Interview
I en række debatartikler har jeg diskuteret de store nybyggerier, som plager dels Uppsala, hvor jeg bor, dels København, dels verden i det hele taget. Senest argumenterer jeg for, at en konsekvens er, at civilsamfundet er under afvikling. I denne kronik relaterer jeg til andres diskussioner og prøver især at forudse konsekvenserne af det, jeg kalder “myten om boligkøen”.
Et af de forhold, jeg nemlig ikke har undersøgt så omhyggeligt, er det argument, som anses for det stærkeste for at bygge nyt: Forestillingen om at boligkø er lig boligmangel. Politikernes, embedsværkets og boligspekulanternes universalsvar på hver indsigelse har været at henvise til, at der er boligmangel, med boligkøen som underbygning af argumentet. I kommentaren “Sygeplejersker og cement” diskuterede jeg, hvordan den måde, der er blever kompenseret for den påståede boligmangel, er sket på en måde, som svarer til den fulde mand, der leder efter sine nøgler under gadelygten, hvor der er lys, frem for i mørket, hvor han har tabt dem.
Nu har jeg undersøgt, om der er nogen, der mener noget systematisk om boligkø som mål for boligmangel. Det er der selvfølgelig. I 2020 udgav den svenske myndighed Boverket, Myndigheten för samhällsplanering, byggande och boende, Rapport 2020:21 Mått på bostadsbrist. Förslag på hur återkommande bedömningar ska utföras. [Mål for boligmangel. Forslag til, hvordan regelmæssige bedømmelser bør gøres]. I bilag 7 diskuteres forskellige målemetoder og indikatorer på boligmangel. Det er ikke enkelt (og jeg citerer i egen oversættelse):
“Der finde intet enkelt mål som beskriver hele kompleksiteten i boligmangel.” (side 118). Først og fremmest er en boligkø ikke et mål for boligmangel: “At der er en lang boligkø, betyder derfor ikke, at der råder boligmangel, fordi personer står i boligkø af forskellige årsager. De individer, som står i kø, fordi de mangler en langsigtet, ordnet bolig, alternativt fordi de har en upassende bolig i forhold til en norm, udgør sandsynligvis en mindre del af alle de personer, som står i boligkø” (side 119). “Sandsynligvis” betyder at end ikke det sidste er sikkert, så egentlig er der ingen, der ved noget sikkert, hvis udgangspunktet er boligkøen.
I et klasseperspektiv er det ikke til at holde ud, at det i sidste ende er folket, der som resurse for de resursestærke betaler prisen ved ikke at have et sted at bo, de kan betale.
Jeg har selv tidligere foreslået, hvem der står i boligkø uden at have behov for en bolig. Rapporten fra Boverket gav mig desuden et fingerpeg om, at der sandsynligvis er en del mennesker, som ikke står i en boligkø, skønt de har behov for et ordentligt sted at bo. Den, som i forvejen er nede i møget, har næppe hverken kræfter til eller mulighed for at gå på nettet og stille sig i boligkø, men skal bare have et sted at sove. Hver af os kan altså uden større besvær straks gennemhulle forestillingen om, at en boligkø er et rimeligt mål for boligmangel og dermed et holdbart argument for at bygge flere boliger. Alligevel fortsætter politikere og embedsværk at tage udgangspunkt i myten om boligkøen.
Også økonomiske overvejelser angives som vigtige i forhold til at sige ja eller nej til en tilbudt bolig. I 2020 viste jeg selv, at billige boliger efterspørges, mens dyre ikke gør det. Johan Braw er tidligere direktør for det kommunale boligselskab Sölvesborgshem i det vestlige Blekinge. I 2020 skriver han i en kronik, at hvis to boliger har samme husleje, så er hans (i min oversættelse) “… så at sige kliniske erfaring, at kunderne generelt foretrækker areal, snarere end standard. […] de foretrækker en slidt toværelseslejlighed frem for en nybygget etværelses, hvis de har samme husleje”. Høj standard efterspørges ikke i sig selv, hverken ved nybyggeri eller ved renovering. Efter renovering skabes der tilmed boligmangel efter det, som på svensk hedder renovräkning, at lejerne bliver sat på gaden, fordi de ikke kan betale den forhøjede husleje.
Det er tilmed uklart, om der overhovedet findes en “boligkø”, og om man overhovedet kan sige noget systematisk om, hvor lang den er. I det mindste forklarer Johan Braw i samme kronik, at han havde utroligt vanskeligt ved at skaffe sig et overblik over, om der overhovedet fandtes en boligkø, hvem der i det hele taget stod i denne boligkø, og hvorfor. Uanset om den nu kunne anses for at dækkende for en reel boligmangel eller ej, forklarede Braw, at de systemer, kommunen anvendte i forbindelse med formidling af lejeboliger, ikke viser noget i den retning.
