Læserbrev
Tortursager: Kan vi stole på domstolenes sagsbehandling? Del 5
Vil dommerne følge juraen, eller vil de træffe en myndighedsvenlig afgørelse, der bringer endnu større afstand imellem retten til oprejsning og retfærdighed for torturofrene?
|
Min gode kollega, Christian Harlang, har i sit blogindlæg her i Arbejderen for en uge siden omtalt den tragiske og spektakulære sag om det danske militærs ansvar for tortur og mishandling af 23 irakere i forbindelse med gennemførelsen af den dansk ledede operation Green Desert, som Højesteret nu har optaget til dom.
Christian Harlang og jeg gennemførte og vandt sagen sammen for 18 ud af 23 sagsøgere i Østre Landsret fra november 2017 til maj 2018, så jeg kan absolut tilslutte mig udsagnet om, at der juridisk er grundlag for, at de skal have medhold i Højesteret (også), og at “det alene beror på de syv højesteretsdommeres vilje”.
Vil dommerne følge juraen (ikke mindst det uønskede “stedbarn”: konventionerne), eller vil de træffe en myndighedsvenlig afgørelse, der bringer endnu større afstand imellem retten til oprejsning og retfærdighed for torturofrene på den ene side og på den anden side nogensinde at få stillet de relevante personer i det danske militær og Forsvarsministeriet til ansvar? Inden de ansvarlige blot sover stille ind af alderdom på det såkaldt bedre borgerskabs bløde puder af fornægtelse og selviskhed?
Holdt væsentlige oplysninger tilbage
Syv højesteretsdommere deltog i behandlingen af Green Desert-sagen. To af dem er ifølge retslisterne “gengangere” fra fire andre sager om den danske stats ansvar for tortur, som Højesteret har afgjort indenfor det sidste år.
I de sager var der ganske som med Green Desert det juridiske grundlag til stede for at dømme staten, men de pågældende højesteretsdommere valgte i stedet at frifinde og at kalde torturofrenes forklaringer for “helt utroværdige”, på trods af at Forsvarsministeriet (med Højesterets accept) holdt væsentlige oplysninger tilbage, der kunne have støttet torturofrenes forklaringer yderligere.
Vil dommerne følge juraen, eller vil de træffe en myndighedsvenlig afgørelse, der bringer endnu større afstand imellem retten til oprejsning og retfærdighed for torturofrene.
Dommerne udmålte velfærdstruende sagsomkostninger, som torturofrene som en tilsyneladende form for afskrækkelsesmiddel skulle betale til staten, i strid med internationale regler om torturofres ret til effektiv adgang til domstolene.
De fire sager er samlet afgjort af 9 ud af Højesterets p.t. i alt 19 dommere, inklusive præsidenten. Niveauet hos Højesteret som institution lader således på det juridiske – og derfor efter mine begreber: etiske – plan indtil videre meget tilbage at ønske, som kun internationale organer kan rette op på, når viljen ikke er til stede her til lands.
I de fire sager bliver det Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og FN, der kommer til at tage stilling. Green Desert-sagen er ikke identisk med de fire sager, så jeg håber på et andet resultat.
Ikke en retssag, men et skuespil
Udfordringen for torturofre som for alle os andre er desværre måske, at den myndighedskultur, der er herskende hos landets øverste domstol, befinder sig på et sidespor af socialt og kulturelt isoleret, selvtilstrækkelig enøjethed.
Et land, hvis domstole afgør sager anlagt imod staten i statens favør i strid med, hvad såvel nationale som internationale regler tilsiger, er ikke en retsstat, men et skuespil, hvor de velvillige blandt aktørerne beriger sig på alle andres bekostning.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
23. maj 2022 | 08:55
