På vej ind i 2023
Vi trænger til den store samlende vision for, hvor vi vil hen, og hvordan vi kommer dertil. Det gælder både på den helt store klinge, men også på det, der ligger lige foran vores fødder i den nære hverdag.
På mange måder har året, vi nu forlader, været skelsættende og har forandret vilkår/baggrundstæppet for det politiske og faglige arbejde.
Vi kan ikke lukke øjnene eller knipse med fingrene og trylle krige i verden, klimakrise, økonomisk krise, stigende ulighed og vigende opbakning til fællesskabsløsninger væk.
Det er sådan, det ser ud, det er de vilkår, vi skal arbejde i, og derfor er det lige præcis nu, vi skal finde vores vilje til at finde løsninger, som bid for bid kan skabe forandringer.
Det bliver de kommende års arbejdskraftudfordring, der afgør, om vi kan fastholde et velfærdssamfund, vi kan være bekendt, eller om eroderingen blot fortsætter.
Vi kan kravle i hvert vores ringhjørne og råbe ad hinanden, vi kan være ultimative i vores krav (fordi de er rigtige) og sætte hinanden skakmat, eller vi kan vælge en anden vej.
Den lange, utrættelige, seje kamp mod visionen om en bedre verden uden krige, fattigdom, ulighed og med et kraftigt tag for at forbedre klimaet, der er godt i gang med at ødelægge vores børnebørns muligheder for at vokse op i en sund verden. Det er i virkeligheden den største og mest skræmmende udfordring, vi står med.
Vi trænger til den store samlende vision for, hvor vi vil hen, og hvordan vi kommer dertil. Det gælder både på den helt store klinge, men også på det, der ligger lige foran vores fødder i den nære hverdag.
2023 starter med livtaget med de private overenskomstforhandlinger, samtidig med at vi forbereder OK 24 på det offentlige område.
Det har aldrig før været så komplekst et baggrundstæppe, som vi ser det nu. Lønstrukturkomiteens arbejde igangsættes ikke, før de private forhandlinger er afsluttet. Det betyder, at vi kommer betænkelig tæt på kravs udtagelse, før vi har resultatet af kilometervis af analyser og undersøgelser.
Så selv om det er godt, at der kom ekstra penge til løn og arbejdsvilkår med i regeringsgrundlaget, så er den vej belagt med forhindringer og huller, som kommer til at give et vanskeligt forløb.
Det er også godt, at det ligger fast, at økonomien i den offentlige sektor skal løftes med det, den demografiske udvikling medfører af krav til mere personale.
Men det klinger hult, hvis der ikke ændres på budgetlovens rigide styringsramme. Det betyder nemlig, at vi også nu ser besparelser på de kommunale budgetter, som betyder, at personale spares væk eller sættes ned i tid.
Himmelråbende vanvid i en tid hvor vi skal gøre alt for at flere arbejder på fuldtid. Det bliver de kommende års arbejdskraftudfordring, der afgør, om vi kan fastholde et velfærdssamfund, vi kan være bekendt, eller om eroderingen blot fortsætter.
Det store nytårsønske om at rulle skattelettelser tilbage, investere i velfærd og mindre ulighed har vi i behold.
Fakta er bare, at vi med en ny bred regering skal finde veje til at skabe resultater bid for bid, og jeg tror, den bedste vej til det er at finde frem til kompromiser og løsninger, som kan samle “fællesskabet” og få alle lønmodtagerne til at organisere sig.
Det får vi brug for, hvis vi skal vinde en kamp eller ti de næste par år.
Godt nytår!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
