Børnene har ordet
”(Mørke)blå” skatteplaner vil tilbagerulle velfærdsstaten
Borgerlige skatteplaner vil give milliardskattelettelser til de rige, finansieret med massive velfærdsbesparelser og nedskæringer på overførselsindkomster.
|
En række af borgerlige partier har i indeværende år udsendt økonomiske planer, som i realiteten langt overvejende er ”skatteplaner”: K, M og V har fremlagt 2030-planer og LA og NB 2035-planer (så er der mere at spare). Der er fra disse partier langt hen ad vejen enighed om at sætte skattelettelser højt på dagsordenen i forhold til velfærd. De mest ”mørkeblå” af de borgerlige skatteplaner (K, LA og NB + delvist M) vil gennemføre milliardlettelser for de rige, finansieret med omfattende velfærdsbesparelser og kraftige nedskæringer på overførselsindkomster.
Frem til 2030 vil det ydre højre (K, LA og NB) lette skatter for mellem 40 milliarder kroner (K) og op til 60 milliarder kroner (LA og NB). Der er i disse ”mørkeblå” skatteplaner alt overvejende tale om skattelettelser i toppen og for kapital- og virksomhedsindkomst dvs. for de rige: Topskat, arveafgift og registreringsafgift skal afskaffes og aktieindkomstskat og selskabsskat sættes markant ned. Selvom omfanget af lettelser er mindre hos M (15 milliarder kroner) er det bemærkelsesværdigt, at Løkke Rasmussen er helt på linje med de mørkeblå, hvad angår hvilke skatter, som skal lettes. Løkke hævder som bekendt at være et midterparti, men hans skatteprogram er rendyrket borgerligt og endda til højresiden i den sammenhæng.
Med en lønsumsafgift bliver Løkkes skattereform den mest ulighedsskabende for lønmodtagerne blandt alle de borgerlige skatteplaner.
Det er selvsagt oplagt, at når det er i toppen, at skatterne lettes, så er det naturligvis de rigeste 10 procent, der får broderparten af lettelserne og langt de største lettelser: Mellem 30 (K) og 50-60.000 kroner (LA/NB). Skattelettelserne finansieres af massive besparelser på velfærden og omfattende forringelser af overførselsindkomster, og når de besparelser modregnes i skattelettelser, får almindelige lønmodtagere kun ”smuler fra de riges bord”, og mennesker på overførselsindkomster får direkte deres forbrugsmuligheder reduceret.
Set på familietyper er det entydigt direktører, ledere, akademikere og højere funktionærer, som scorer kassen med fra 35 og op til 75/100.000 kroner i lettelse af disponibel indkomst.
Den stærkt ulighedssøgende effekt af de borgerlige skatteplaner gælder også for Løkke-planen, som vil indføre en såkaldt ”lønsumsafgift” på omkring tre procent af lønninger over cirka 350.000 kroner. Denne skal angiveligt betales af virksomhederne, men vil i realiteten langt hen ad vejen blive søgt væltet over på medarbejderne gennem lavere lønstigninger. Dermed vil afgiften reelt virke som en ekstra lønmodtagerskat. I kraft af dette element bliver Løkkes skattereform den mest ulighedsskabende for lønmodtagerne blandt alle de borgerlige skatteplaner.
Massive besparelser bomber velfærden tilbage.
Pengene til den generøse gaveregn fra navnlig de ”mørkeblå” skatteplaner til de velstående hentes i lige så omfattende besparelser på offentligt leveret velfærdservice.
De ”mørkeblå” skatteplaner (K, LA og NB) vil netto spare mellem 75 (K) og op til 140 milliarder kroner. (NB) på det offentlige regnet frem til 2035. Alle de tre partier vil – efter inspiration fra CEPOS – blandt andet gøre dette gennem at indføre et årligt produktivitetskrav for den offentlige sektor, svingende fra 0,4 procent (K) over 0,95 (LA) til 1,2 procent (NB). Man hævder godt nok, at det ikke vil forringe velfærden, for ”der er kun tale om effektivisering”. Men uden nogen som helst dokumentation for, hvor effektiviserings ”mulighederne” ligger og uden nogen anvisning på, hvordan pengene skaffes, er der tale om rendyrkede besparelser. Og når det i planerne hedder, at ”produktivitetskravene” skal ”frigøre” midler til ”reserver til velfærd” og puljer til ”demografisk træk”, er det rent illusionsmageri og spil for galleriet: Man giver med den ene hånd lidt penge til velfærden, men har forinden allerede taget mange flere fra samme velfærd. ”Hunden fodres med sin egen hale”.
I de ”mørkeblå” skatteplaner reducerer de massive besparelser realvæksten for det offentlige forbrug fra en tilnærmelsesvis nulvækst på + 0,14 procent (K) over deciderede minusvækster på -0,95 og -1,2 procent i henholdsvis LA- og NB-planerne. Så stor en reduktion i væksten for det offentlige forbrug og så store besparelser på de offentlige budgetter kan selvsagt ikke gennemføres, uden at det får vidtrækkende negative konsekvenser for velfærden, som jo udgøres af de store brede og tunge udgiftsområder i den offentlige sektor.
