Anmeldelse
I går ukrainsk flygtning, i morgen bosætter i Israel
Efter den russiske invasion udvandrede tusinder af ukrainske jøder til Israel. På kort tid gik de fra at være krigsflygtninge til at blive israelske statsborgere, der slog sig ned i områder, hvor der tidligere boede palæstinensere.
|
Ukrainske jøder i tusindvis flygtede, da Rusland invaderede landet i februar 2022. De søgte sikkerhed i Vesteuropa og i Israel.
De, der kom til Israel, opdagede dog snart, at Israel ikke var det sikre land, de havde troet. For de kom til et land, der undertrykte den oprindelige befolkning, palæstinenserne, og hvor der tillige var store spændinger mellem den voksende gruppe ultrareligiøse og de mere verdsligt indstillede jøder.
Da den israelske regering gav de ukrainske flygtninge boliger på lokaliteter, hvor der tidligere havde boet palæstinensere, ophørte flygtningene med at være ofre. Nu blev de ulovlige bosættere og gerningsmænd, der forvoldte andre skade.
Zionismen i en nøddeskal
Dette er zionismen i en nøddeskal. Giv jøderne et sikkert hjem, fri for forfølgelse – på bekostning af palæstinenserne.
Heri ligner zionisterne de forfulgte religiøse pilgrimme, der i 1620 forlod England og slog sig ned i USA. På jorder, de erobrede fra oprindelige folk, som de fordrev og stort set udryddede. Dette er én af forklaringerne på, at amerikanere og zionister forstår hinanden så godt: De har det samme afsæt.
Forfølgelsen af jøderne og oprettelsen af staten Israel og USA peger på en noget upåagtet problematik: Er gårsdagens forfulgte (etniske, politiske religiøse grupper med videre), morgendagens bødler? Kan de, der tidligere var undertrykte, selv undertrykke andre?
Ja, det er både Israel og USA eksempler på. Den samme problematik har udspillet sig i eksempelvis Rwanda, Afghanistan og Irak, selvom det ikke her drejede sig om kolonisering, men om klankrige og religiøse stridigheder.
Tidligere lidelser fører ikke automatisk til retfærdige handlinger, beskrev Hannah Arendt i sine bøger om det totalitære. Franz Fanon giver i “Fordømte her på jorden” eksempler på, hvordan oprør med et antiimperialistisk sigte kan løbe af sporet og ende i undertrykkelse.
Det er dog vigtigt at fastholde, at der ikke er tale om en naturlov. Sådan går det ikke hver gang.
Grænser for det humanitære
Siden den russiske invasion er over 18.000 ukrainske jøder rejst til Israel.
Over 30.000 jøder slog sig imidlertid ned i Tyskland, Irland eller Portugal, skrev Jerusalem Post 8. november 2022. De ville ikke til Israel, til trods for at de her kan blive israelske statsborgere fra dag ét og opnå gode sociale og økonomiske vilkår sammenlignet med de europæiske lande, hvor de blot får tildelt midlertidigt ophold.
Inden invasionen boede der cirka 40.000 jøder i Ukraine, men op til ti gange så mange er af jødisk afstamning, uden at de nødvendigvis identificerer sig som jøder.
Da invasionen begyndte, lovede Israel at ville indsætte en luftbro for at evakuere de ukrainske jøder. Det løfte holdt kun kort, for det viste sig, at en hel del ukrainske jøder tog en ikke-jødisk ægtefælle med, og dem var Israel ikke interesseret i. Der var trods alt grænser for den humanitære gestus.
Den åbenlyse diskrimination, der ville splitte familierne, vakte vrede, og Israel sagde så ja til at modtage 5.000 ikke-jøder, der dog kun fik et tre-måneders turistvisa – mod at betale 3.000 dollars i depositum. Mange flygtninge havde kun det tøj, de stod i, og ikke det beløb regeringen forlangte. Efter kritik blev kravet trukket tilbage.
Palæstinensere, der opholdt sig i Ukraine på eksempelvis studieordninger, og som flygtede, da krigen brød ud, havde intet krav på at kunne rejse til Gaza eller Vestbredden. Flere europæiske lande, inklusive Danmark, afviste ikke-europæere, der flygtede fra krigen.
Integrationen
Jøder, der lever i udlandet (diasporaen), og som har mindst én jødisk bedsteforælder, har ret til at vende tilbage, blive israelsk statsborger og er berettiget til faste ydelser, bolig, sprogundervisning og hjælp til at finde et arbejde.
Når det gælder om at integrere jøder fra diasporaen, er den israelske stat hurtig og effektiv. Forvandlingen fra krigsflygtning til bosætter blev klaret på kort tid. Mentalt varede det dog noget længere at omstille sig.
En del ikke-jødiske ukrainske flygtninge meldte sig til hæren, der i Israel ses som en genvej til hurtigere integration og til at blive israelsk statsborger. Andre konverterer til jødedommen med samme hensigt.
Israel søger med alle tænkelige midler at booste befolkningstallet.
Lana Tatour, professor i bosætterkolonialisme og menneskerettigheder, Sydney Universitet
Den palæstinensiske journalist Doaa Airemeili skrev i Mondoweiss 14. februar 2024 om en lille ukrainsk jødisk pige, der ankom til Israel. I løbet af en halv snes år er hun gammel nok til at blive soldat. Hun har gået i israelsk skole, hvor hun har lært, at jøderne har ret til landet. Og hun har fået indterpet, at palæstinenserne er hendes fjender, som skal bekæmpes.
