Imperialismen spillede en væsentlig rolle i udviklingen af den fascistiske ideologi og tankegang ved at bidrage til en kultur, hvor vold, hierarkier mellem folkeslag og aggressiv nationalisme blev normaliseret.
Forbindelsen mellem imperialisme og den fascistiske personlighed kan forstås på flere måder:
Normalisering af vold og undertrykkelse: Koloniale imperier anvendte brutal vold og undertrykkende teknikker mod kolonialiserede befolkninger. Disse metoder blev senere “vendt indad” og anvendt mod interne og eksterne fjender i Europa af fascistiske regimer, hvilket skabte en accept af ekstrem vold som et legitimt politisk redskab.
Hierarkisk racesyn: Imperialismen fremmede ideen om “hvidt overherredømme” og hierarkier mellem racer for at retfærdiggøre koloniherredømmet. Fascismen radikaliserede disse ideer og gjorde forestillinger om racehierarki til et centralt element i sin egen ideologi, især i Nazitysklands søgen efter “Lebensraum” (livsrum) i Østeuropa.
Aggressiv nationalisme og “nationalt rum”: Fascistiske bevægelser opstod ofte som reaktion på oplevede uretfærdigheder efter Første Verdenskrig (f.eks. Tysklands ydmygelse ved Versailles-traktaten og Italiens skuffelse over udeblevne territoriale gevinster). De lovede at genoprette nationens storhed gennem aggressiv ekspansion og erhvervelse af kolonier eller territorier, hvilket blev anset for at være afgørende for national overlevelse og prestige.
Model for ekspansion: Benito Mussolinis kolonialisme i Libyen og Etiopien tjente som en model og inspiration for Nazitysklands egne ekspansionistiske planer. Succesen med at erobre og pacificere kolonier blev fremstillet som bevis på fascismens effektivitet.
Økonomiske kriser og løsninger: Imperialismen var tæt forbundet med kapitalismens behov for nye markeder og råvarer. I tider med økonomisk krise, som i 1930’erne, tilbød fascismen en løsning gennem militær ekspansion og en lukket, selvforsynende (autarkisk) økonomi, der lovede at forene nationen og kapitalen.
Samlet set var den fascistiske personlighed formet af en ideologi, der trak på og radikaliserede eksisterende imperialistiske tankesæt om vold, race og national storhed, og anvendte dem til at retfærdiggøre totalitært styre og aggressiv erobring.
Fascismen i moderne klæder
Faren i dag er ikke et fascistisk statskup, men en langsom erodering af demokratiets fundamenter. Den nye fascisme er en stille strøm, der langsomt ændrer kystlinjen i det politiske landskab, skriver Osama Al-Habahbeh.Efter Nazitysklands fald ved afslutningen af Anden Verdenskrig troede den vestlige verden, at fascismens spøgelse endeligt var manet i jorden.
Det racistiske Fører-princip blev betragtet som et mørkt, afsluttet kapitel i historien, som nu var forvist til museer og historiebøger.
Kommer langsomt snigende
Men det viser sig desværre, at historien gentager sig – bare i en ny form. Fascismen er ved snige sig tilbage i Vesten og i Danmark, dog ikke længere i brun skjorte og med militærparader; den har antaget en ny form, den er mere intelligent og bedre til at tilpasse sig det moderne, globale politiske landskab.
Adskillige faktorer har gødet jorden til det folkelige og politiske landskabs modtagelighed over for den moderne fascistiske tankegangs snigende tilbagekomst.
Den nye fascisme er en stille strøm, der langsomt ændrer kystlinjen i det politiske landskab.
Økonomiske kriser og stigende ulighed mellem rig og fattig har udvidet kløften mellem befolkningsgrupperne. Store dele af arbejder- og middelklassen føler sig marginaliserede og tabt i den økonomiske udvikling, og de søger en syndebuk som forklaring på miseren.
