SNURRETOPPENS PARTI
Enhedslistens optræden i forbindelse med krisen i Ukraine, minder om snurretoppen der drejer rundt om sig selv.
Folketingsgruppen vedtog først, at den ikke ville støtte NATO og dens våbenleverancer til Ukraine.
På et hovedbestyrelsesmøde i partiet vedtog et spinkelt flertal, at støtte våbenleverancerne fra Danmark!
Det tyder på at partiet er blevet offer for det krigshysteri, som medierne og regeringen pisker op i offentligheden.
Putin er Satan selv og NATO er The Good Guys der støtter det ”frihedselskende Ukraine”.
Har Enhedslisten fuldstændig glemt klasseanalysen og hvilke kræfter der er på spil?
Uanset om det er Rusland, Ukraine, EU eller USA er det imperialistiske magter, som forfølger deres egne interesser.
Kravet må være at stoppe krigen, sikre freden gennem forhandlingerne, og stoppe enhver form for indblanding udefra!
Som i den autoritære stat står Danmarks Radio og Folketinget sammen om krigen
Danske medier og politikere – fra højre til venstre – har ikke i de snart 50 år, jeg har været med, været så intellektuelt nedrustede og støttet krig så ensrettet, skriver Jan Øberg.DR kørte på etårsdagen af Ruslands folkeretsstridige og uetiske invasion et langt program med blandt andet krigsfotograf Grarups billeder, folk fra Forsvarsakademiet med uniform på både yder- og indersiden, Ruslandskendere/-hadere, sine egne korrespondenter og statsministeren. Man savnede dronningen, der mener, at Putins øjne er de koldeste, hun nogensinde har set.
Freden ligger aldrig på slagmarken.
Krigen begyndte ikke for et år siden, den begyndte i 2014 med den af USA-orkestrerede regimeforandring i Kyjiv, NATO-landenes oprustning af Ukraine, så det kunne gennemføre en borgerkrig i otte år med 14.000 dræbte.
På DR véd de det ikke
Konflikten begyndte for cirka 30 år siden, da den gamle kolde krig ophørte, og ekspansion blev NATO’s eneste eksistensberettigelse. I over 20 år har NATO været aktiv i Ukraine for at få Ukraine ind i NATO.
Samtlige russiske ledere siden Gorbatjov har protesteret mod, at land efter land blev NATO-medlem trods alle vestlige lederes veldokumenterede løfter til ham om, at NATO ikke ville ekspandere “en tomme”, hvis blot han accepterede det forenede Tyskland i NATO.
På DR véd de det ikke
Der skal to til at konflikte. Der findes ingen krig – ingen vold – uden at der ligger nogle konflikter mellem parterne, som de ikke har kunnet løse.
Nøglerne til fred ligger i at forstå konflikterne og kreativt pege på mulige fremtider, som alle parter kan leve med. Freden ligger aldrig på slagmarken. Og at den ene gør noget galt betyder aldrig, at alt, hvad den anden gør, derfor er rigtigt.
På DR véd de det ikke
Stribevis af amerikanske og andre sikkerheds- og Ruslandseksperter, tidligere ambassadører samt den nuværende CIA-chef William Burns, som var ambassadør i Moskva, har advaret mod at gøre netop Ukraine til NATO-medlem. Dér gik den rødeste linje.
Putin sagde det i 2007. Rusland har fremsat forslag til kompromis flere gange før invasionen. Afvist. NATO besluttede i 2008, at Ukraine skulle blive NATO-medlem trods det faktum, at der før invasionen aldrig var majoritet i Ukraine for NATO. USA indgik sidst i 2021 en strategisk militæraftale med Kyjiv.
På DR véd de det ikke
DR’s Caroline Vendelbo Sørensen, der ikke har nogen uddannelse i international politik, har begået en “Forstå Sagen: Hvorfor invaderede Putin Ukraine?” – der er fuld af faktafejl, fordrejninger og fortielser.
Kvalitetskontrol? Nej, bare det er anti-russisk, og de samme statsligt betalte eksperter gentager sine halve sandheder og fortier NATO’s historiske medansvar. DR næsten ikke til at holde ud.
På DR véd de det ikke
Danske medier og politikere – fra højre til venstre – har ikke i de snart 50 år, jeg har været med, været så intellektuelt nedrustede og støttet krig så ensrettet. Som lemminger mod afgrunden. Professionel deformering. Gruppetænkning. Orkestreret?
Se kun på Putins kolde øjne, så véd du, at vi er uskyldige. Militæret, industrien, Politiken, medierne og akademikerne elsker Putin og russerne.
Krigen mod Rusland – som sælges som en krig for Ukraine, der sandsynligvis vil blive smadret helt – holder det synkende Vest sammen.
Men efter krigen skal regningerne betales. Da vil Vesten have militariseret sig ihjel og blive en periferi i verden.
Erhvervslivet, kongehuset, Christiansborg, broerne, Udenrigsministeriet, banker, turistobjekter, flag, spadseredragter, nåle og slips i gult og blåt, blip-båt – og gud, hvor går det godt…
Vi så aldrig Afghanistans, Iraks, Somalias, Serbiens, Bosniens, Libyens, Syriens og Yemens farver. Millioner døde dérude, 350.000 alene i Syrien. Men under 10.000 hidtil i Ukraine, vort kristne nærområde. Forskellen? Dette er Ruslands krig, ikke USA’s, NATO’s og EU’s.
På DR véd de det godt
Og ingen i Folketinget griber ind mod den statslige DR-agitationspropaganda og brud på loven om DR’s virke. Begge støtter krigen, for de evner ikke freden.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.