Vi har ikke tid til flere syltekrukker i sundhedsvæsnet
SVM-regeringen vil nedsætte en ny strukturkommission, der skal se på den manglende sammenhængskraft i sundhedsvæsnet. Men der er brug for handling nu og ikke flere syltekrukker, skriver Kirsten Normann Andersen i denne blog.
Manglende sammenhængskraft i sundhedsvæsnet. Det var baggrunden for den strukturreform, hvor man nedlagde amterne og sammenlagde kommuner i 2007. Manglende sammenhængskraft i sundhedsvæsnet er også baggrunden for den kommission, som den nye SVM-regering vil nedsætte. Denne gang er det størrelsen på regionerne, som er i spil.
Når de større regioner og kommuner ikke løste problemet med manglende sammenhængskraft, så er det virkelig svært at forestille sig, at statshospitaler kan løse problemet. Faktisk tværtimod.
Demokrati og politisk indflydelse er vigtig for legitimiteten i sundhedsvæsnet. Vi så det eksempelvis i den sidste valgperiode, hvor Sundhedsstyrelsen var i dialog med Rigshospitalet om centralisering af alle behandlinger på børnekræftområdet. Det ville betyde, at både Odense og Aarhus ville miste deres specialer.
Ud over at der ikke var nogen saglige begrundelser for centraliseringen, så var forslaget også til stor gene for patienterne. Det var netop den demokratiske samtale og den politiske aktivitet, som var årsagen til, at forslaget blev taget af bordet. De muligheder mister vi, hvis vi centraliserer beslutninger i sundhedsvæsnet og ensidigt overlader styringen til professionelle.
Hvad blev der af den seneste sundhedsaftale?
Hvis problemet er mangel på sundhedspersonale, så nytter det ikke at bygge et nyt sygehus. Før valget indgik et bredt flertal i Folketinget en sundhedsaftale, som både havde fokus på det nære og det sammenhængende sundhedsvæsen og fokus på rekruttering og fastholdelse.
Vi venter dog stadig på hvid røg fra den såkaldte Robusthedskommission, som har til formål at se på, hvordan andre faggrupper kan afhjælpe arbejdspresset på sygehusene.
Både lægesekretærer og social- og sundhedsassistenter har eksempelvis stået yderst på planken i årtiers besparelser. Men netop de to faggrupper kan være med til at aflaste travle sygeplejersker. Og erfarne sygeplejersker kan med fordel aflaste læger og sig selv, hvis de selvstændigt kunne bestille undersøgelser, prøver og/eller igangsætte visse behandlinger, som er gængs for et fagområde.
Men kommissionen skal også se på muligheden for, at eksempelvis farmakonomer i højere grad kan tage sig af medicindosering, som nogle sygehuse har gode erfaringer med.
Sundhedsaftalen er ikke perfekt, men på en række områder er der fri bane til at sætte i gang med nødvendige indsatser, som med nålestikspræcision kan bidrage til at aflaste et rødglødende sundhedsvæsen.
Men skal vi for alvor aflaste sygehusene, som grundet den demografisk udvikling kan se frem til flere og flere ældre medicinske patienter, så skal vi også fokusere på sundhedsindsatser uden for sygehusene.
Visitation til plejehjem i tide kan give ældre en mere tryg sidste tid. Men også vigtig forebyggende fodpleje eller rehabilitering i form af træning og vedligeholdelse af ressourcer kan forebygge indlæggelser. Og man kan med fordel forbedre samarbejdet mellem specialisterne på sygehusene og det alment erfarne personale i kommunerne og i lægepraksis.
Især for patienter med kroniske sygdomme kan det give mening, at praktiserende læger og sundhedspersonalet i kommunerne har adgang til samarbejde med specialisterne på sygehusene. Og netop de patienter kunne med fordel være tilknyttet en stamafdeling på sygehusene, så de ikke skal igennem en akutafdeling, når der er behov for indlæggelse.
Med sundhedsaftalen fik vi også afsat penge til indkøb af ny teknologi, som kan bruges i hjemmebehandling af visse kronikere og dermed aflaste sundhedsvæsnet. For eksempel kan hjemmemonitorering af KOL-patienter forebygge indlæggelser, og hjemmedialyse kan aflaste patienten og reducere behovet for kontakter til sygehusene. Men også ny teknologi til diabetespatienter kan forebygge følgevirkninger af sygdommen – hvis det altså tages i brug.
Regeringen slipper ikke for at tale om løn
Vi venter stadig på lønkomitéen – som skal komme med bud på, hvordan vi løser ligelønsproblemerne for offentligt ansatte kvinder på velfærdsområderne. Men løn- og ansættelsesvilkår i sundhedssektoren er et element, hvis vi skal lykkes med at rekruttere flere medarbejdere til sundhedssektoren.
Stort arbejdspres og mangel på personale skal løses ved at ansætte og uddanne mere personale. Og ligeløn er et af elementerne. Men lønnen i sundhedssektoren er også presset af konkurrence fra den private del af sundhedssektoren.
De private sygehuse varetager primært de letteste opgaver, som er lette at planlægge, det gør det også lettere at sikre nogle mere forudsigelige arbejdsforhold med færre vagter og så videre.
Der er imidlertid også eksempler på, at den privatansatte sygeplejerske rekrutteres med tilbud om en væsentligt bedre løn. Det har desværre også som konsekvens, at de erfarne sygeplejersker og læger mangler på de offentlige sygehuse, hvor man stadig har ansvaret for de akutte patienter og for de mere komplekse patienter, som typisk fejler mere end en ting.
Og lige netop de patienter risikerer i dag at stå på en uendelig venteliste. De er nemlig for syge til, at de kan gøre brug af behandlingsgarantien, men for raske til, at de kan prioriteres før akutte patienter.
Sundhedsaftalen er ikke perfekt, men på en række områder er der fri bane til at sætte i gang med nødvendige indsatser, som med nålestikspræcision kan bidrage til at aflaste et rødglødende sundhedsvæsen.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
13% af 750.000 DKK
97.165 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
