Læserbrev
Pressen svigter demokratiet
Hver dag byder på nye eksempler på, at "melodien" er den samme i størsteparten af medierne. Det så vi eksempelvis i forbindelse med det amerikanske valg. En af konsekvenserne er udbredt skepsis over for nyhedsformidlingen, fordi det ikke er til at se forskel på det faktuelle og det propaganderende.
|
Dansk presses lederskribenter i stort antal ålede i dagene efter det amerikanske valg den 4. november Demokraterne for ikke i tide og for længst at have opfattet, hvad der i realiteternes verden virkelig optog de amerikanske vælgere: Økonomien og udhulingen af store befolkningsgruppers levestandard og immigrationen.
Det er sikkert korrekt, at der var fatale, afgørende misforståelser og mangel på erkendelse af “den amerikanske hverdag”.
En elitær elite styrede
Det krævede imidlertid ikke den helt store indsigt i amerikanske forhold at konstatere det.
Den sidste halve snes år har det været karakteristisk for Det Demokratiske Parti, at det blev styret af en elitær klike på toppen, som var meget optaget af at holde Bernie Sanders og andre ligesindede så langt væk fra indflydelse i partiet som muligt.
Men dén mangelfulde erkendelse af de faktiske forhold gjaldt i udpræget grad for pressen selv.
Mit kendskab til amerikansk presse er i sagens natur ikke så indgående og detaljeret, at jeg med sikkerhed kan vurdere den.
Den sidste halve snes år har det været karakteristisk for Det Demokratiske Parti, at det blev styret af en elitær klike på toppen, som var meget optaget af at holde Bernie Sanders og andre ligesindede så langt væk fra indflydelse i partiet som muligt.
Men de store og internationalt udbredte amerikanske aviser var på linje med næsten hele den danske presse formidlere af Det Demokratiske Partis udlægning af forholdene og bud på fremtidens løsninger.
Ganske typisk i så henseende var det, da en af et stort dansk medie i USA fast udstationeret korrespondent her i oktober 2024 udgav en bog, hvor han beskrev sin chokagtige forundring over de daglige levevilkår for befolkningen i det såkaldte rustbælte og hele stemningen dér sammenlignet med den udbredte opfattelse i Washington DC, hvor han selv med familie havde boet siden ankomsten i 2021.
Og hvorfra han så i de to-tre år løbende havde sendt sine jævnlige beretninger til avisens læsere om amerikanske forhold.
Indforstået dækning
Nu er opfattelsen også i Washington DC’s inderste reservater i den grad ændret, at det givet vil sætte spor i denne ellers så “indforståede dækning”.
Men det vil næppe sætte en stopper for de seneste års beklagelige udvikling i den generelle pressedækning, hvor der ellers efter et godt, gammelt og helt afgørende princip skal skelnes skarpt og tydeligt mellem den egentlige nyhed på den ene side og så eventuelle kommentarer på den anden.
Princippet er afgørende for den almindelige troværdighed i forhold til pressen i det omgivende samfund.
Dette indebærer ikke et krav om, at aviser og andre medier ikke må have nogen egen mening eller politisk observans. Næh, her skal ikke udøves sindelagskontrol.
Men vi må og skal have en klar og adskilt opdeling mellem formidlingen af nyhederne og så ens politiserende udlægning af dem.
På de fleste redaktioner kan man ikke holde sig i skindet, men lader ens egne præferencer dirigere både udvælgelsen af de nyheder, man overhovedet vil videregive, og af måden, de præsenteres og udlægges på.
Ofte udvider man dén form for nyhedsformidling med brug i én og samme artikel af en eller flere eksperter, der imidlertid selv har egne forudsætninger og præferencer og/eller er ansat i en eller andet tænketank eller forskningsenhed, uden et det gøres klart for modtageren (læseren af artiklen), hvilke præferencer og motiver den pågældende har, og som dermed formidles videre som egentlig del af “nyheden”.
Hvad der tit og ofte heller ikke forklares uden omsvøb er, hvilke kræfter, herunder økonomiske og/eller faglige interesser, der står bag den pågældende tænketank eller organisation, og hvis hensyn således tilgodeses.
Fremgangsmåden er meget udbredt inden for næsten alle sagsemner, men gør dag for dag stigende, skævvridende skade på spørgsmål som miljø og klima, sikkerhedspolitik (NATO, oprustning eller fred), EU og dækning af politiske forhold og valg i udvalgte lande.
Melodien er den samme
Hver eneste dag byder på massevis af eksempler, hvor “melodien” er den samme i størsteparten af medierne, herunder også de såkaldte public service.
Præcist som vi så det i forbindelse med det amerikanske valg.
En af konsekvenserne er udbredt skepsis over for selve nyhedsformidlingen, da det jo ikke er til at se forskel på det faktuelle og det propaganderende.
Hvor slutter det ene, og hvor begynder det andet?
Det skaber i længden så stor utilfredshed og frustration i samfundet, at de demokratiske strukturer tager skade.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
20. november 2024 | 06:30
