Mødt af freds- og Palæstinaflag
Samarbejdet mellem kommuner og regioner skal forbedres
Indsatsen for at hjælpe mennesker, der er ramt af psykisk sygdom, er ikke god nok. Kommuner og regioner skal i fællesskab leve op til deres ansvar. Der skal konkrete handlinger til for at sikre, at kommunerne kan yde den specialiserede hjælp, der skal til, og at regionerne kan yde den rette behandling.
|
I disse dage er det seks år siden, at jeg begyndte at ytre mig offentligt i forhold til de vilkår, jeg som ansat i socialpsykiatrien oplever, der er for de voksne mennesker med psykiske lidelser – mennesker, som har brug for hjælp, støtte og behandling til at kunne leve et værdigt liv.
Det var på baggrund af tragiske omstændigheder, nemlig drabet i 2016 på min kollega Vivi Jensen på bostedet Lindegården, og de fire drab, der havde været forinden. Drabet på Vivi var nemlig ikke det første, men det femte drab på en ansat i en periode på fire år. Op til drabet havde mine kolleger og jeg prøvet at råbe op, da vi oplevede, at en gruppe af beboerne på bostedet var så syge, at de blev til fare for sig selv og andre.
Efterfølgende har der været endnu et drab på en ansat fra et bosted, så nu er tallet seks drab på ti år.
Mangel på tilstrækkelig hjælp og behandling
Oplevelsen fra dengang sidder stadig i mig. Ikke fordi jeg tænker på det hele tiden, men hvert år på årsdagen for drabet på Vivi, så bliver jeg vemodig. Det gør jeg blandt andet, fordi jeg oplever, at der i de seks år, som er gået siden, ikke er sket meget, som ændrer på de vilkår, som gør, at der opstår situationer, hvor mennesker kan blive til fare for sig selv og andre. Det kan ske, fordi de bliver desperate og meget syge, hvis de ikke får den nødvendige hjælp og behandling, som de har brug for.
Jeg bliver også vred over, at fokus ofte bliver på, at det er farligt at arbejde i psykiatrien. På den måde får man stigmatiseret mennesker med psykiske lidelser som voldsmænd og potentielle mordere. Og det gør mig ærgerlig, at det også af og til forlyder, at personalet mangler faglighed. For mig er der mange flere nuancer, og der er brug for at tale om sammenhæng.
Jeg kunne godt tænke mig, at vi i stedet for kun at tale om de personer, som bliver beskrevet som dem, der “ryger mellem to stole”, gør noget konkret. Hvordan får vi skabt sammenhæng for disse personer?
Kommuner og regioner skal forbedre samarbejdet
Lidt groft betragtet oplever jeg i mit arbejde som socialpædagog, at man i kommunerne siger, at grunden til, at man ikke kan hjælpe den enkelte person, er fordi han/hun ikke får den nødvendige hjælp i regionens regi.
Et eksempel kan være, når en person med en psykisk sygdom bliver indlagt, fordi personen bliver til fare for sig selv og andre, så går der ikke mange dage eller timer, før vedkommende igen bliver udskrevet. I regionerne oplever jeg, at man siger, at det er kommunerne, som ikke formår at give den nødvendige hjælp til den enkelte person, når han/hun bliver udskrevet.
Men hvem tager ansvaret for at løse det problem, at de to sektorer ofte har forskellige virkelighedsopfattelser?
Jeg ser, at der er tale om fagprofessionelle i begge sektorer, som gerne vil kunne yde den hjælp, som skal til, men at der er et kapacitetsproblem begge steder, som fører til uhensigtsmæssige handlinger. Det kan eksempelvis være for tidlige udskrivelser i regionen og manglede fleksibilitet i kommunerne i hverdagen.
Så længe man ikke tager et fælles ansvar og arbejder sammen i sektorerne, så vil mennesker med psykiske lidelser blive ved med at have svært ved få det værdige liv, som de har ret til. De fagprofessionelle, som arbejder i psykiatrien, skal have arbejdsvilkår, som sikrer, at de kan bruge deres faglighed på en hensigtsmæssig måde.
Fælles ansvar
Vi skal sikre, at kommunerne og regionerne i fællesskab lever op til deres ansvar. Der skal konkrete handlinger til for at sikre, at kommunerne kan yde den specialiserede hjælp, der skal til, og at regionerne kan yde den rette behandling, og at de har fokus på et helhedsbillede af mennesket bag lidelsen.
Der er brug for flere penge og for, at regeringen tager ansvar og hjælper sektorerne med den fornødne økonomi, som det kræver at skabe sammenhæng. For seks år siden, den 27. marts 2016, skrev jeg i et opslag på Facebook: “Så kære politikere, embedsmænd og kære det danske samfund: Vi må prioritere at tilføre ressourcer i stedet for at skære ned.”
Opslaget blev delt 17.000 gange!
Det budskab har jeg stadig, så vi i fremtiden kan fortælle skønne historier om, hvordan mennesker med psykiske lidelser får den nødvendige hjælp, som gør dem i stand til at leve et værdigt og meningsfuldt liv.
Læs også
31. marts 2022 | 06:00
