Nye prioriteter
I kronikken Sygeplejersker og cement den 17. august 2022 forklarede jeg en ført boligpolitik med pointen fra den såkaldte The Streetlight Effect. Som når Storm P. lader en fulderik, der har tabt sine nøgler, lede i lyset fra gadelygten og ikke i mørket, hvor han har tabt nøglerne.
Politisk-administrative initiativer for at kompensere for en påstået mangel på billige boliger består i at bygge nye dyre. Men pointen er relevant for arbejdsmåden generelt i politiserende administrationer. De initiativer, der sættes i værk, løser ingen af de problemer, de anerkendes for at løse. I stedet forstærkes problemerne, og den politiske/administrative elite fortsætter sine destruktive indsatser uanfægtet.
Som forholdene er nu, stikker programmerne konsekvent blår i øjnene på deltagerne, når de foregøgles, at den foreslåede indsats hjælper.
I juni 2016 blev jeg af politiske årsager fritstillet fra mit job som underviser på et svensk universitet. Siden 2019 har jeg været underkastet den svenske Arbetsförmedlingens regimente. Jeg har forgæves søgt 500 jobs, jeg er fyldt 64, trods næsten perfekt svensk er mit modersmål stadig dansk, og jeg har stadig ikke et lokalt socialt netværk opbygget i løbet af de første 50 år af mit liv, inden jeg kom til Sverige.
Mit eksempel er ikke unikt. Jeg deler karakteristika dels med dem, der faldt for ideologien om mobilitet på arbejdsmarkedet og om en international karriere, dels med de flygtninge og indvandrere, som er i relativt overtal på programmet. Der er altså tale om et strukturelt forhold.
I de seneste cirka tre år har jeg fulgt et program, som den svenske Arbetsförmedlingen køber hos forskellige private aktører. Det hedder Rusta och Matcha, og tanken er, at det skal hjælpe mig med at kompensere for alt det, der gør, at jeg ifølge Arbetsförmedlingen ikke kan ansættes. Men som altid er udgangspunktet en ideologisk tilgang til, hvad det er, som forhindrer mig i at få et job. Det er jo umuligt at kompensere for det væsentlige, min alder, mit modersmål og de sammenhænge jeg voksede op i. Alt dette er velkendt, også fra danske sammenhænge og lige så forvrøvlet.
I stedet er det tanken, at jeg skal blive bedre til at skrive ansøgninger og til præsentere mig selv i ansøgningsbrevene såvel som i mit curriculum vitae og i de tominutters-samtaler jeg er tænkt at kunne føre i en elevator sammen med en arbejdsgiver. Det sidste dog uden at nogen har en forestilling om, hvordan jeg skulle komme i kontakt med en potentiel arbejdsgiver i en elevator på dennes arbejdsplads. Og i praksis er det nok umuligt, fordi de forskellige arbejdspladsers kontorkorridorer er bag kodelås. De vil ikke forstyrres af tiggere af nogen slags.
Hidtil har der på de skiftende programmer været temmelig liberale undervisere, som alle virkede som om, de havde en anelse om, at det meste af deres arbejde var forgæves og dermed symbolsk, at ingen havde overskud til at deltage, og som derfor ikke krævede særlig meget af deltagerne. Jeg slukkede for høreapparaterne og gik i indre eksil, mens oplægsholderen tjente til livets ophold uden at forstyrre alt for meget.
Ny entusiastisk oplægsholder
Men selv liberale undervisere får tilsyneladende nok af at arbejde på den måde, og for et par uger siden fik vi en ny underviser på programmet. De seneste uger har vi derfor haft en entusiastisk oplægsholder, der går op i arbejdet med liv og sjæl, og som har sat os i gang med flere fælles øvelser.
I fællesskab har vi foretaget et par såkaldte selvinventeringer. Under overskrifterne “Har gjort” respektive “Vil gøre” har vi afdækket vores kompetencer, resurser og fremtidsmål. Tilsvarende har vi i fællesskab og under overskrifterne “Mål”, “Plan”, “Forhindringer/hvad skal jeg gøre noget ved?”, “Motivation/drivkræfter”, “Resurser” respektive “Nuværende forhold” afdækket en række forhold vedrørende vores respektive situation. Fremover er tanken, at vi i fællesskab skal finde ud af, hvordan vi kan gøre noget ved de mangler, vi ifølge logikken hos underviseren har.
Alt diskuteres i termer af mangler, så det væsentligste fokus har været på “Forhindringer/hvad skal jeg gøre noget ved?” Det er de forhold, oplægsholderen mener, hver enkelt kan gøre noget ved. Tilmed var det sådan, at oplægsholderen tilføjede de individuelle “forbedre personligt brev + curriculum vitae”, “manglende kompetence”, “interviewforberedelse”, “turde tage skridtet” som nogle af forhindringerne. Deltagerne selv havde foreslået “alder”, “økonomiske forhold i samfundet” og den slags strukturelle forhold.
