Stop investeringer i våben
Godt nyt
Traktaten mellem Rusland og Nordkorea etablerer en modvægt mod imperialismens aggressivitet og mod (især) USA’s misbrug af FN og folkeretten til egne formål, skriver Henrik Stamer Hedin i denne blog.
|
Rusland og Nordkorea – eller den Russiske Føderation og den Demokratiske Folkerepublik Korea – har indgået en traktat om et omfattende strategisk partnerskab. Ifølge den skal de to sider tilstræbe “global strategisk stabilitet og etablering af en ny retfærdig og lige verdensorden” og komme hinanden til hjælp i tilfælde af væbnet invasion fra tredjelande. De skal endvidere samarbejde om videnskab og teknologi med mere.
I den imperialistiske verden er den nye traktat blevet mødt med fordømmelse for ikke at sige frådende raseri. Den er “skidt nyt for verdensfreden”, hedder det i Politiken den 20. juni i en leder med overskriften “Skamløse slyngler”.
“Slynglerne”, der efter lederskribentens mening oven i købet er “skamløse”, er selvfølgelig Ruslands præsident Vladimir Putin og den koreanske leder Kim Jong-Un. At de to handler på deres respektive landes vegne og i disses velforståede egeninteresse, er ikke en indsigt, Politikens redaktion ønsker at bibringe bladets læsere. De to fremstilles som ondsindede individer, der af uforklarlige årsager har fået magt og bruger den skamløst.
Viser imperialismens svaghed
Lige så langt som dette er fra sandheden, lige så fejlagtig er påstanden om, at den russisk-koreanske traktat er “skidt nyt for verdensfreden”. Det forholder sig omvendt: Traktaten er godt nyt for verdensfreden – eller det, der er tilbage af den. Den etablerer en modvægt mod imperialismens aggressivitet og mod (især) USA’s misbrug af FN og folkeretten til egne formål – for eksempel isolation af Nordkorea til fordel for klientstaten Sydkorea, men med begrundelse i den internationale aftale om ikke-spredning af atomvåben.
Denne aftale forbrød Nordkorea sig imod, da landet som svar på flere årtiers konstante trusler fra USA om blandt andet angreb med kernevåben og årligt tilbagevendende provokationer på grænsen mellem de to Koreaer begyndte at udvikle sit eget atomvåben.
Ruslands gode forhold til verdens to folkerigeste lande foruden til både Korea og Vietnam og en lang række lande i det globale syd viser, hvordan imperialismens forsøg på at isolere Rusland ynkeligt er faldet til jorden.
Det blev brugt som påskud til det stadig pågående sanktionsregime mod landet, og derfor gik også Rusland og Kina med. Sanktionsregimet, som altså skulle forestille at gavne verdensfreden, har i stedet skadet den, og det har Rusland åbenbart efterhånden indset. Den nye traktat gennemhuller effektivt sanktionsregimet. Det er en hovedårsag til raseriet i den imperialistiske verden.
En anden hovedårsag er, at traktaten er med til at vise imperialismens svaghed. Traktaten blev indgået under den russiske præsidents officielle besøg i Korea, og på den samme rejse besøgte Putin også Vietnam og indgik aftaler med det land. I forvejen har Rusland et godt forhold til Kina, og i nær fremtid ventes Indiens ministerpræsident at besøge Rusland.
Ruslands gode forhold til verdens to folkerigeste lande foruden til både Korea og Vietnam og en lang række lande i det globale syd viser, hvordan imperialismens forsøg på at isolere Rusland ynkeligt er faldet til jorden. Og det er godt nyt både for verdensfreden og for udsigterne til fremtiden.
Rehabilitering af arven efter Sovjetunionen
Der er et tredje og måske nok så interessant aspekt ved den russisk-koreanske traktat, som man tilsyneladende ikke har hæftet sig så meget ved i den imperialistiske verden, måske fordi perspektiverne ikke er direkte geopolitiske. Med traktaten har det kontrarevolutionære Rusland taget endnu et skridt i tilnærmelsen til det, der er tilbage af den socialistiske verden.
Putin, der blev båret til magten af Boris Jeltsins kontrarevolution og loyalt har efterlevet både sit løfte om ikke at retsforfølge kuppræsidenten for hans forbrydelser og samme kuppræsidents hjemmestrikkede forfatning, har i sin præsidenttid skridt for skridt rehabiliteret dele af arven efter Sovjetunionen – begyndende med genindførelse af Sovjetunionens nationalhymne, en populær filmmelodi fra 30’erne, som Ruslands nationalsang, omend med ny tekst, senest med brugen af sovjetflaget, nu kaldet “sejrsfanen”, i militæret.
Der er nok ingen grund til at tro, at Putin er kommet på bedre tanker og ønsker at genrejse Sovjetunionen endsige er blevet kommunist på sine gamle dage. Det er snarere af politisk nødvendighed, fordi erindringen om og kærligheden til Sovjetunionen og dens symboler endnu er levende i den russiske befolkning. Det er ligefuldt en positiv ting, og hvem véd, hvad fremtiden kan bringe?
Det samme gælder tilnærmelsen til den socialistiske verden. Så der er god grund til, at de skamløse slyngler i de imperialistiske hovedstæder og på deres avisredaktioner ser med frygt på den nye russisk-koreanske samarbejds- og bistandstraktat.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
02. juli 2024 | 09:17
