Stop investeringer i våben
God kvindernes kampdag!
På denne dag kan man kaste blikket ud i verden og konstatere, at der fortsat er rigeligt at kæmpe for. I egen andedam er der dog også områder, der trænger til at blive rettet op.
|
Kvindernes Internationale Kampdag er sådan set bare en dag ud af alle årets dage, hvor der er god grund til at kæmpe for lige muligheder.
Målt på, hvad der gennem årtier er opnået, så er der grund til at ranke ryggen og give hinanden et klap på ryggen.
Målt på, hvordan uligheden har bidt sig fast og på mange områder øges, så er der grund til at smøge ærmerne op, smøre talegaverne, spidse pennen og gøre hver dag til en kampdag.
Når vi kigger på de vilkår, som kvinder i hele verden lever med og under, så er der meget stor afstand til det lille smørhul, vi snurrer rundt i her i Danmark. Det slår mig altid som en hammer, når jeg deltager i internationale kongresser, hvor beretning efter beretning viser og tydeliggør de store forskelle i levevilkår, og man kan nærmest drukne i frustrationer over, hvor langt til lige muligheder der stadig er rundt omkring i verden.
Det er mig en gåde, hvordan vi kommer afsted med slagord om fælles kamp mod ulighed, store ord om solidaritet … når det handler om ulighed i løn, så går klappen ned.
Når vi er i egen boldgade herhjemme, så er der også områder, hvor der er lang vej igen.
Det handler måske ikke så meget om ulighed mellem kvinder og mænd, men mere om værdisætningen af forskellige fag.
Jeg synes, der er god grund til at være kritisk over for, hvordan vi på kryds og tværs af faglige organisationer fastholder mønstret: Mindst til dem der har mindst, og mest til dem der har mest.
For kort tid siden så jeg en overskrift i medierne: “NOVO-direktør går ned i løn”. Overskriften dækkede over en historie om, at lønnen var skrumpet med 11 millioner kroner, så årslønnen var nu kun 57 millioner. Der er edder banke mig langt mellem 240.000-400.000 i årsløn og til 57 millioner.
Det kan de fleste blive forargede over. Det er alligevel for meget.
Men når det kommer til, hvordan vi betragter reallønsfremgang, så synes et flertal, at alle da skal have reallønsfremgang. Tjah … det er udregnet i procenter.
På det offentlige område forhandler vi også lønudvikling i procenter. Der kan ikke opnås tilslutning til at gøre det på anden vis, og selv om vi afsætter puljer til særlige løft til de lavest lønnede, så øger vi afstanden på bundlinjen år for år.
Det er mig en gåde, hvordan vi kommer afsted med slagord om fælles kamp mod ulighed, store ord om solidaritet. Gode 1. maj-taler, flotte 8. marts-arrangementer, et hav af fælles gode indsatser, men lige her, når det handler om ulighed i løn, så går klappen ned. Vi ender i blindgyden hver gang. Vi gør som vi plejer, ik’?
Så for mig er der god grund til at sige god kampdag! – hver eneste dag, for vi har også i vores lille smørhul noget at rette op på.
God 8. marts!
Denne blog er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
08. marts 2025 | 06:00