Boligkø viser intet om boligmangel
Det svarer til min egen erfaring med at søge på den nye hjemmeside for Uppsala kommunes boligformidling: Skønt det kunne være en god ide at tilpasse sine boligønsker til udbud og muligheder, er det ikke muligt at få noget at vide om andet, end hvilke boliger, som udbydes. Man kan vise interesse for en bolig og efterfølgende få at vide, om man får den tilbudt eller ej. Ikke andet.
Det er altså usikkert, om der overhovedet findes en boligkø, og myten om boligmangel i Uppsala bygger altså næppe på Uppsala kommunes boligformidlings boligkø. Snarere bygger myten om boligmangel på andre myter. I sig selv siger en eventuel boligkø ingenting om en eventuel boligmangel i Uppsala. Dertil kommer yderligere et forhold, at selvom en bolig er udlejet eller solgt, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der bor nogen i den.
I København kan man få et fingerpeg om det sidste ved for eksempel at se på de boliger, som er indrettet i “Salomons Palæ” i Klerkegade. Af de indrettede luksuslejligheder er et antal til salg. To forhold sprang i øjnene: Dels gælder den københavnske bopælspligt ikke, dels er de lejligheder, som er til salg, indrettet på en måde, som minder om hotelværelser. Begge forhold betyder, at en lejlighed kan ejes som feriebolig, for eksempel som time share, eller som ren investering.
Vender man blikket mod Kina, hvor blandt andet det gigantiske ejendomsfirma China Evergrande Group på det seneste har haft problemer, ser man, at tilsvarende forhold gør sig gældende. Den 23. september bragte nyhedsbureauet Reuters en artikel om et stort overskud af boliger i Kina. Artiklens oversatte titel er “Selv Kinas befolkning på 1,4 milliarder kan ikke fylde alle de ledige boliger, siger en tidligere ansat“.
Ved udgangen af august måned 2023 udgør det samlede ikke-solgte boligareal 648 millioner kvadratmeter, hvilket svarer til cirka 7,2 millioner hjem på et gennemsnit af 90 kvadratmeter. Dertil skal lægges boliger, som allerede er solgt, men som endnu ikke er færdiggjort. I artiklen diskuteres det ikke, hvor mange i Kina som ville have råd til en af de nybyggede boliger, men det er nok et fåtal.
Symbolske boliger
Ingen kan vide, hvorfor kommunale politikere eller embedsværk agerer som om, myten om boligmangel var sand, men konsekvensen er tydelig: Der bygges, uden at nogen ved noget om, hvem der eventuelt har et behov for et sted at bo. Hvorfor ved politikere og embedsværk ikke det? Og hvis de ved det, hvorfor fortsætter et rovbyggeri, som ødelægger enorme værdier – økologiske, sociale, kulturelle, rekreative, historiske og så videre? Hvorfor fortsætter politikere og embedsværk med at handle på en decideret samfundsundergravende myte?
Der findes et fornuftigt svar, skønt det forekommer kontraintuitivt, og skønt man skal gå en omvej for at finde det. Dels er der jordrenten, økonomernes svar på Matthæus-effekten: At man kan eje en ejendom alene som opsparing; værdien stiger, uden at ejeren behøver løfte en finger. Det vil sige, at en bolig altså ikke længere nødvendigvis er et sted, hvor der bor mennesker.
Den, som bygger på sin byggegrund, kan med et slag øge værdien af ejendommen og samtidig øge sin kreditværdighed. Den, som ejer en ejendom, kan belåne den og købe mere jord og bygge flere huse og derved øge sin kreditværdighed i en pyramidespilslignende forventning om, at ejendommen fortsætter med at stige i værdi. Det kinesiske eksempel viser til det groteske, at det er ligegyldigt, om der bor nogen i de nybyggede ejendomme. De er ikke bygget, for at der skal bo mennesker i dem. Jeg har tidligere kaldt den slags boliger for symbolske boliger.
Der er altså ikke noget underligt i, at politikere, boligspekulanter, boligselskaber, boligejere holder liv i en myten om boligmangel. En myte, som tilmed selv bygger på en myte om boligkøen. Og en grasserende renovering af eksisterende, misligholdte, fuldt fungerende boliger kan tilsvarende forklares med henvisning til, at kreditværdigheden (og huslejen) stiger, når misligholdte, men i øvrigt fungerende vinduer, køkkener, badeværelser og så videre skiftes ud med nye, som desuden oftest har dårligere holdbarhed.
I klimaforandringernes tidsalder er det ikke til at holde ud, at byggeriet alene er til fordel for de selvsamme personer, som holder myterne i live. I et klasseperspektiv er det ikke til at holde ud, at det i sidste ende er folket, der som resurse for de resursestærke betaler prisen ved ikke at have et sted at bo, de kan betale. De ikke-privilegerede mister deres små privilegier, mens de privilegerede øger deres.
Og imens hærger kapitalen frit.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
