Udtalelse
Den 22. juni er en dato, som bør have en stor plads i vores historie. Den blev en meget bitter dag, ikke blot for vort kommunistiske parti, men også for vort højt besungne demokrati. Grundloven blev groft overtrådt. Det kommunistiske parti blev forbudt, og dets medlemmer blev udsat for en sand heksejagt. Dansk politi holdt sig ikke tilbage. De udførte de ordrer, de havde fået af politikere, som alle havde skrevet under på, at de altid ville arbejde inden for grundlovens rammer.
DKP’s tre folketingsmedlemmer – Aksel Larsen, Alfred Jensen og Martin Nielsen – der som de øvrige folketingsmedlemmer mente, de var beskyttet af grundloven, blev pludselig jaget vildt. Statsministeren havde ophævet deres grundlovsmæssige beskyttelse.
I grundloven står der for eksempel om folketingsmedlemmer: “Ethvert nyt medlem afgiver, når hans valg er godkendt, en højtidelig forsikring om at holde grundloven.” Sådan var det dengang. Sådan er det nu. Jeg har selv engang underskrevet denne erklæring.
I en anden paragraf står: ”Grundloven er ukrænkelig. Enhver, der antaster dets sikkerhed eller frihed, enhver, der udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende befaling, gør sig skyldig i højforræderi”.
Jeg erindrer ikke nogen politimand, fra den øverste til den nederste, som nægtede den givne ordre, og som derfor gjorde sig skyldig i højforræderi.
Ja, men Danmark var jo besat af tyskerne, undskylder man sig. Til dem kan jeg kun sige: Læs grundloven en gang til!
Man havde den opfattelse, at blot man indordnede sig, blot man opfyldte tyskernes ønsker og krav, så kunne de stadig få lov at beholde deres poster og privilegier og samtidig give det udseende af, at det danske demokrati stadig eksisterede.
Tyskerne forlangte, at de tre folketingsmedlemmer og 66 navngivne kommunister skulle spærres inde.
Både politikerne og myndighederne skulle åbenbart over for tyskerne bevise, hvor ”lydige og underdanige de var”.
Politiet jagtede i tiden fra den 22. juni til den 22. august samme år 339 personer. Heraf var de 147 fra København.
Ingen tvivl om at det passede politikerne godt at blive fri for de, der bestandig talte dem imod i Folketinget. Og hvis man også kunne blive fri for de, som på arbejdspladser og i områderne organiserede protester og anslag mod den førte nedskæringspolitik, så var alt vel. De tyske krav om grundlovsbrud passede dem åbenbart godt.
Kampen mod nedskæringspolitikken begyndte naturligvis ikke først, da vi blev besat. Jeg har set i de stenografiske referater fra Folketingets forhandlinger. Her kan jeg for eksempel læse, hvad Aksel Larsen sagde i 1937, da man behandlede et forslag om ophævelse af Valutacentralen. Han sagde:
”Hvis man vil, at staten vil fastlægge lønningernes højde og begrænse disse, så må man også lade staten gribe ind over for arbejdernes udgifter – skatter, huslejer og så videre.” Det var et forslag, som også formanden for det store Arbejdsmands Forbund, Aksel Olsen, og andre tillidsfolk havde protesteret imod. Aksel Larsen gjorde Folketinget bekendt med de mange protester, som var kommet fra tillidsfolk og fagforeninger.
Hvis man har interesse for historie, så er de stenografiske referater fra Folketingets forhandlinger absolut gode at få forstand af.
I nutiden, hvor vi stadig må diskutere kvindernes fulde ret til ligestilling, ligeløn og arbejdsforhold og så videre, vil jeg godt citere fra Rigsdagstidende spalte 4247 den 22. maj 1940, hvad Aksel Larsen sagde i en tale om arbejdsfordeling. Han sagde: ”Efter min mening findes der ingen som helst rimelighed for at stille krav om, enten at kvinden skal forlade sit arbejde, at hun ikke skal have ret til at beskæftige sig med erhvervsarbejde, eller at kun én person i hver familie som forsørger skal have ret til erhvervsarbejde.
