Den 1. maj valgte USA’s præsident Donald Trump at offentliggøre et nyt dekret om sanktioner mod Cuba og mod personer, virksomheder og stater, der handler med eller investerer i Cuba. Trumps og Washingtons had til Cuba er så mægtigt og blindt, at ingen jurist i hele verden vil kunne forstå og forklare indholdet i det nye dekret, som kan læses på Det Hvide Hus’ hjemmeside. Men det er nok meningen, at dekretet netop skal sprede frygt og usikkerhed.
Den 1. maj var derimod præget af solidaritet, patriotisme og kærlighed i Cuba.
Over fem millioner cubanere deltog på den internationale kampdag i demonstrationer og manifestationer over hele øen. Flest i Havanna, hvor festmødet var flyttet fra Revolutionspladsen til havnepromenaden Malecon, hvor USA’s ambassade ligger… så kunne Uncle Sam kigge med og tælle, hvor mange han er oppe imod.
80 procent af den voksne befolkning har i dagene op til 1. maj underskrevet et løfte om at ville forsvare revolutionen og socialismen.
Over halvdelen af Cubas befolkning var på gaden, og i flere af dagens taler blev der udtrykt stolthed over, at over 80 procent af den voksne befolkning i dagene op til 1. maj har underskrevet et løfte om at ville forsvare revolutionen og socialismen.
Trumps begrundelse for igen og igen at stramme blokaden mod Cuba er påstande om, at Cuba er en “usædvanlig og ekstraordinær trussel mod USA’s sikkerhed”. Trump anklager Cuba for at destabilisere regionen med ’kommunistisk propaganda’, huse terrorister fra Hamas, Hizbollah og colombianske ELN, at Rusland og/eller Kina har elektroniske spion-baser i Cuba med mere. Men Trump har ikke fremlagt beviser, og Cuba afviser alle beskyldninger.
I dagene omkring den 1. maj mødtes derimod over 700 gæster fra 36 lande helt åbnet og fredeligt i Havanna til en manifestation af solidaritet, mangfoldighed og enhed.
Cubas præsident Miguel Diaz-Canel talte til forsamlingen den 2. maj:
– Cuba er et fredens land, og der er absolut intet belæg for at betegne os som en trussel mod USA’s sikkerhed, lød det fra præsidenten.
Diaz-Canel gentog, at Cuba er klar til samtaler med USA for at løse konflikter og uenigheder. Cuba har kun ét krav, hvilket er, at møderne skal foregå i gensidig respekt for landenes suverænitet og selvstændighed.
Cubas militær er på ingen måde en trussel mod USA’s sikkerhed. Det er et defensivt forsvar. Helt siden slutningen af 1980’erne har Cubas forsvarsdoktrin haft overskriften “Hele folkets krig”. Det betyder, at alle cubanere har en veldefineret opgave i tilfælde af en militær aggression mod landet.
– Hver cubaner har en plads og en mission i forsvaret af revolutionen og selvstændigheden og betragter dette både som en pligt og en ære, forklarede præsident Diaz-Canel i et interview med nyhedsbureauet Prensa Latina for nylig.
Spørgsmålet om forhandlinger eller dialog mellem Washington og Havanna spekuleres der ofte i af internationale og danske medier.
Så at sige alle store medier er enige om, at Cuba står foran et sammenbrud, et systemskifte – regimeskifte, som det kaldes. At Cubas problemer med energi, produktion, fødevarer, transport, medicin og sundhedsvæsen er så store og uløselige, at revolutionens og socialismens endeligt kun er et spørgsmål om tid.
Blogindlægget fortsætter…
På den baggrund skriver de store medier om hemmelige kontakter mellem Havanna og Washington; som om forhandlere fra Cuba må formodes at bringe forsigtige tilbud om ’overgivelse’ for til gengæld at få nogle løfter om ’mildhed’ og ophævelse af sanktioner.
Især det store dagblad i Florida, Miami Herald, spekulerer side op og side ned i Cubas snarlige undergang – og det ser ud til, at mange internationale aviser tager pejling af Miami Herald.
Florida-avisens yndlingshistorie er, at Raul Castros ældste barnebarn, Raúl Guillermo Rodriguez Castro, er udset til at være den ’hemmelige forhandler’, som skal prøve at sikre Castro-familien og Cubas nyriges interesser i tilfælde af et regimeskifte.
Avisen rapporterer om “Raulito” – eller “Krabben” (hans kælenavn). Hans møder og flyrejser i regionen og til USA.
Raul Guillermo er imidlertid en af lederne af den store erhvervskoncern GAESA, som spiller en vigtig rolle inden for produktion, turisme og handel. Det er således ikke mystisk, at manden rejser meget og mødes med politikere og erhvervsfolk. GAESA er i øvrigt sanktioneret i USA’s blokadelovgivning, fordi koncernen har tætte bånd til Cubas forsvar.
Cuba skjuler ikke, at landet har en dialog med USA – eller at Cuba ønsker flere samtaler og forhandlinger om at løse problemer og afklare uenigheder. For alternativet er jo en permanent fare for aggression og væbnet konflikt, som Cuba vil undgå.
De, som følger med i cubanske mediers dækning af forholdet til USA, vil i øvrigt støde på en gammel bekendt, nemlig Lianys Torres, som fra 1998 til 2002 var cubansk konsul i Danmark, mens hendes mand Carlos var ambassadør.
I 2013-14 var Lianys Torres på det cubanske hold, som forhandlede med USA’s præsident Obamas folk om en normalisering af forbindelserne samt om løsladelse af “de 5 cubanere”, som siden 1998 havde siddet fængslet i USA.
Dengang som nu er der kun én ting, som Cuba ikke vil forhandle om; nemlig retten til suverænitet og selvbestemmelse.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
06. maj 2026 | 06:48
HOLD DA OP — SVEN ERIK !!!!!
Tænk i indtil nu har i indsamlet 293.359 kr.
Til solceller til CUBA.
Et stort lys — i en mørk tid !!!
Jeres store arbejde — bærer virkelig frugt.
I må værre meget overrasket, at så stort beløb til CUBA — på så kort tid ???
Hvordan mon indsamlingen, går ude i verden til CUBA ???
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
