En usædvanlig udgivelse har set dagens lys. Og det på et aktuelt tidspunkt. Hamza Mansour har skrevet en roman, der tumler med livet i – og omkring – de såkaldte ghettoer. Han trækker på egne erfaringer fra Vollsmose i Odense, der danner rammen om en historie, der – som det angives i omslagsteksten – “inviterer læseren med på en rejse gennem kultursammenstød, religion og kampen for at passe ind.”
Romanen henvender sig til unge. Både med opvækst i muslimsk og etnisk dansk miljø og forældrekreds. Og det er også dem, romanen handler om. Hamza Mansour er selv en yngre mand med palæstinensiske rødder, født 1994, men velintegreret som folkeskolelærer og underviser i dansk, engelsk og samfundsfag. Han kender de helt unge, deres baggrund, tanker, bekymringer og håb fra sin hverdag.
Læserne får et godt indblik i fordomme og konventioner: Såkaldte danske værdier versus muslimsk-arabiske værdier. Men også de slående ligheder mellem kulturelle og religiøse udsagn.
Amalie og Markus er i 15-årsalderen og går i samme klasse. Hun er muslim og forelsker sig hemmeligt i Markus, som har rent danske forældre. Han gengælder pludselig hendes tilnærmelser og blikke, men hendes forældre må ikke vide, at de mødes. Så de – eller måske mest ham – lægger en plan for, hvordan de uden ballade kan gøre deres forhold kendt og accepteret for omverdenen.
Men der er skjulte hændelser og farlige hemmeligheder, som i den grad vender op og ned på tilværelsen. Hele personkredsen – Amalies forældre og bror, Markus’ mor, deres venner og veninder og ikke mindst den lokale imam – er impliceret i dem eller bliver involveret. Virkeligheden er ikke, som den ser ud til at være.
Hamza Mansour leverer et sindrigt plot, der ustandseligt rummer overraskelser og holder læserne fanget. Romanens indledning og slutbemærkningen i den vækker nysgerrighed. Dialogen mellem de unge er troværdigt kvik, og især Amalies kærlighedsdrømme – hun hedder i virkeligheden Amal – er rørende. Og, så vidt denne anmelder husker det (!), også realistiske i deres forestillingsverden.
Det hele udvikler sig til en regulær spændings-, ja nærmest kriminalroman, hvor kultursammenstødene og fordommene ikke går stille af. Man kan diskutere realismen i persontegningen af de forskellige aktører, men ikke benægte, at deres sammensatte natur udgør et velgørende opgør med stereotype opfattelser af bestemte mennesker.
Romanen er skrevet i et letlæseligt sprog, der realistisk rummer arabiske udråb, som ikke behøver oversættelse. De 150 sider er letlæste og appellerer også til mange ikke-læsevante. Den er fængende, men selv kvikke læsere bør holde godt fast i et par udsagn og tilbageblik, der forklarer plottets udvikling. Det er et sindrigt plot, men det går op.
Og uanset indvendinger mod persontegningen er det vigtigste, at læserne får et godt indblik i fordomme og konventioner: Såkaldte danske værdier versus muslimsk-arabiske værdier. Men også de slående ligheder mellem kulturelle og religiøse udsagn. For eksempel at Biblen ikke lader Koranen noget tilbage, hvad angår tekster om brug af vold og nedvurdering af kvinder, når og hvis disse tekster løsrives fra sammenhængen.
Uden at sige for meget er Markus måske den virkelige hovedperson i romanen. Og han fremstår som den virkelige, om end sensitive og påvirkelige, detektiv og målrettede planlægger i plottet. Titlen Hvide Løgne kan både referere til hans og de etniske danskeres hudfarve, men også til hans og de øvrige personers mentale bagage og indbyrdes relationer.
Hvordan vil det videre gå med Amals og Markus’ forhold/kærlighed? Det kan læserne fundere videre over. Men trods slutbemærkningen lever hemmeligheder videre. Om de så er hvide eller sorte…
Hamza Mansour: Hvide Løgne. Roman, 150 sider.
Forlaget Brændpunkt. Pris: kr. 200,- (vejl.)
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
