Mange siger, at vi ikke er andet end dem, der tørrer røv. Ved I hvad, så skulle I prøve at komme ud og se, hvordan det i virkeligheden er. For hvad pokker laver vi sosu’er egentlig? Jo, nu skal du høre. Vi er borgerens livline, og for de borgere, som ikke har nogen pårørende, så er vi dem, som er der, når livet er mest sårbart. Vi har samtaler med de pårørende og også lægesamtaler.
Vi skal til at pakke alle de der fordomme væk. Det skal stoppes nu, for vi tørrer røv og drikker kaffe, men vi gør så meget andet.
Det er ikke sjovt kun at høre fordomme om det fag, som man har valgt, fordi man kan lide det og interesserer sig for det.
Det kan godt være, at det kun er alle fordommene om mit og mine kollegaers fag, som folk taler om. Men hvad ville der ske, hvis jeg kom med alle de fordomme, jeg har om dit job: “Du sidder bare på kontor hele dagen og laver ikke andet end at drikke kaffe og tale i telefon.” Hvordan ville du have det, hvis jeg siger det til dig? Jeg tænker, at du ville blive træt, hvis du hørte det hele tiden, for det er ikke sjovt kun at høre fordomme om det fag, som man har valgt, fordi man kan lide det og interesserer sig for det.
Vi går på arbejde hver dag, fordi vi kan lide at give omsorg til de beboere, borgere og patienter, vi har. Ellers havde vi ikke jobbet, hvor vi både skal kunne tage nogle beslutninger, som kan have store konsekvenser, og også kunne lægge øre til, når dem, vi arbejder med, har brug for det.
Er der noget, vi kan, så er det at lytte. For hold nu op, hvor lærer du meget om de borgere, du har. Når du får nye borgere, skal du have en indflyttersamtale og høre om deres vaner og livshistorie.
Næste gang du tænker på at kommentere på vores job med en fordom, så spørg i stedet! Det skader ikke at spørge om, hvad vi laver, for hvis du gør det, så kan det være, at du får et andet indblik i, hvad vi reelt laver, og indser, at vi ikke bare er kommunale røvtørrere.
Mit job er noget af det mest livgivende, jeg overhovedet har stiftet bekendtskab med. Jeg er først og fremmest ansat til at støtte og hjælpe de borgere, jeg har. Men jeg er der også til at støtte de pårørende, når de har det svært. Det kan være pårørende, som har deres mor eller far på plejehjem – hvilket kan være sorg nok i sig selv. Får mor eller far så en demenssygdom, så er det tydeligt, at de pårørende får det ekstra svært. Her skal jeg hjælpe de pårørende i en svær tid og støtte dem i helt nye roller, hvor det nu er dem, der skal passe på deres mor eller far, fordi de ikke længere kan selv på grund af sygdom.
Det er også en stor omvæltning for borgeren at blive afhængig af hjælp fra andre, især hvis der også opstår demens. Det er svært at flytte fra eget hjem, hvor alt var genkendeligt, til et nyt sted, hvor der kun er plads til nogle af tingene hjemmefra. Og bevæger borgeren sig uden for sit eget rum, så er alt totalt fremmed. Det kan godt forvirre en borger med demens, der har brug for genkendelighed.
Så lad mig gentage: I stedet for at fyre en fordom af og lave din egen konklusion, så spørg! Det hjælper det hele.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
03. juli 2023 | 06:00
fint indslag og enig . Min mor kom de sidste måneder af sit liv på plejehjem . Dem som kom til at betyde mest for hende (og mig) i denne tid var nogle af sosuer og sosu assistenterne , husker især et par utrættelige assistenter med både forståelse og empati . TAK !
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
