Forvaltningskunst i en coronatid
Forvaltningstraditionen for vildledning gentager sig med vaccinationerne, hvor flere grupper af helbredsmæssigt udsatte kun kan få vaccinen efter deres alder, selv om de har åbenlyse risici for forløb med dødelig udgang og skal prioriteres før os andre.Den 22. januar 2020 skrev Sundhedsstyrelsen blandt andet dette på sst.dk:
”Sundhedsstyrelsen vurderer, at der er meget lille sandsynlighed for, at sygdommen kommer til Danmark, men følger situationen nøje. Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke screeningstiltag i fx lufthavne i forbindelse med indrejse i Danmark. Hvis der mod forventning skulle komme personer til Danmark med mistanke om sygdommen, så er de danske sundhedsmyndigheder og sundhedsvæsenet klar til at håndtere dette.”
Da man 10 dage senere hjemtog 11 personer fra Wuhan og lod dem tage hjem til deres omgangskreds, vidste styrelsen, at covid-19 var potentielt dødelig med estimeret gennemsnitlig inkubationstid på syv dage. Man var i tvivl, om symptomfri mennesker også kunne smitte.
Inden afrejse og under rejsen kunne der være sket smitte, uden at dette ses på tests, fordi smitten kun ville være op til få dage gammel og således ikke have formeret sig nok i den smittede person til at give udslag i tests. Man opsatte procedurer, som man må have vidst var utilstrækkelige, men som lød godt.
Disse kontrollerede hjemtagninger kunne (sammen med alle de frit tilrejsende) have udløst det første udbrud i Danmark, men SST sagde i pressemeddelelse den 2. februar, at: ”Fordi det er så få, vi hjemtager, og de er løbende screenet undervejs, så kan vi lave en grundig og konkret vurdering af hver enkelt”, og betegnede styrelsens retningslinjer som”vores meget fintmaskede individuelle og konkrete vurderinger”. Budskabet med retorikken var klart: At vi skulle bevare roen. Tilsyneladende uanset om man rent faktisk havde gjort, hvad man burde.
“Vildledende forvaltningstradition”
Den forvaltningstradition for vildledning gentager sig også med vaccinationerne, hvor flere grupper af helbredsmæssigt udsatte kun kan få vaccinen efter deres alder, selv om de har åbenlyse risici for forløb med dødelig udgang og skal prioriteres før os andre.
SST har løbende bedyret, at man sørger for, at særligt udsatte vaccineres først. Ældre, frontpersonale i sundhedssektoren, mennesker med særlig risiko for et alvorligt forløb.
Men gruppe 5 (”særligt øget risiko”) omfatter ifølge SST’s praksis blandt andet ikke en stor del yngre mennesker med kroniske sygdomme og en række andre grupper, som klart er i øget risiko for alvorlige forløb. Personer med kroniske lidelser, som kræver immundæmpende medicin, kræftoverlevere med senfølger og andre med kronisk nedsat immunforsvar med flere. Et faktum, som angiveligt frustrerer mange praktiserende læger, fordi SST siger én ting offentligt, men afviser lægernes ansøgninger om patienters inklusion i gruppe 5.
Ifølge SST’s rapport fra den 9. juli skulle 92 procent af gruppe 5 være færdigvaccineret. Men hvis definitionen af gruppe 5 ikke dækker alle de reelt udsatte, har man ikke nået målet – man har gjort kriterierne så snævre, at målet kan påstås opfyldt, uanset om man lader befolkningsgrupper i stikken.