Underskriftindsamling
Vi lever i en tid, hvor krig, oprustning og sikkerhed igen sætter den politiske dagsorden. Ruslands invasion af Ukraine og den skærpede konflikt mellem Rusland, Europa og NATO skal tages alvorligt.
Men netop derfor må fredsbevægelsen ikke overlade svarene til staten, militæret, NATO og forsvarsindustrien. En reel trussel er ikke en blankocheck.
Uenighed er ikke sabotage.
Disse 10 bud er et forsøg på at formulere et fredsarbejde, der hverken benægter farerne eller bøjer sig for oprustningens logik. Fred må organiseres som demokratisk, social og internationalistisk modmagt.
1. Vi tager truslen alvorligt, men giver ikke staten blankocheck
Fredspolitik begynder ikke med at benægte virkeligheden. Ruslands invasion af Ukraine og den skærpede konflikt mellem Rusland, Europa og NATO udgør en reel sikkerhedspolitisk risiko. Krig, oprustning, cyberangreb, sabotage og stormagtskonflikt er ikke fantasier.
Men en reel trussel gør ikke enhver politisk reaktion rigtig. Den ophæver ikke sociale konflikter, demokratiske rettigheder, klasseinteresser eller velfærdspolitiske prioriteringer.
Derfor må fredsbevægelsen fastholde to ting på én gang: Truslen findes, men den må ikke bruges som blankocheck til oprustning, militarisering, overvågning og social disciplinering.
2. Vi spørger altid, hvad “sikkerhed” betyder, og hvem den er sikkerhed for
Når staten taler om sikkerhed, lyder det som beskyttelse af borgerne. Men sikkerhed betyder også statens egen handleevne: dens kontrol, dens suverænitet, dens voldsmonopol, dens efterretningstjenester og dens evne til at gennemføre sin politik.
Derfor spørger vi: Hvilken sikkerhed taler vi om? Borgernes sikkerhed? Velfærdens sikkerhed? Arbejdspladsernes sikkerhed? Demokratiets sikkerhed? Eller statens og militærets sikkerhed?
Vi afviser, at sikkerhed reduceres til krigsduelighed. Et samfund er ikke sikkert, blot fordi staten er bedre rustet til krig.
3. Vi afslører, når den ydre fjende bruges til at skabe en indre front
Når truslen udefra vokser, vokser kravet om national samling indefra. Vi får at vide, at vi må stå sammen, tale ansvarligt, undgå splittelse og acceptere nødvendige ofre.
Men “national samling” er aldrig neutral. Den kan bruges til at lægge låg på sociale konflikter, lønkrav, velfærdsprotester, NATO-kritik og modstand mod oprustning.
Derfor insisterer vi på, at demokrati også er retten til uenighed – især når staten opruster. En ydre trussel må ikke gøres til et indre krav om tavshed.
4. Vi afviser, at kritik gøres til fjendens arbejde
Et af oprustningstidens farligste greb er ikke nødvendigvis den åbne anklage om forræderi. Det er den blødere mistanke – at kritik spiller fjenden kortene i hænderne.
Så behøver man ikke længere bevise, at nogen arbejder for Rusland. Det er nok at sige, at deres kritik objektivt gavner Rusland, svækker sammenhængskraften eller underminerer vores modstandskraft.
Vi afviser denne logik. Kritik af oprustning er ikke fjendens arbejde. Kritik af NATO er ikke i sig selv naivitet. Krigsmodstand er ikke desinformation. Uenighed er ikke sabotage.
5. Vi kræver beviser, når alt kaldes hybridkrig
Hybridkrig findes. Cyberangreb, sabotage, påvirkningsoperationer, droner og desinformation er reelle fænomener. Det ville være naivt at afvise.
Men netop derfor må begrebet ikke bruges så bredt, at næsten alt kan indpasses i det: kabelbrud, droneobservationer, tekniske fejl, sociale medier, politisk kritik, protester og almindelig uro.
Danmark har allerede haft sin egen drone-sag, hvor observationer ved lufthavne, kritisk infrastruktur og militære områder hurtigt blev indskrevet i en fortælling om hybride angreb. Det kan være nødvendigt at reagere hurtigt i en usikker situation. Men bagefter må der kræves dokumentation, åbenhed og præcis skelnen mellem bekræftede hændelser, sandsynlige vurderinger, fejlobservationer og politiske konklusioner.
Når alt kan være hybridkrig, bliver mistanken sin egen dokumentation. Man ser et mønster, fordi man allerede har besluttet, hvad mønstret betyder.
Derfor kræver vi konkret dokumentation. Ikke for at bagatellisere trusler, men for at forhindre, at hele samfundet styres gennem mistanke.
