Opbakning til strejkende
Politisk slingrekurs
Politikerne taler igen om at stramme reglerne for at få førtidspension. Men løsningen på at få færre på førtidspension er langt mere kompliceret end at stramme reglerne. Det kræver investeringer i mennesker, skriver Thorkild Olesen i denne blog.
|
På det seneste har der igen, igen været fokus på tilkendelser af førtidspension. Det sker som oftest lige efter sommerferien hvert år, når tallene fra det foregående års tildelinger bliver offentlige.
Igen i år handler furore om, at antallet af især unge, der har fået tilkendt førtidspension, stiger.
Alle de initiativer, der er kommet i forbindelse med den seneste omgang offentlig debat, handler som sædvanlig om, at man skal se på, om reglerne for tilkendelse af førtidspension er for slappe. Nogle partier har endog foreslået, at man skal tage enten alle unges sager eller i hvert fald 5000 op til revurdering.
Ingen spørger: Hvorfor?
Der er – så vidt jeg kan se – ikke en eneste politiker, der har stillet sig selv det meget grundlæggende spørgsmål: Hvorfor får de unge førtidspension?
Problemet er, at hvis politikerne stiller sig selv det store hvorfor-spørgsmål, skal man også svare på det lige så store hvordan-spørgsmål. Hvordan løser vi problemet?
Lige nu er løsningen det, der er lettest for en lovgiver og politiker. Vi strammer reglerne.
Men i virkeligheden er løsningen på problemet så mangfoldigt, at det kræver meget mere, og det er for svært at forklare som politiker. Eller måske at forstå?
De to største problemer, som vi peger på igen og igen fra handicapbevægelsens side, er, at inklusionen i skolen ikke fungerer, og at arbejdsmarkedet stort set ikke tager imod den arbejdskraft, som ikke passer ind i virksomhedernes produktion.
Lige nu sidder politikerne og tænker over, hvordan man kan stramme op, så der ikke kommer flere tilkendelser af førtidspension. Samtidig vedtager politikerne lovgivning, som sender flere i retning af førtidspension.
Når 45.000 unge under 25 år i dag står uden uddannelse og beskæftigelse, skyldes det i høj grad, at mange af dem ikke har fået en tilstrækkelig afgangsprøven fra skolen, og at de ikke har kunnet gennemføre en ungdomsuddannelse. Inklusionen i skolen er ikke lykkedes for de mennesker. De har i stedet oplevet nederlag på nederlag.
Næsten halvdelen af gruppen har et handicap, og de fleste i gruppen af unge med handicap har enten en diagnose inden for autismespektret, ADHD eller en psykisk diagnose. De har ikke fået tilstrækkelig hjælp i skolen eller ungdomsuddannelserne til at gennemføre dem, derfor er de nu udenfor.
Løsningen for disse unge bliver ofte en førtidspension. Det gør det, fordi det er svært for jobcentrene at finde ud af, hvordan man skal hjælpe dem. Der er simpelthen ikke tilstrækkelig viden om de forskellige handicapgrupper til, at det bliver gjort godt.
Manglende rummelighed på arbejdsmarkedet
Samtidig er der ikke tilstrækkelig rummelighed på arbejdsmarkedet. Man skal som oftest enten arbejde 37 timer og passe ind i produktionen fra dag 1, eller også skal man ikke være der. Ikke engang mangel på arbejdskraft har givet de store åbninger, man kunne have håbet på. Selv om beskæftigelsen er steget også for mennesker med handicap, er for eksempel ledigheden blandt fleksjobvisiterede stadig cirka 14 procent.
Men løsningen på de problemer, det store hvordan, er langt mere kompliceret end at stramme reglerne. Det kræver nemlig investeringer i mennesker, og det er den modsatte vej, politikerne har valgt at gå.
Man har med aftalen om beskæftigelsesreformen besluttet at spare 2,7 milliarder kroner. Det er penge, der går fra initiativer i jobcentrene, som måske kunne gøre en forskel. Mentorordninger, revalidering og så videre kunne, hvis brugt ordentligt, have hjulpet mange unge.
Så nu sidder politikerne og tænker over, hvordan man kan stramme op, så der ikke kommer flere tilkendelser af førtidspension. Samtidig vedtager politikerne lovgivning, som sender flere i retning af førtidspension.
Det er da en slingrekurs, der er til at få øje på, skulle man tro.
Men det ender formentlig både med stramning af tildeling af førtidspension og sparekniven på de initiativer, som skulle forhindre førtidspension. Og så står vi der igen i de kommende år:
Politikerne vil fortsat undre sig over, at der er så mange, der får førtidspension.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
23. oktober 2025 | 13:35