Ideen om at immigration – især fra lande med andre kulturelle og religiøse baggrunde – truer den nationale identitet, er blevet brændstof for den populistiske tale. Vores integrationsminister og andre højrefløjspolitikere udnytter borgernes frygt for at miste deres nationale identitet og for en udvanding af den sociale sammenhængskraft, når de fremstiller indvandrere og flygtninge som årsagen til alt fra utryghed (for eksempel på togstationer der ved aftenstide ‘er fyldt med horder af farlige unge andengenerationsindvandrere’, som statsminister Mette Frederiksens henviste til i nytårstalen den 1. januar 2023) og til arbejdsløshed blandt de etnisk danske borgere.
Sociale medier er et tveægget sværd. De giver mulighed for ytringsfrihed, men tillader også spredning af hadefuld retorik. De skaber ekkokamre, hvor ekstreme holdninger forstærkes uden væsentlig modstand.
De nye fascistiske ansigter
Vi ser i dag ikke en “Fører” i klassisk forstand, men vi ser fascistisk tankegang manifestere sig i politik og hos partier og politikere, der på den måde bringer sig i centrum for opmærksomheden:
Vi ser populistisk retorik og fjendtlighed over for demokratiet, hvor populistiske højrefløjspolitikere præsenterer sig selv som repræsentanter for “det ægte folk” i modsætning til “de københavnske saloner” eller venstrefløjens ”halalhippier” og ”røde lejesvende”.
De angriber demokratiets institutioner såsom den uafhængige presse, når de undersøger, om DR er styret af ”røde lejesvende”. De angriber menneskerettighedsorganisationer og humanitære NGO’er og beskriver dem som fjendtlige over for danske værdier, fordi de forsvarer palæstinensernes ret til et hjem og beskriver krigen i Gaza som folkemord, eller fordi de forsvarer humanitære rettigheder for etniske og religiøse minoriteter i Danmark.
Vi ser en opblomstring i talen om nationens og etniske danskeres overlegenhed og en afvisning af kulturel mangfoldighed. Fra dele af højrefløjen opfordres der til at vende tilbage til den danske nation og trække sig fra internationale alliancer som EU, en reaktion vi så, da EU-domstolen udtalte, at dansk ghettolov kan være diskriminerende. Man opfordrer også til, at Danmark skal trække sig fra Den Internationale Straffedomstol (ICC), der har udstedt arrestordrer mod Israels premierminister Benjamin Netanyahu og tidligere forsvarsminister Yoav Gallant for påståede krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Fremkomsten af den ekstreme højrefløj er en farlig transformation, som vil få konsekvenser for de politiske, økonomiske, sociale, kulturelle og sikkerhedsmæssige niveauer på verdensplan; det er den mest truende udvikling, vi har set siden fascismens kulmination i tiden mellem de to verdenskrige.
Vi oplever nu fjendtlighed over for oplysningstankegang, som betragtes som en trussel mod den nationale sammenhængskraft. Rettigheder for minoriteter, hvad enten de er etniske, religiøse eller seksuelle, bliver angrebet.
Fænomenet kan spores flere steder
Italien: Den store popularitet som Giorgia Meloni og partiet Fratelli d’Italia (Italiens Brødre) oplever. Deres ideologiske rødder kan spores tilbage til Mussolinis fascistiske bevægelse.
Ungarn: Viktor Orbáns aggressive politik over for immigranter, uafhængige medier og politisk opposition, samt hans slogan “Kristendom mod Islam”.
Frankrig: Den store opbakning til Marine Le Pen ved præsidentvalgene, med hendes højredrejede EU-fjendtlighed og islamkritiske holdninger.
USA: Trumpisme-fænomenet, “America First”-retorikken og forsøgene på at underminere demokratiske valgresultater. Vi ser en opbygning af et billede af den “stærke leder”, som alene kan “rydde op” og “genoprette orden”. Samtidig ses en politisering og opmuntring af yderliggående grupper eller militser, som vi overværede ved stormen på Capitol i USA i 2021. USA’s præsident Donald Trump, som i 2024 blev valgt som præsident for anden gang, tilhører det yderste højre og er klart populistisk og fascistisk orienteret over for USA’s naboer og resten af verden. Med Trumps soldaters angreb på Venezuela og kidnapning af landets præsident Nicolás Maduro har USA nu ladet masken falde og vist sine fascistiske træk på den udenrigspolitiske front. Og her er det på sin plads lige at pointere, at Venezuela besidder verdens største oliereserver.