Hvad det første angår, kravet om at kvinden skal stilles ringere, vil jeg godt sige, at det bygger på den fundamentale fejltagelse, at arbejdsret skal være mandfolkeret. Og at kvinden ikke skulle have samme ret til eksistens og livsforhold og erhvervsforhold som manden. Dette forslag må afvises.
Det var en debat om arbejdsfordeling, som blev afholdt i Folketinget små to måneder efter den tyske besættelse.
Forslaget ligner til forveksling den politik, som var Hitlers, at kvinder i størst mulig omfang skulle blive hjemme og føde børn.
Jeg kunne tage andre eksempler, som fortæller om, hvordan politikerne efter den 9. april 1940 havde travlt med at indordne sig og være besættelsmagten tilpas.
22. juni har også sin plads i verdenshistorien.
Det var på denne dato, at Hitler angreb Sovjetunionen. Nu mente Hitler, at det, han kaldte ”verdenskommunismen”, én gang for alle skulle udryddes. Det, han mente, var, at både de politiske, de faglige og alle andre organisationer, arbejderbevægelsen havde skabt, nu skulle knuses.
En filosofi som mange politikere, men også faglige topfolk og de danske myndigheder åbenbart støttede. Man havde den opfattelse, at blot man indordnede sig, blot man opfyldte tyskernes ønsker og krav, så kunne de stadig få lov at beholde deres poster og privilegier og samtidig give det udseende af, at det danske demokrati stadig eksisterede.
Onsdag den 20. august 1941, to måneder efter at statsministeren og regeringen havde gjort kommunisterne til jaget vildt, vedtog Folketinget med 116 stemmer den såkaldte kommunistlov. Dagen efter, den 21. august, blev samme lov – uden debat og omtale – også vedtaget i Landstinget.
Rigsdagen bestod dengang af to kamre, et Folketing og et Landsting.
Politikerne forsøgte den 21. august 1941 at gøre deres brud på grundloven den 22. juni til at være lovligt.
Hvis man for eksempel læser i Folketingets forhandlinger i tiden fra 9. april 1941 og frem til den 22. juni 1941, så kan man læse, at den ene byrde efter den anden blev lagt på arbejderne og andre folk med små indtægter. Og modsat hvordan man tilgodeså arbejdsgiverne og andre, som sad på flæsket. Priserne kom på himmelflugt, og man gjorde, hvad man kunne for at holde dyrtidstillæg og lønninger i ro. I Folketinget var det faktisk kun kommunisterne, som gang på gang talte og stemte imod de love, som ramte almindelige mennesker.
På den anden side kunne politikerne også se, at stadig flere protesterede mod de mange nedskæringer.
Der er sket megen historieforfalskning, blandt andet for at nedgøre at det i høj grad var kommunisterne, som førte an og organiserede modstandskampen.
I januar 1941, hvor frostgraderne lå mellem 20 og 30 grader, samlede kommunisterne 14.000 mennesker til et protestmøde. Mødet blev afholdt i den største sal i byen, i Forum i København, hvor der ikke var stillet stole op, og som ikke var opvarmet. Mødet blev senere betegnet ”som de lange underbuksers møde”. Efter den 22. juni, kun cirka fire måneder efter det store møde, begyndte for alvor den illegale kamp, som nogle kommunister og tidligere spanienskæmpere så småt havde begyndt, men nu kom der organisation og styr på det illegale arbejde mod regeringens samarbejdspolitik og den tyske besættelse.
Hvordan gik det så med de 150 fanger i Horserød?
I dag er der mange, der ikke kan huske og forstå, hvad der skete under besættelsen, og hvordan kampen blev ført. Og der er sket megen historieforfalskning, blandt andet for at nedgøre at det i høj grad var kommunisterne, som førte an og organiserede modstandskampen.