Så hårdt som højrefløjen i dansk politik står på store skattelettelser og dermed følgende massive velfærdsbesparelser og ditto forringelser af det sociale sikkerhedsnet, kan det blive begyndelsen på tilbagerulning af velfærdsstaten.
Som nævnt er der tale om meget store nettobesparelser på det offentlige i de (mørke)blå planer. Det betyder, at det offentlige, allerede inden dækning af demografiske træk kommer på tale, er i voldsomt underskud i alle i de (mørke)blå planer. Og så kommer der oveni, at der skal findes mange yderligere milliarder, hvis velfærden skal opreguleres svarende til befolkningsudviklingen (umiddelbart demografisk træk) eller følge velstandsudviklingen (fuldt demografisk træk). I forhold til at dække bare (umiddelbart) demografisk træk kommer K-planen frem til 2030 til at mangle mere end 70 milliarder kroner, og LA- og NB-planerne kommer (tilbageregnet til 2030) til at mangle henholdsvis 110 og op mod 115 milliarder kroner i, at bare velfærdens nuværende standard kan opretholdes.
Opfyldelse af det fulde demografiske træk er imidlertid også vigtigt for, hvis der skal være midler til fornyelse og opdatering af velfærden: Ny medicin og nye materialer, nye behandlingsformer og tilbud og bedre kvalitet. Men det fulde demografiske træk og at følge velstandsudviklingen koster i sig selv naturligvis endnu mere. Og igen – når der, inden det kommer på tale at opfylde det fulde demografiske træk, allerede er kæmpestore offentlige underskud i de mørkeblå planer, vil der i forhold til at sikre, at velfærden kan følge velstandsudviklingen, også mangle endnu flere milliarder i de borgerlige økonomiske planer.
Forringelse af offentlig beskæftigelse og af det sociale sikkerhedsnet
Alle – bortset måske fra Søren Pape Poulsen – kan intuitivt forstå, at med kæmpestore besparelser på de offentlige udgifter, så vil det naturligvis også koste offentlige stillinger i stor målestok.
De ”mørkeblå” planer vil frem til 2030 reducere offentlig beskæftigelse med fra op mod 35.000 stillinger i K-planen til mellem 63.000 og 77.000 stillinger i henholdsvis LA’s og NB’s planer. Med så store reduktioner kan det bestemt ikke afvises, at en realisering af de mørkeblå planer vil føre til fyringer rundt omkring i kommuner. Og de store personalenedskæringer vil komme oven i en forvejen voldsomt presset offentlig sektor. Det kan kun betyde en lemlæstelse af sundhedsvæsen, ældrepleje, folkeskole og dagpleje, der i forvejen blev kraftigt udhulet gennem 10’ernes borgerlige økonomiske sparepolitik.
Hertil kommer, at der er en yderligere sort side af de mørkeblå skatteplaner, nemlig at også det sociale sikkerhedsnet rundbarberes gennem beskæring af overførselsindkomster med op til 60 milliarder kroner (LA), blandt andet gennem stop for efterløn og afskaffelse af Arne-pension, mindreregulering af overførselsindkomster og forringelser af dagpenge og kontanthjælp og SU. Alene det vil føre til en voldsomt stigende ulighed.
Venstre spiller under dække
Venstre har udgivet sin egen 2030-plan: ”Et rigere og friere Danmark.”
Det må på den ene side anerkendes, at skattelettelser og velfærdsbesparelser i planen som sådan har et noget mindre omfang end i de ”mørkeblå planer” (K, LA, NB og delvist M). På den anden side rummer planen også flere ”reserver”, der kan udmøntes i yderligere skattelettelser, hvis forhandlinger med de ”mørkeblå” partier gør det opportunt. Venstres formand Ellemann har ganske vist erklæret, at partiet vil lette skatten i bunden, men her har den stærke ”grå eminence” i partiet, Troels Lund Poulsen, for nylig tilkendegivet, at man ”absolut ikke var afvisende overfor for eksempel at hæve topskattegrænsen”, så Venstres løfter skal tydeligvis ikke tages alt for seriøst.
Og Venstre står ydermere til at blive halveret ved valget. Skulle Ellemann alligevel – ulykkeligvis – blive statsminister, vil han hermed blive en meget svag statsminister. I så tilfælde kan det påregnes, at V for støtte til posten må – og vil – betale dyrt til de ”mørkeblå” partier i form af omfattende og asociale skattelettelser i toppen, som disse jo kræver. Venstres tilsyneladende ”mere moderate” 2030-plan er således kun en skueret, som skal berolige vælgerne og få dem til at bakke op om en blå regering, som så vil føre en hel anden og meget mere reaktionær og sort politik.
Så hårdt som højrefløjen i dansk politik står på store skattelettelser og dermed følgende massive velfærdsbesparelser og ditto forringelser af det sociale sikkerhedsnet, kan det blive begyndelsen på tilbagerulning af velfærdsstaten.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
29. oktober 2022 | 06:00
