Økonomistyring i kommunerne
Tro kan ikke altid flytte bjerge
Kommunernes Landsforening vil endnu engang diskutere de løbske udgifter på det specialiserede socialområde. Det er på tide, at den diskussion bliver taget ud fra viden om, hvad der virker, og hvordan den viden kan understøtte fagligt funderede afgørelser, skriver Thorkild Olesen i denne blog.
|
I denne uge afholder Kommunernes Landsforening (KL) sit kommunaløkonomiske møde. Her forventes det, at man for gud ved hvilken gang vil drøfte udgifterne på det specialiserede socialområde. Udgangspunktet vil formentlig være det sædvanlige: At udgifterne påstås at løbe løbsk fulgt op af forslag om, hvordan man kan spare på hjælpen til de medborgere, der har brug for den.
Og her sidder jeg så for gud ved hvilken gang og siger det samme, som jeg har sagt igen og igen. Hvis man har tilstrækkelig viden om, hvad der virker, og hvis man bruger den viden i sagsbehandlingen, vil borgerne får den rigtige indsats første gang, og udgifterne vil være forudsigelige.
Problemet er dybest set, at hverken KL, Finansministeriet eller Socialministeriet ved, hvad kommunerne bruger pengene på. I stedet forhandler KL økonomiaftaler med finansministeren ud fra antagelser og oplevelser, altså anekdotisk evidens.
Der mangler viden og dokumentation
Lad os tage to aktuelle eksempler.
I den økonomiaftale, KL og finansministeren indgik i 2024, fremgår det, at man skal indføre en beløbsgrænse på frit valg af botilbud for de borgere, der har behov for sådanne tilbud. Beløbsgrænsen skal være nul procent modsat nu, hvor Ankestyrelsen har afgjort, at loven skal fortolkes sådan, at der kan være en prisforskel på 20-25 procent.
Argumentet er, at det koster kommunerne milliarder, at borgerne kan vælge dyrere, private tilbud.
Men hvis man spørger Socialministeriet eller KL, findes der faktisk ingen konkrete tal for, hvor meget det koster kommunerne, at borgerne kan vælge frit. KL har sikkert hørt fra en socialdirektør eller en kommunalpolitiker, at de har oplevet, at det koster dem penge, men der er altså ingen evidens for, at det er derfor, kommunernes økonomi påstås at løbe løbsk på botilbudsområdet.
Til gengæld betyder den usikkerhed, man hermed giver borgerne, at de bliver utrygge for, om de kan blive boende i deres botilbud. Det er ikke anekdotisk, det er noget, handicaporganisationerne får besked om fra pårørende og borgere i botilbud. Utryghed er ikke sundt for borgerne og kan i nogle tilfælde betyde større trivselsproblemer, mere udadreagerende adfærd og dermed også dårligere arbejdsmiljø for personalet i botilbuddene.
Hvis man har tilstrækkelig viden om, hvad der virker, og hvis man bruger den viden i sagsbehandlingen, vil borgerne får den rigtige indsats første gang, og udgifterne vil være forudsigelige.
Alt sammen fordi KL og finansministeren har indgået en aftale uden skyggen af belæg for, at det løser et problem.
Et andet element fra økonomiaftalen er, at man har aftalt, at efterladte pårørende til afdøde borgere med handicap, som stadig bor i det særlige tilbud, kommunen har visiteret den afdøde til, skal kunne opsiges fra lejemålet. Typisk er disse botilbud omfattet af lejeloven, og det er dermed vanskeligt at opsige en pårørende uden handicap, fordi de nyder lejerettigheder.
Lad mig slå fast: Jeg synes heller ikke, at borgere uden handicap skal optage den slags særlige boliger, hvis det betyder, at mennesker med handicap ikke kan få plads.
Det har man bare ikke undersøgt. Et eller andet sted har KL hørt fra en kommune, at de har det konkrete problem, og vups er det et element i en forhandling med finansministeren.
Løser det så et stort og dyrt problem?
Nej. Alle og enhver kan spørge i Socialministeriet, og deres svar vil være, at det formentlig drejer sig om mindre end fem tilfælde hvert år. Det bliver næppe til milliarder af kroner årligt.
Beskæftigelsesprojekt for centraladministrationen
Men nu skal lovgivningsapparatet køre en tur for at løse dette problem. Det minder mest af alt om et kommunalt beskæftigelsesprojekt for centraladministrationen og Folketinget.
Og nu skal KL og alle kommunernes politiske og administrative ledelser så igen mødes i Aalborg for at diskutere den løbske økonomi på det specialiserede socialområde. Resultatet af de drøftelser af anekdotisk karakter kan vi formentlig se, når økonomiaftalen falder på plads i løbet af foråret.
Gad vide hvornår vi kommer til at diskutere ud fra viden om, hvad der virker, og hvordan den viden kan understøtte fagligt funderede afgørelser?
Så længe dårligt funderede økonomiaftaler mellem parter, der ikke helt ved, hvad de snakker om, er bestemmende for området, sker der ikke noget positivt for viden og faglighed og dermed for kommunernes økonomi og borgernes tillid til kommunerne.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
16. januar 2025 | 08:50
