Læserbrev
Hurra for FN’s Flygtningekonvention 70 år
|
Danmark har lige haft jubilæum. Et helt – udenfor antiracistiske aktivistkredse – upåagtet 70-års-jubilæum.
Det, der burde have været påagtet, påskønnet og fejret, var vedtagelsen af og Danmarks underskrift på FN’s Flygtningekonvention om flygtninges retsstilling. Flaget burde være hejst for Danmarks tilslutning til konventionen den 28. juli 1951, hvor daværende kontorchef Knud Larsen skrev under som den første af alle.
Et år senere gik Danmark igen forrest ved at være det første land til at ratificere konventionen – det vil sige, at indholdet blev tiltrådt af den lovgivende forsamling, Folketinget.
Den blev juridisk bindende for lovgivere såvel som for domstole som for borgere i Danmark, da indholdet med undtagelser, den 24. november 1954, blev omsat til en bekendtgørelse underskrevet af daværende socialdemokratiske udenrigsminister, senere statsminister H.C. Hansen.
Flygtninge skulle sikres
Flygtningekonventionens og bekendtgørelsens intention var at gøre verden bedre og tryggere ved at sikre flygtninge en retsstilling. De foregående års fascist- og nazistregimer i Europa skulle ikke gentage sig, og forfølgelse og racisme skulle afskaffes og forhindres i at genopstå. Samarbejde på tværs af landegrænser var nødvendigt.
Danmark er ikke mere foregangsland i beskyttelse af flygtninge. Socialdemokratiet og Venstre, der før var de, der gik forrest i antiracismen, er nu forrest i dæmonisering og fordrivelse af flygtninge her i landet. Statsracismen, strukturel og institutionel racisme blomstrer.
Solveig Munk
Flygtningekonventionen er en af flere konventioner for at sikre denne målsætning.
Staterne skriver under på, at de vil sikre en ens behandling af og retssikkerhed til flygtninge, ligestilling med landets statsborgere og at staterne ikke vil forskelsbehandle på grund af “race, religion eller oprindelsesland”.
Konventionen beskriver i artikler, hvordan og indenfor hvilke områder landene, der tilslutter sig dem, skal sikre flygtninge de rettigheder og friheder. Den beskriver, hvor flygtninge skal sikres særlige rettigheder – “begunstiges”.
Begunstiges skal flygtninge for eksempel i “boligforhold”, hvor de skal sikres den “gunstigst mulige behandling i love, bestemmelser og offentlig myndighedsudøvelse” (Artikel 21).
Konventionen giver landene mulighed for at tage forbehold overfor enkelte artikler. Danmark tilsluttede sig de fleste artikler, men ikke artiklen der sikrer flygtninge samme ret til lønbeskæftigelse som danske statsborgere, og Danmark ville ikke give flygtninge samme ret til sociale ydelser som statsborgerne. Danmark forpligtigede sig alene til at yde flygtninge ydelser til ”et fornødent underhold” og altså en ringere social sikkerhed end landets borgere.
Fra foregangsland til strukturel racisme
I 1981 var Danmark igen et foregangsland i håndhævelsen af Flygtningekonventionen, da tidligere statsminister, Venstres Poul Hartling som højkommissær i FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) fik tildelt Nobels fredspris.
Danmark er ikke mere foregangsland i beskyttelse af flygtninge. Socialdemokratiet og Venstre, der før var de, der gik forrest i antiracismen, er nu forrest i dæmonisering og fordrivelse af flygtninge her i landet. Statsracismen, strukturel og institutionel racisme blomstrer.
Staten, der skulle “begunstige flygtninge i boligforhold”, fordriver dem fra deres hjem med “ghettolove” og “ghettolister” og “ikke-vestlig” og “kriminel” stigmatisering.
Staten deponerer flygtninge til centre og udviser mennesker af landet til de farer, de flygtede fra, og staten kalder det ”hjemsendelse”.
Staten Danmark fratager flygtninge livet, håbet, drømme og sikkerhed ved at gøre forholdene for dem utålelige. Også ved for eksempel nedsatte ydelser, paradigmeskifte (hvor flygtninges ret til en bolig blev streget med et penselstrøg) og nægtelse/udsættelse af familiesammenføring.
Danmark sikrer ikke flygtninges rettigheder. Staten forskelsbehandler ud fra race, religion og nationalitet. I handlinger og i lovgivning. I strukturel og institutionel racisme.
Et farligt land for flygtninge
Danmark er i jubilæumsåret for sikring af flygtninges rettigheder blevet et farligt land for flygtninge at opholde sig i. Hverken flygtninges retsstilling eller liv er sikkert i Danmark.
Den strukturelle og institutionelle racisme er støt stigende i stat og kommune – med Venstre og Socialdemokratiet i spidsen.
FN og Europarådet eksaminerer og kommer på besøg hvert 5. år. De udtaler sig kritisk og pålægger af og til Danmark at rette ind, men partierne står i kø for at miskreditere de konventioner, landet før var foregangsland i at få indført. Alt imens statsracismen tager til.
Forinden besøgene og eksamenerne har staten sendt en rapport med et skønmaleri.
I Almen Modstand ødelægger vi, sammen med andre NGO’er, det skønne med realiteter. I såkaldte skyggerapporter.
Rapporter bliver brugt af udvalgene til at kontrollere og spørge staten Danmark. Rapporterne og udvalgenes konklusioner vækker opmærksomhed i verdenspressen, så statsracismen i det mindste ikke lever upåagtet.
Senest har vi været inviteret til at mødes med rapportører fra ECRI (Europarådets kommission mod racisme og intolerance). Det vakte rapportørernes særlige opmærksomhed, at Danmark stempler borgere efter oprindelsesland, som ”Ikke Vestlig” og ”MENAPT”, og hvordan det bruges racistisk i blandt andet boligpolitikken. Vi venter på rapportørernes rapport over Danmarks brud på artikel 21. (Som hedder noget andet i EMRK, de europæiske menneskerettigheder, aftalt med Europarådet).
I juragruppen, har vi i foråret 2021 sendt rapport om retten til en passende bolig til FN’s højkommissær, som har bedt os om det til brug for UNHCR’s generalforsamling i 2021 og Menneskerettighedsrådets i 2022.
Sådan fejrer NGO’er jubilæer, som staten forbigår.
06. august 2021 | 06:30