6. Vi kritiserer medier, der gør krigspolitikken til sund fornuft
Medier behøver ikke råbe på krig for at bidrage til militarisering. De kan gøre noget mere stilfærdigt: De kan gøre krigen forståelig, hverdagsagtig og administrerbar.
De kan lære os at tænke i trusler, beredskab, robusthed, forsvarsvilje, sammenhængskraft og nødvendige militære svar – uden først at undersøge den politiske ramme, der gør disse svar selvfølgelige.
Konstruktiv journalistik er ikke i sig selv problemet. Det kan være værdifuldt at undersøge løsninger, fremskridt, nuancer og handlemuligheder. Problemet opstår, når “konstruktiv” betyder, at journalistikken overtager statens problemformulering og derefter kun spørger, hvordan vi bedst tilpasser os den.
Hvis spørgsmålet allerede er: Hvordan bliver Danmark mere robust, mere beredt og mere krigsdueligt? – Så er svaret næsten givet på forhånd.
Derfor kritiserer vi ikke kun grov propaganda. Vi kritiserer også den pædagogiske normalisering af krigspolitikken. Og vi stiller det spørgsmål, der ofte springes over: Hvilke interesser, magtforhold og prioriteringer ligger bag selve problemformuleringen?
Krig bliver farligere, når den fremstilles som sund fornuft.
7. Vi afviser, at hele samfundet gøres krigsdueligt
Oprustning handler ikke kun om våben, kaserner og militærbudgetter. Den ændrer også samfundets indretning. Når sikkerhed bliver det overordnede politiske mål, begynder alle områder at blive vurderet efter deres bidrag til beredskab, robusthed og krigsduelighed.
Skoler, medier, arbejdspladser, havne, transport, energi, forskning, foreningsliv og fagbevægelse kan gradvist blive trukket ind i samme logik: Hvordan tjener de nationens sikkerhed? Hvordan styrker de modstandskraften? Hvordan bidrager de til, at staten kan handle i krise og krig?
Vi afviser, at civilsamfundet reduceres til statens reserve. Et samfund er ikke stærkt, fordi det hurtigt kan mobiliseres til krig. Et samfund er stærkt, når det beskytter liv, demokrati, velfærd, rettigheder og mulighederne for fred.
Derfor må fredsbevægelsen forsvare det civile samfund mod militarisering. Vi skal ikke gøre befolkningen krigsduelig. Vi skal gøre den i stand til at sige fra, når krigspolitik gøres til samfundets øverste fornuft.
8. Vi forbinder krigspolitik med klassepolitik
Oprustning er ikke kun udenrigspolitik. Den har en regning. Og den regning bliver betalt af nogen.
Når milliarder flyttes til forsvar, beredskab, våbenindkøb og militær industri, spørger vi: Hvad sker der med velfærd, arbejdsmiljø, løn, sundhed, uddannelse og sociale rettigheder?
Når staten kræver ansvarlighed, mådehold og national disciplin, er det sjældent de stærkeste, der betaler mest.
Derfor fastholder vi: Sikkerhedspolitik bliver klassepolitik, i det øjeblik regningen skal betales.
9. Vi advarer fagbevægelsen mod at blive krigsøkonomiens sociale afdeling
Når sikkerhedspolitikken breder sig til energi, transport, havne, industri, fødevarer, sundhed og digital infrastruktur, rykker den direkte ind på arbejdsmarkedet.
Så kan fagbevægelsen blive bedt om at tage nationalt ansvar: acceptere forhøjet tempo, fleksibilitet, mådehold, konfliktpause og tilpasning til beredskabets behov.
Men fagbevægelsens opgave er ikke at administrere krigsøkonomiens sociale omkostninger. Dens opgave er at forsvare lønmodtagernes interesser, også når staten taler om sikkerhed.
Derfor må fredsbevægelsen og fagbevægelsen finde hinanden. Lønmodtagerne har ikke pligt til at betale for oprustningen med deres løn, tid, rettigheder og velfærd.
10. Vi forsvarer fred som organiseret modmagt – ikke som privat fromhed
Fred er ikke bare en holdning, en følelse eller et moralsk ønske. Fredspolitik kræver organisation, analyse og modmagt.
Det er ikke nok at sige nej til krig. Vi må også sige nej til den samfundsform, der gør oprustning til sund fornuft, kritik til mistanke og national samling til politisk pligt.
Derfor må fredsbevægelsen være demokratisk, social, internationalistisk og materiel. Den må forsvare retten til uenighed, afsløre oprustningens interesser, forbinde krigspolitik med velfærd og arbejde – og insistere på, at reel sikkerhed ikke skabes ved at gøre samfundet krigsparat.
Fredens første bud er derfor dette: En reel trussel er ikke en blankocheck.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