For palæstinenserne er det ligegyldigt, hvor flygtningebarnet kommer fra, og om hun/han selv har oplevet krig og forfølgelse. For som soldat adlydes de ordrer, en kommandør giver, også hvis de går ud på at drage i krig mod palæstinenserne.
De ukrainske flygtninge indrulleres i militæret, når de fylder 18 år, ganske som alle andre jøder, bortset fra de ultrareligiøse – men her er der ved at ske ændringer. Nogle rejser efter endt værnepligtstid tilbage til Ukraine og bruger deres erfaringer fra militæret i kampen mod de russiske tropper, skrev Jerusalem Post.
Regeringen søgte at sprede de ukrainske flygtninge ud over landet, især i den tyndt befolkede Negev-ørken, der er regeringens næste store “udviklingsprojekt”.
Men ukrainerne ville ikke bo i et område, der “domineres af beduiner”. I stedet søgte de ud mod de livlige og ikke særligt religiøse kystbyer, grundlagt på ruinerne af palæstinensiske bysamfund. Her er der en stor koncentration af (ofte veluddannede) russisktalende jøder.
En del palæstinensere udtrykte i starten af den russiske invasion solidaritet med ukrainerne – krigens ofre. Men da de ukrainske jøder slog sig ned i Israel, forsvandt sympatien. Så blev de ukrainske jøder, naturligt nok, opfattet som alle andre besættere.
Nu kan de ukrainske jøder i deres nye land se film og billeder fra Gaza, hvor palæstinenserne fordrives, ydmyges og henrettes. Mange vil måske erindre, hvordan deres forfædre blev udsat for en lignende behandling af de tyske nazister og deres ukrainske kollaboratører.
Israel er ikke et sikkert land
De ukrainske jøder søgte et sikkert land, men det er Israel ikke, og det har ikke kun noget med palæstinenserne at gøre.
Ustabiliteten og usikkerheden skyldes dels regeringens autoritære tiltag, for eksempel forringet retssikkerhed, indgreb i ytrings- og forsamlingsfriheden, stigende ulighed, de ultrareligiøses voksende magt, der nu også rammer verdslige jødiske borgere, samt at apartheidsystemet klassificerer befolkningen efter, hvor i verden de kommer fra.
Øverst er jøder med østeuropæisk eller ukrainsk/russisk afstamning (askenazi). De orientalske jøder (mizrahi) rangerer lavere. Længst nede er de afrikanske jøder, herunder de etiopiske jøder. Jo lavere i hierarkiet, desto mere mærkes diskriminationen eksempelvis på arbejdsmarkedet, socialt, økonomisk med videre. Hertil kommer, hvilken sekt man tilhører.
Hvor sikkert er det mon at leve i et sådant samfund?
For palæstinenserne må det være bittert at se, at de ukrainske flygtninge kommer fra et land, der selv har deltaget i invasionen af andre lande. Da Sovjet invaderede Afghanistan i 1979, udgjorde de ukrainske tropper cirka ti procent af invasionsstyrken. Og da “koalitionen af villige lande” i 2003 invaderede Irak, deltog Ukraine med det næststørste troppekontingent.
– Israelske politikere er besat af demografi, siger Lana Tatour, professor i bosætterkolonialisme og menneskerettigheder ved universitet i Sydney, til Al-Jazeera.
Hun fortsætter:
– De frygter den dag, hvor der er flere palæstinensere i landet end jøder. Med palæstinensernes høje fødselsrate kan den dag snart oprinde. Problematisk for de verdsligt indstillede jøder er det tillige, at de ultrareligiøse, der hidtil i vid udstrækning har levet af offentlige ydelser, har den allerhøjeste fødselsrate og udgør cirka 25 procent af befolkningen. I stigende grad er de ultrareligiøse ved at integrere sig i samfundets institutioner, for eksempel hæren, civiladministrationen og så videre. Det ser de verdslige som en trussel mod deres ønske om at leve i velfærdssamfund.
– Israel søger med alle tænkelige midler at booste befolkningstallet.
– Men også her står landet i et dilemma mellem de ultrareligiøse kræfter, der ønsker, at Israel skal være et teokrati, det vil sige have love, der styres af religionen, kontra de, der vil have, at Israel er en ren jødisk stat, indrettet som en vestlig velfærdsstat, lyder det fra Tatour.
Endnu mere dramatisk er de advarsler, der længe har lydt fra den tidligere generalstabschef Gadi Eisenkott, der får følgeskab af tidligere krigsminister Benny Gantz. I Mddle East Monitor 25. marts 2025 erklærer de, “at Israel står over for den næste katastrofe på grund af indre splittelse. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at forhindre udbruddet af en borgerkrig […] Vi sagde dette før den 7. oktober 2023, og situationen er kun blevet værre siden da.”
Set i det lys er der nok nogle ukrainske flygtninge, der i dag fortryder, at de ikke tog til Vesteuropa i stedet. For et sikkert land, det er Israel absolut ikke.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
04. juni 2025 | 06:01