Det er dog væsentligt at forstå, at hele øvelsen, som er en central del af programmet og udtrykker selve programmets ideologiske eksistensberettigelse, aldrig tager fat i de rigtigt besværlige problemer for de deltagende arbejdsløse. Sandsynligvis fordi det er umuligt at kompensere for de mangler, der har en konkret betydning, for eksempel alder.
Tilsvarende forsøges det heller ikke forklaret eller diskuteret, hvordan eksempelvis de herskende sociale og økonomiske forhold spiller ind, eller at det væsentligste for at få et nyt job ser ud til at være at have et job i forvejen. Ej heller berøres det, at en social historie ikke bygges op ved at gå på jobmesser sammen med andre uden job.
Det er, som om det – i en misforstået individualiserende og kvasi-psykoterapeutisk tilgang – er bedre at peppe den enkelte arbejdsløse gennem at forklare, at det skal nok gå altsammen (noget den arbejdsløse sagtens kan gennemskue), i stedet for at levere en fornuftig forklaring og en redelig beskrivelse af de herskende, urimelige forhold og strukturelle forhindringer.
Underviseren tager fat i en lang række forhold hos den enkelte arbejdsløse med fokus på at forbedre de forhold, som oplægholderen på vegne af Arbetsförmedlingen mener, er de vigtige, og som vel at mærke ligger inden for programmets rammer og inden for en legitim ideologisk horisont.
Men de forhold, programmet eventuelt kunne kompensere for, ser ud til at være enten ligegyldige eller direkte destruktive i forhold til den enkeltes mulighed for at få et job.
Man bliver ikke mere ansat i forvejen af at forberede sig på en aldrig forekommende tominutters-samtale i en elevator, man kompenserer ikke for sin sociale historie ved at forbedre sine ansøgningshandlinger, man får ikke styrket sit sociale netværk af at gå på sprogkursus sammen med andre uden socialt netværk og i en sammenhæng, man helst vil væk fra.
Muligvis finder man en ven, men man får ikke noget job og kommer heller ikke nærmere et job gennem for eksempel at møde et menneske, der kunne tilbyde en et job. At kompensere for en påstået mangel af noget med at styrke noget andet gør, at arbejdet bliver uendeligt. Måske er det meningen.
Individualisering af kollektive forhold
Arbejdet på programmet ser altså ud til at indebære eller udtrykke, at visse forhold kompenseres ved at styrke andre forhold. Derfor er referencen til The Streetlight Effect relevant. Samtidig sker en individualisering af forhold, som snarere er kollektive. Ud over det allerede diskuterede er et mantra, at den arbejdsløse skal søge bredt, det vil sige søge andet end det, man er kvalificeret til og har lyst til.
Men afdækningerne af deltagernes resurser viste, at deltagerne havde alle mulige resurser. At søge bredt indebærer derfor, at de arbejdsløse, alene for at tilfredsstille Arbejdsformidlingens ideologiske forudsætninger, skal søge hinandens jobs.
Mere generelt sker en individualisering af strukturelle forhold. Det gøres til den enkelte arbejdssøgendes individuelle opgave at forbedre alt muligt for at kompensere for strukturelle forhold. Det er både urimeligt og umuligt.
I boligsammenhænge gøres fattige boligsøgende til resurse for en ejendomsbesiddende elite, når der bygges for dyre lejeboliger som kompensation for manglen på billige, samtidig med at strukturelle forhold på boligmarkedet forvandles til individuelle, især økonomiske problemer for de boligsøgende.
Tilsvarende gøres de arbejdsløse til resurse for en herskende klasse, som bidrager til reproduktionen af en ideologisk forståelse af, hvordan arbejdsmarkedet fungerer, herunder hvordan man får et job. En ideologisk opfattelse meget langt fra virkeligheden. Og elendighederne og overgrebene fortsætter uforstyrret.
Som forholdene er nu, stikker programmerne konsekvent blår i øjnene på deltagerne, når de foregøgles, at den foreslåede indsats hjælper. Desuden kommer både socialt og psykisk sårbare mennesker til at fungere som resurse for en herskende klasse. Derved skaber og forstærker programmet og generelt Arbetsförmedlingens indsatser de problemer, som det ellers var tanken skulle løses.
Det, man kunne ønske sig i stedet og som led i en social kamp, en klassekamp, var, at programmerne gav de arbejdsløse en fornuftig forklaring på, hvor vanskelige forholdene er, og ud fra hvilken neoliberal synsvinkel det kan være rimeligt, at arbejdsløse fastholdes i urimelige situationer. Samtidig med at man fik en understøttelse, det er muligt at leve af.
Men den herskende klasse vil ikke ses over skulderen og afsløres i sine skurkestreger, så det kommer til at tage sin tid at forandre tingenes tilstand.
Og imens hærger kapitalen frit.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
