Ryk fåreklæderne af bæstet
Bag fromme hensigtserklæringer kan der ligge en helt anden dagsorden, som er så beskidt, at man næsten ikke fatter det. Og påpeger du, at ulven er trukket i fåreklæder, bliver du straks stemplet som "konspirationsteoretiker".
Vi er i en tid, hvor det kan være svært at navigere. Ting er ikke det, de giver sig ud for at være. Bag fromme hensigtserklæringer kan der ligge en helt anden dagsorden, som er så beskidt, at man næsten ikke fatter det. Og påpeger du, at ulven er trukket i fåreklæder, bliver du straks stemplet som “konspirationsteoretiker”.
Lad mig give to eksempler:
Den første er selvfølgelig Ukrainekrigen: Vi skal angiveligt støtte Ukraine med flere våben, “fordi det er en kamp, hvor vestlige, demokratiske værdier er oppe mod despoterne”, og “om lidt står Putin på vores dørtrin”.
USA profiterer af krigen
Sandheden er, at det er USA, der har interesse i den her krig. For hermed fik USA mulighed for at banke sine allierede i EU på plads. De var ved at blive lidt for gode venner med Kina. Og den amerikanske våbenindustri fik en masse store ordrer. Skulle det udløse en omfattende landkrig i Europa, så er USA i sikker afstand. Det er de europæiske befolkninger, der bliver ramt.
Det er også os, der bliver ramt af sanktionspolitikken. Priser på energi og mad stiger, folk bliver fattigere. Arbejdsløsheden har vi kun lige set begyndelsen af. Især i Tyskland er store, energitunge koncerner begyndt at lukke ned og flytte til USA, i takt med at der bliver lukket for gassen fra Rusland. Det kommer til at ramme hårdt, også i Danmark.
Men de amerikanske energi- og fødevaremonopoler slikker sig om munden. Det europæiske marked ligger åbent. Manøvren lykkedes.
Det er lidt ligesom med Titanic: Vi sejler mod afgrunden, mens propagandaen brager ud af højtalerne. Dem på øverste dæk kommer sikkert nok i redningsbådene. Det er alle dem på de nederste 10 dæk, der drukner…
Man kniber sig selv i armen og spørger: Hvordan pokker er det gået til, at EU – fuldstændig frivilligt – lægger sig op på slagtebænken? Hvorfor varetager det europæiske monopolborgerskab ikke engang sine egne interesser i denne situation? En mulig forklaring kan være, at de europæiske monopoler er nært forbundet med de amerikanske monopoler.
I resten af verden – Latinamerika, Asien og Afrika – har man for længst gennemskuet manøvren og begynder iskoldt at rive sig løs fra USA-imperialismens jerngreb og etablere egne magtstrukturer.
Kan vi så ikke bare være ligeglade med, at borgerskabet i EU er gået lige i fælden?
Nej, det kan vi ikke. For det er lidt ligesom med Titanic: Vi sejler mod afgrunden, mens propagandaen brager ud af højtalerne. Dem på øverste dæk kommer sikkert nok i redningsbådene. Det er alle dem på de nederste 10 dæk, der drukner…
Plan om kunstig mad
Jeg vil nævne et andet eksempel, som ikke så mange har fået øjnene op for endnu, men som er i samme liga som krigen, nemlig fødevareproduktion. Også her varetager politikerne monopolernes interesser i en sådan grad, at de er villige til at ofre en hel befolkningsgruppe.
I Davos, hvor den vestlige verdens topledere sidder til højbords med de store industriledere, har man udtænkt en genial plan. Den handler om, at vi helt skal droppe at producere almindelige fødevarer dyrket på landbrugsjorden. I stedet skal vi lære at spise kunstig mad produceret i laboratorier. Det kaldes “præcisionslandbrug”.
Planen vil betyde en yderst givtig forretning for fødevaremonopolerne og sikre dem fuldstændig kontrol. Men den vil også betyde dødsstødet for millioner af producerende bønder over hele verden.
Så hvordan kan man slippe afsted med sådan en plan? Ved at pakke det hele ind i fromme formaninger om, at hvis vi skal redde kloden fra klimakatastrofen og samtidig sikre mad til verdens befolkninger, så er kunstig mad den eneste løsning.
Hvor utroligt det end lyder, er en lang række politikere, forskere og meningsdannere i fuld gang med at sætte denne plan i værk.
Det haster med et opgør
Det haster med, at vi får taget et opgør med de store fødevaremonopolers skæbnesvangre plan. Det kræver, at vi skaber en bred alliance mellem arbejderne, forbrugerne og alle de almindelige småproducenter inden for madproduktion. Vi har fælles interesser i at danne en politisk bevægelse, der sætter denne dagsorden.
Det kan virke som en næsten umulig opgave at sætte sig op mod disse mægtige kapitalkræfter. Men husk på: Når klassekrigen bliver så skærpet, når den førte politik bliver så renlivet klassepolitik, som vi ser i dag, så dannes samtidig det objektive grundlag for, at arbejderklassen og almindelige arbejdende mennesker – alle os, der skaber værdierne og ikke lever af at nasse på andre, kan forene os i en samlet modstand.
Og så er opgaven måske alligevel ikke umulig.
Ude i Europa er modstanden ved at vågne.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
16% af 750.000 DKK
118.172 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
