Greenpeace i England kom i problemer, fordi det blev offentligt, at de havde været ude og tysse på andre grønne organisationer, der kritiserede Egypten for deres menneskerettighedsbrud. “Det forplumrer det grønne budskab”, var meldingen, hvorefter Greenpeace blev anklaget for at greenwashe COP’en og Egyptens militærdiktatur. For det er et falsk narrativ, at vi skal tie, så vi kan høre elitens stemmer højere.
Solidaritet med politiske fanger er kampen for repræsentation af de aktivister, der kæmper for systemforandring. I sidste ende er det et spørgsmål om, hvem vi tror, der skaber forandring. Hvis vi kæmper for, at fossilindustrien i kædedans med verdenslederne skal lave falske tekniske klimaløsninger, der ofte rammer verdens marginaliserede og køber os 15 år mere af privilegeret adgang til fossilenergi, så skal vi holde kæft om menneskerettighedsbrud og klappe af småpenge, som vi kommer til at betale til det globale syd i loss and damages.
I Danmark tænker vi ofte om miljø som natur: Alt det grønne og hellige der er blevet distanceret fra mennesket, som vi skal beskytte.
I Egypten handler miljø – al-bi´a – om meget mere end naturfredning. Miljøudfordringerne i Egypten integrerer mennesket og naturen, og derved bliver den sociale konflikt mere tydelig. I en rundspørge i 2001 blandt egyptere var de to største miljøproblemer i landet luftforurening og den manglende affaldshåndtering.
Affaldshåndtering blev privatiseret væk fra det lokale zabaleen community, der opsamlede og sorterede affaldet. I stedet blev affaldshåndteringen outsourcet til vestlige firmaer, som kunne se profit i affaldet. De importerede med sig et vestligt affaldssystem, der ikke kunne komme rundt i Kairos smalle gader på grund af deres store biler og derfor krævede, at folk skulle transportere deres affald til de par steder, hvor man kunne komme til. De rigeste i Kairo bor ikke i smalle gader, og den brede skraldebil kan sagtens komme til der.
Hvis vi ikke kæmper for social retfærdighed, er vi mikrofonholdere for korrupte forurenere.
Jo fattigere et område, des mere ophober skraldet sig. Det er ikke, fordi rige mennesker forurener mindre – tværtimod. Systemet er indrettet, så marginaliserede områder bliver bibeholdt marginaliserede, indtil byen kan komme med bulldozere og rydde området og bygge et gentrificeret turistområde. Miljøforurening er et klasseproblem, på samme måde som klimaforandringerne er et klasseproblem.
Sommeren i Libanon i 2015 var et varmt, lugtende helvede af ophobet skrald i Beirut. Det boligområde, der havde været byens deponi, blokerede nemlig i juli for yderligere skraldedumping. Da regeringen ikke længere kunne dumpe skrald i Naameh, ophobede skraldet sig i gaderne. Det blotlagde styrets korruption, ineffektivitet og klassediskrimination, og enorme protester under sloganet #YouStink startede. Det var tydeligt for libaneserne, at skraldeudfordringen ikke var et spørgsmål om teknik – det var en politisk kamp.
Når vi tager til COP’en og håber på kun at tale om CO2, skovfredning eller endda kun om betaling af loss and damages, så importerer vi vores snævre syn på natur og klima som adskilt fra samfund og politik. Og det er farligt, fordi det sparker døren ind for virksomheders profitmageri på tekniske løsninger.
I Egypten har klassekampens kobling til miljø og nu klima altid været tydelig – og derfor sidder landets mest prominente demokrati-, miljø- og klimaaktivister i fængsel: Alaa Abd El-Fattah, Ahmed Al-Kholy, Mohamed Adel, Mohamed El-Baqer og mange, mange andre. Denne COP tydeliggjorde, hvem der bliver repræsenteret, hvem der får lov til at skrive løsningerne, og hvem der bliver udelukket. Mens en hel generation af radikale og håbefulde tænkere sidder bag tremmer, var Coca Cola hovedsponsor, og der var igen rekordmange fossillobbyister til stede. COP27 var endnu et gated community for alle dem, der har skabt klimakrisen.
Derfor er det vigtigere at kæmpe for frigivelse af Egyptens – og verdens – politiske fanger end at tie, mens eliten leger med hinanden. Det er ikke kun Egyptens fejl – hele konceptet af COP’en bygger på eksklusion af de stemmer, der udfordrer økonomisk profit og status quo.
Hvis vi ikke kæmper for social retfærdighed, er vi mikrofonholdere for korrupte forurenere.
COP27 er slut, uden særlig klimahandling. Nu skal vi kæmpe videre for social retfærdighed – fordi grøn omstilling uden klassekamp bare er havearbejde.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
