Udtalelse
Rabat på skat giver ikke bedre sundhed i yderområderne
I Nordjylland ved vi kun alt for godt, at velfærden og sundhedstilbuddene i Danmark ikke er ligeligt fordelt. Men løsningen er ikke skattelettelser. Det er investering i sundhed i især yderområderne.
|
I Nordjylland ved vi kun alt for godt, at velfærden og sundhedstilbuddene i Danmark ikke er ligeligt fordelt. Men løsningen er ikke skattelettelser. Det er investering i sundhed i især yderområderne.
I forbindelse med Folketingets åbning deltog et par nordjyske politikere i et interview, hvor de blev spurgt til et forslag om at give skatterabat til borgere i yderområder. Argumentet var, at disse borgere betaler det samme i skat som dem i de store byer – men ikke får samme service igen.
Jeg forstår godt den frustration, der ligger bag ønsket om at rette op på geografisk skævvridning. I Nordjylland mærker vi det tydeligt, og særligt i yderområderne. Afstanden til sundhedstilbud er større, ventetiderne kan være længere, og rekruttering af sundhedspersonale er en konstant udfordring. Mange borgere oplever, at deres adgang til velfærd ikke er på niveau med resten af landet.
Men skatterabatter løser ikke problemet. Tværtimod risikerer de at forstærke uligheden – især den ulighed i sundhed, som vi i forvejen kæmper med, særligt i Nordjylland og andre yderområder.
Hvis vi som samfund mener det alvorligt, når vi siger, at sundhed skal være for alle, så kræver det reel politisk vilje til at investere i et velfærdssystem, der er nærværende og bæredygtigt.
Vil man som borger virkelig være mere tilfreds med, at ambulancen er længere tid om at komme frem, hvis man har betalt mindre i skat? Vil man synes, det er rimeligt, at der ikke er adgang til samme sundhedstilbud – fordi man bor i det “forkerte” postnummer?
Det tror jeg ikke. Jeg tror, de fleste borgere ønsker tryghed og lige adgang til sundhedsydelser – ikke en rabat på dårligere velfærd.
Derfor vækker det bekymring, når vi ser forslag, der reelt accepterer forskelsbehandling og kompenserer for den med skattelettelser. Det er ikke en løsning – det er en falliterklæring.
Regeringens sundhedsreform har ellers en erklæret ambition om at mindske uligheden i sundhed. Den ambition er vigtig, og den deles af os i Dansk Sygeplejeråd. Men vi kommer ikke i mål med den, hvis vi samtidig åbner for initiativer, der accepterer et A- og B-hold i velfærden.
Vi har netop i Dansk Sygeplejeråd lanceret et sundhedsudspil med en række konkrete forslag, som peger i den modsatte retning: Et nært og sammenhængende sundhedsvæsen, hvor hver enkelt borger og patient kan få den professionelle omsorg og sygepleje, som de forventer og fortjener, samt et øget fokus på forebyggelse og sundhedsfremme, der når ud til borgerne lokalt.
Her spiller sygeplejersker en afgørende rolle. Det er ofte os, der møder borgerne først – i hjemmesygeplejen, på akutte tilbud, i psykiatrien og i almen praksis. Vi ved, hvor skoen trykker, og vi har kompetencerne til at løfte flere opgaver tættere på borgerne, hvis rammerne er på plads.
I Nordjylland ved vi, hvad det betyder, når vigtige sundhedstilbud er for langt væk. Og vi ser konsekvenserne. I Region Hovedstaden er der 32 speciallæger per 10.000 indbyggere. I Nordjylland er der 24. I Nordjylland er 65,5 procent af ambulancerne fremme inden for 10 minutter – i hovedstaden er det 88,7 procent. På Mors lever folk i gennemsnit, til de er 80,2 år – i Gentofte lever man i gennemsnit 83,8 år.
Man behøver ikke engang bevæge sig så langt for at finde en rystende stor ulighed i danskernes sundhed. En udsendelse i DR for snart ti år siden viste, at beboerne i Hasseris lever 13 år længere end indbyggerne i Aalborg Øst. Det har desværre næppe ændret sig ret meget.
Med de rette investeringer kan sygeplejersker være med til at sikre et mere sammenhængende og tilgængeligt sundhedsvæsen – uanset geografi. Vi kan bidrage til mere forebyggelse, færre indlæggelser og bedre forløb for patienter med kroniske sygdomme. Og vi kan styrke trygheden for borgerne i yderområder, hvis vi får mulighed for at bruge hele vores faglighed.
Men det kræver, at man vælger at investere i sundhedstilbud – ikke give afkald på dem og kompensere med skattelettelser.
Hvis vi som samfund mener det alvorligt, når vi siger, at sundhed skal være for alle, så kræver det reel politisk vilje til at investere i et velfærdssystem, der er nærværende og bæredygtigt – og hvor sygeplejersker får rammerne til at bidrage med den forskel, vi ved, vi kan gøre.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
13. oktober 2025 | 06:00
