Udtalelse
I både Sverige og Danmark tales der ganske meget om boligprisernes himmelflugt og manglen på boliger. Og så er eksponentiel vækst blevet et hot emne, især i forbindelse med udviklingen i antallet af covidsmittede. Men eksponentiel vækst ses over det hele i forbindelse med priser eller beløb, som stiger med samme procentsats hvert år. For eksempel boligpriser, forbrugerpriser, investeringer og den slags.
Frit tilgængeligt på nettet findes en graf fra den svenske Statistikmyndigheten SCB. Her afbildes samtidigt udviklingen siden 1980 af priserne i Sverige på (omtrent) enfamilieshuse, fritidshuse, udlejningsejendomme respektive forbrugerpriser. Bostadsrätter (omtrent svarende til andelsboliger uden begrænsninger i prisdannelsen) er ikke med, og ejerlejligheder findes stort set ikke i Sverige. Sammesteds findes en tabel med værdierne for de pågældende år. Så kan man selv regne lidt på tallene.
Hvis man kan.
Det ser det dog ikke ud til, at ret mange kan. Eller vil. I det mindste kommer det gang på gang som en stor overraskelse, at stigningstakten i for eksempel boligpriserne er eksponentiel. Det vil sige i den første tid ganske rolig for så pludselig at nærmest eksplodere. Den såkaldte hockeystav. Men det ligger ganske enkelt i forventningen om en stigningstakt svarende til en fast rente per år, samtidig med at rentebeløbet lægges til. “Renter og renters rente”. Det vil sige som forventningen til en hvilken som helst investering inden for en borgerlig økonomi.
I udlejningsejendomme betaler lejeren for ejendommens nedslidning, mens ejeren stryger fortjenesten, når værdien stiger. I stedet burde det være sådan, at også stigningen i ejendommenes værdi medregnes ved udregningen af omkostningsbestemt husleje. Det ville sandsynligvis give lavere husleje.
For alle tre boligformer ser man – som gennemsnit over 40-års-perioden og med store udsving – en fordobling af priserne, når der er gået mellem 10,7 og 12,7 år. Det svarer til mellem 5,6 procent og 6,7 procent om året. Forbrugerpriserne er i gennemsnit godt 25 år om at fordobles, svarende til cirka 2,8 procent om året. Men der er i alle tilfælde tale om eksponentiel vækst, det vil sige, at stigningerne i kroner og øre bliver større og større for hvert år, der går.
Indtil videre har de fleste altså stadig råd til mad på bordet, men de har i accelererende grad hverken råd til at købe et tag at sætte bordet under eller til at leje en bolig. Ser man nøjere efter, ser man, at stigningen i priserne på udlejningsejendomme er størst. De giver nemlig dobbelt udbetaling til ejeren: Både husleje og ejendommens værdistigning. Fordi de ikke har nogen direkte brugsværdi for ejeren (“Spekulanterne bor der ikke selv. De la’r andre om at kede sig ihjel”, som Jomfru Ane Band sang i sangen “Asfaltballet” fra 1970’erne), er ejendommene at regne som ren investering: Ejeren høster både huslejeindtægter og stigninger i ejendomsværdien. En villa har dog trods alt en brugsværdi, fordi ejerne bor i deres investering. Men selv det er udfordret. I for eksempel Tornedalen nord for Haparanda ved den svensk-finske grænse vil man gerne have indvandring, men fordi de lokale ikke vil sælge deres huse, så sker det ikke.
Det er det ovenstående, som betegnes omkostningsbestemt husleje, som måske lyder rimeligt nok. Lejerne betaler for omkostningerne ved slid og brug af det lejede. Men det knæsætter samtidig, at ejeren stryger fortjenesten ved værdistigningen (en såkaldt arbejdsfri indkomst). Sammenligner man med udlejningsbiler, betaler lejeren også for bilens forventede værditab. Men i forbindelse med udlejningsejendomme betaler lejeren for ejendommens nedslidning, mens ejeren stryger fortjenesten, når værdien stiger. I stedet burde det naturligvis være sådan, at også stigningen i ejendommenes værdi medregnes ved udregningen af omkostningsbestemt husleje. Det ville sandsynligvis give lavere husleje end nu. Men selv ikke lejernes organisationer vil stå for det. Eller kan ikke forstå det.
Lejerne bor dyrt og dårligt og arbejder for boligejerne
Som systemet er indrettet for øjeblikket, står lejerne for det arbejde, som boligejerne slipper for, når de opnår deres såkaldt arbejdsfri indkomster. Og ikke alene bor lejerne for dyrt, de bor også for dårligt, fordi det nemlig er frit frem for ejeren at misligeholde ejendommene, skønt det er lovstridigt. I det mindste i Sverige. Og så længe tilsynspligten er hos et kommunalt politisk udvalg, kan man glemme tilsynet. For ganske vist kan man klage over udvalgenes beslutninger, men fordi udvalgene oftest bare sidder på hænderne, er der formelt ikke noget at komme efter.