Lad mig give et eksempel.
Mange tror, at modstandskampen begyndte med alsang og algang, og at modstandskamp kun var noget med at hjælpe jøder til Sverige.
Det var en bedrift at få flere tusinde jøder ud af Hitlers klør. Men det var ikke en aktion, som betød tab for den danske krigsproduktion til tyskerne.
Jeg har i mange forsamlinger fortalt om besættelse og modstandskamp, og ofte har de, som hørte på, haft meget svært ved at forstå, at de kommunister, som man havde hørt næsten spiste små børn, at dette lille parti virkelig betød noget i modstandskampen.
For de fleste er det næsten også ukendt, hvad datoen den 22. juni 1941 betød for den daværende Sovjetunion. Og når jeg fortæller, at det i høj grad netop var denne Sovjetunion og det russiske folk, som for alvor knækkede nakken på Hitler, trækkes der ofte på skuldrene.
Under besættelsen fik de fleste en helt anden opfattelse af Sovjetunionen. Jeg skal blot her henvise til de løbesedler i forbindelsen med ophængning af den store transparent over Istedgade i København, hvor det stod: ”Istedgade overgiver sig aldrig”. De samme kommunister, som hængte transparenten op, smed også løbesedler ud fra trappevinduerne, hvor der stod: ”Rom og Bryssel kan I tage, men Istedgade og Stalingrad overgiver sig aldrig”. Netop Stalingrad blev et lysende eksempel på, at man kunne vinde over tyskerne.
For fangerne i Horserød kom den 29. august til at betyde noget. De oplevede igen et løftebrud af politikerne. Fangerne havde fået et klart løfte om, at portene til lejren ville blive åbnet, hvis der var tegn til en tysk overtagelse. Portene blev ikke åbnet, og tyskerne kom.
Flere har været oppe ved Horserødlejren og måske også besøgt det lille museum. Har du ikke, så kan jeg anbefale et besøg.
For fangerne i Horserød kom den 29. august til at betyde noget. De oplevede igen et løftebrud af politikerne. Fangerne havde fået et klart løfte om, at portene til lejren ville blive åbnet, hvis der var tegn til en tysk overtagelse. Portene blev ikke åbnet, og tyskerne kom.
På grund af tysk ukendskab til lejren – den var faktisk delt i to adskilte afdelinger, men også på grund af et heftigt regnvejr – lykkedes det for 93 fanger at komme over hegnet og væk. Men 143 mænd og 7 kvinder faldt nu i tyskernes klør.
Og den 2. oktober blev de ført til koncentrationslejr. For dem blev livet et helvede, og flere døde. De, der overlevede, var alle mærket for livet.
Jeg vil godt her henvise til Martin Nielsens tre bøger: ”Fænselsdage og Fangenætter” og ”Rapport fra Stutthof” og ”Undervejs mod livet”.
Stutthof var en kz-lejr, som lå i Polen. Sult og mishandling og direkte drab var den daglige oplevelse. Det var “de røde enker”, som efter en kamp mod Røde Kors og danske myndigheder fik gennemført, at der kunne sendes Røde Kors-pakker, først til danskerne i Stutthof og til danskere i andre kz-lejre. Det var også i sidste øjeblik. Fangerne var udsultede og fysisk helt nedslidte af det hårde arbejde, de blev sat til.
Jeg må igen henvise til Martin Nielsens bøger.
Endelig nærmede man sig en eller anden afslutning. Død eller befrielse? Russerne nærmede sig, man kunne af og til høre kanoner.
Den 25. januar 1945 afgik der en kolonne på cirka 1200 fanger ud fra Stutthof for sidste gang. Evakueringen af denne lejr var begyndt. I cirka en måned, i stærk frost og næsten ingen forplejning blev de ført på kryds og tværs, på flugt for de russere som i fuld fart var på vej til Berlin. Den 10. marts var de nået til en lille by, Naweitz.
