranter, men alligevel måtte Sánchez, Macron og deres bodyguards lytte til råb om fordømmelse fra uafhængighedstilhængere, mens de snigende satte sig ind i deres officielle biler.
Sánchez, prøv ikke at delegitimere protesten ved at sige, at den er mislykkedes. Bed om de spektakulære billeder, der blev optaget af politihelikopteren, som fløj over demonstrationen, og noter dig det tilbageslag, som du har fået af et værdigt, organiseret og mobiliseret folk. På en hverdagsmorgen har en demonstration med titusindvis af demonstranter ødelagt hans forsøg på at slentre som en Cæsar gennem en undertvunget catalansk koloni.
Siden pandemien er dette den fjerde massedemonstration for catalansk uafhængighed i løbet af de sidste fem måneder (11. september, 1. oktober, 6. december og 19. januar, hvilket er et bevis på styrken af en bevægelse, der altid har vist sig at være demokratisk, ikke-voldsom, men kraftfuld og mangfoldig). Og da det politiske problem ikke er blevet løst ved roden (Catalonien ønsker at udøve sin politiske suverænitet), er viljen til uafhængighed fortsat intakt, og vi har endnu en gang vist, at vi ikke vil stoppe, før vi opnår den.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.