Så ejendommene forfalder, mens huslejen stiger. I stedet for løbende at vedligeholde, renoverer ejerne herefter de forfaldne lejligheder ved at udskifte de forfaldne vinduer, køkkener og badeværelser. Og lader huslejen stige fordi værdien af det udlejede er steget. Lejerne betaler altså dobbelt en gang til, mens udlejeren tilmed, om end indirekte, stryger de årlige hensættelser til vedligeholdelse, fordi hensættelserne anvendes til renoveringer i stedet for vedligeholdelse. For slet ikke at tale om at de forfaldne ejendommes værdi er opskruet, hvilket giver en fordel ved belåning til nye investeringer. I stedet burde det naturligvis være sådan, at en ejendom med dårlige vinduer, køkken, bad, tag og så videre blev værdisat lavere, end hvis den var i god stand, og at noget tilsvarende gjaldt for huslejen. En lejlighed skal jo have tætte vinduer, fungerende køkken og bad, og ejendommen skal have et tag, som holder tæt og så videre. Det er ingen luksus, som skal koste ekstra, men det bliver det, sådan som systemet ser ud nu.
Var der nogen, der sagde Evergrande? I det mindste kan man spørge, om der er nogen af de store ejendomsselskaber, som helt enkelt er insolvente, fordi de har belånt ejendomme, som helt enkelt ikke har den regnskabsførte værdi. Som et dansk eksempel kan man nævne, at Pensionsforsikringsanstalten (PFA) ifølge hjemmesiden har en ejendomsportefølje til en værdi af 57 milliarder danske kroner. PFA forvalter pensionsforsikringsmidler fra blandt andre de samme lønmodtagere på mellemindkomster, som risikerer at blive hjemløse, når de lejligheder, som forvalterne af pensionsforsikringsmidlerne investerer i på deres vegne, efterhånden får tårnhøj husleje efter renoveringer. Det gælder for eksempel sygeplejersker, pædagoger, lærere, som ikke har råd til at blive boende og heller ikke kan få offentlig boligydelse.
Det svenske ord reno-vräkning
De alt for lukrative forhold for ejerne af udlejningsejendomme er også med til at forklare det såkaldte byggeboom. Skønt det er hensynet til de boligløse, som bruges som argument, bygges der næppe i første omgang for at afbøde en mangel på boliger, om overhovedet, fordi de nye boliger er alt for dyre. Læg desuden til, at de boligkøer, der bruges som grundlag for argumentationen, er helt ude af kontrol. Ingen ved, om den der står i kø, har en bolig i forvejen og bare vil have en anden, om den der står i kø, også står i en boligkø et andet sted, eller om den der står i kø, faktisk står uden tag over hovedet.
For at føje spot til skade, ser man også, at de beboere, som lige akkurat havde råd til lejen, må finde et andet sted at bo, når lejen hæves efter en renovering. Det er i sandhed paradoksalt, hvis lejeren bor i en ejendom, som er forvaltet af lejerens eget pensionsselskab. På svensk bruges det nye ord reno-vräkning, hvor at blive vräkt betyder at blive sat ud af en lejlighed, og hvor reno- hentyder til renovering. Men fordi de nyrenoverede boliger er for dyre, er der ingen, der har råd til selv at betale, der vil bo der. Det vil sige, at de nye lejere må findes blandt personer, som helt eller delvis får deres husleje betalt af det offentlige. Og det samme gælder for det nybyggeri, som opføres med henvisning til boligmangelen. Det er kun de første år, de nye boliger tiltrækker resursestærke lejere. Efterhånden flytter de til andre nye områder. Som om det er selve nyheden, der har størst værdi. I næste omgang viser det, hvordan nybyggeriet snarere end noget andet indebærer en skjult – og illegitim – støtte til et erhverv, som i forvejen lukrerer på ubemidledes ekstraarbejde, og som desuden i den grad ødelægger det for alle os andre.
Det bliver altså – som sædvanlig – sådan, at både renoveringer og nybyggeri sker på bekostning ikke alene af de fattige lejere, som ved at levere arbejdet til ejernes arbejdsfri indkomster kommer til at fungere som en anden slags resurse for ejerne, men også sker på bekostning af naturgrundlaget, som er på vej til en total forarmelse. Med argumenter som sandsynligvis er helt grundløse.
Det er i den grad ikke holdbart!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