Klokken 12.15 skete det. De var blevet ført ind i en gammel lade og var kravlet så langt ned i halmen, som de kunne. Der blev skudt med kanoner og maskingeværer. Nu et lille citat: ”Som en kåd hundehvalp kom den ellers stilfulde Ove hoppende på alle fire gennem gården. Han ruskede i mig og råbte. Det er russerne, Martin. Det er russerne, jeg har set dem.”
Det var ikke alle de danske kz-fanger, som kom med på den omtalte march.
De seks kvinder blev for eksempel tilbage. En af kvinderne var død, andre var syge, og nogle var på såkaldt udekommando. En gruppe på 11 var sendt på arbejde i en lille by, Rosenberg, og en af dem var i øvrigt flygtet, så de var kun 10, da de nåede Stutthof. Tyskerne var ”ordensmennesker”, så når 11 mand havde været ude, så skulle der også komme 11 tilbage. Lige uden for Stutthof lå flere døde fanger. Resolut tog man en af de døde på deres vogn, så de 10 meldte sig tilbage, plus en som var død. Alt var i orden, 11 havde været sendt ud, nu kom alle 11 tilbage.
Den 25. april fik alle de sidste fanger besked på, at nu skulle alle afsted.
De blev sendt nordpå, op til kysten, hvor de kom ombord på en af tre pramme, som blev trukket af et tidligere turistskib. Der var cirka 2000 fanger i de tre pramme, som efter flere forsøg på at komme i land efterhånden var nået frem til Lübeck. Nu forstod de planen. De tre pramme skulle sejles ud på dybt vand, og der skulle de sænkes. Tre søfolk, blandt dem Thor Vang og Helge Kierulf, fik kappet trosserne til slæbebåden, og med tæpper som en slags sejl drev de langsom væk fra slæbebåden og ind mod stranden ved Neustadt. Da Prammen tog grunden, fik man fat i en jolle, og man begyndte at fragte fangerne ind på stranden. Nu viste det sig, at i bunden af prammen lå i hundredvis af udmarvede syge jøder. Nogle af danskerne begyndte nu at slæbe dem ind på land. Jøderne var dødssyge af tyfus og fulde af lus. Det var næsten livsfarlige at komme i nærheden af dem. Jeg skal ikke her beskrive, hvilke grusomheder der nu foregik på stranden, inden englænderne nåede frem. Her må jeg henvise til et lille hæfte, som med titlen Thor Vang er udgivet i 1985 af Bornholmske Samlinger.
Jeg skal blot tilføje, at Thor Vang var blevet smittet med tyfus. Han nåede at komme til Danmark, hvor han blev indlagt på hospital. Han nåede at møde sin kone, Vera, og nogle kammerater fra parti og modstandsbevægelsen, blandt andre Børge Thing. Thor Vang døde den 26. maj 1945.
Jeg vil godt slutte denne beretning med et digt, som Hans Kirk skrev. Her med Kirks skrift:
Nu er Din Rejse sluttet,
Din Langfart er forbi,
Dit Skib har taget Grunden,
nu kan Du holde fri.
Du var den gode Skipper,
Som aldrig svigted dem,
Du gav Dit Ord og Håndslag,
men bragte dem vel hjem.
Og da Du havde sejret,
da Skibet var i Havn,
kom Døden, lumsk og lyssky,
og kaldte Dig ved Navn.
Det Navn, Du fik fra Guden
med Hammeren i Haand,
Du bar det jo med Rette,
Dit Liv var Daad og Aand.
Man pinte og bedrog Dig,
Du ranked’ blot Din Ryg,
Din Tro paa Livets Sejr,
gjorde Dig stærk og tryg.
Nu staar Dit Navn i Mindet
med Pligtens klare Skrift,
Din Død var Heltedøden,
Dit Liv en skøn Bedrift.
Hans Kirk
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