Et genkendeligt mønster
Sammenligningerne med Irak og Libyen er ikke tilfældige, men afslørende for en gentagen strategi.
I 2003 blev Saddam Husseins regime fjernet ved en USA-ledet invasion baseret på fejlslagne påstande om masseødelæggelsesvåben. Resultatet var kaos, hundredtusindvis af døde og en irakisk olieindustri, der genopbyggedes under fremmed kontrol. Saddam Hussein blev henrettet efter en domstolsproces, hvis legitimitet var omstridt internationalt.
I 2011 blev Muammar Gaddafis regering i Libyen væltet gennem en NATO-intervention, der under dække af et FN-mandat aktivt gik videre til at støtte oprørsstyrkers regimeskifte. Gaddafi selv blev lynchet på gaden. Libyen gik fra at være en fungerende stat til en splittet borgerkrigsramt stat med magten over olien som omdrejningspunkt.
Danmark har aktivt deltaget militært i begge konflikter.
Den nye fascisme i Danmark
I de senere år har vi set en bekymrende udvikling i dansk politik. En ny subtil form for fascisme vokser frem – ikke med marcherende støvler og uniformer, men gemt bag politiske sloganer og i populistiske løfter.
Den moderne fascisme klæder sig i national nostalgi, i frygt for “de andre” og i løfter om at beskytte “vores” kultur mod imaginære trusler. Den breder sig gennem simplificerede narrativer om “os” mod “dem”, hvor komplekse samfundsproblemer reduceres til et spørgsmål om identitet og loyalitet.
Vi ser den i en retorik, der gradvist normaliserer ideer om et hierarkisk samfund, hvor nogle menneskers rettigheder og værdighed betragtes som mindre vigtige end andres. I love og udtalelser, der systematisk marginaliserer minoriteter og fremmedgør medmenneskelighed.
Den politiske debat fokuserer konstant på, at den manglende eller fejlslagne integration har skabt parallelsamfund. Dette har ført til en defensiv, stærkt følelsesladet debat om “danskhed”, hvor dansk identitet ofte defineres i modsætning til især muslimsk identitet.
Vi fulgte med i DF-formand Morten Messerschmidts planer om såkaldt “remigration” af op mod 100.000 udlændinge, der skal sendes ud af Danmark.
Kort tid efter blev der publiceret en undersøgelse i Weekendavisen, som kunne konkludere, at hver fjerde dansker vil sende muslimer ud af landet – og knap hver tredje vil forbyde islam.
Er det et tilfælde, at det netop var Weekendavisen, der iværksatte denne undersøgelse?
I september 2025 blev filminstruktøren Omar Shargawi, som er muslim, beskyldt for antisemitisme af blandt andre Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, fordi Shargawi opsøgte Krasnik på gaden foran Berlingske Media og filmede ham, mens han stillede spørgsmål om Israel-Palæstina-konflikten.
Krasnik har tidligere erklæret sig som ”superzionist”.
Jødeprøven
Hvis man udskifter betegnelsen “muslim” med “jøde” i Weekendavisens undersøgelse, vil det lyde: ”Hver fjerde dansker vil sende jøder ud af landet – og knap hver tredje vil forbyde jødedom”.
Hvis nogen tillod sig at udtrykke noget sådant, ville man straks opleve en politisk storm fra hele det politiske spektrum, der ville tage afstand og beskrive undersøgelsesresultatet som dybt racistisk og antisemitisk.
Man ville opleve, at Folketinget straks ville igangsætte obligatorisk undervisning i alle skoler for at lære børn og unge om tolerance og accept af jøder samt at udskamme ”hver fjerde dansker” og alle, der støtter et sådant udsagn.
Dagen i morgen
Faren i dag er ikke et fascistisk statskup, men en langsom erodering af demokratiets fundamenter: Tolerance, lighed og menneskerettigheder. Den nye fascisme er en stille strøm, der langsomt ændrer kystlinjen i det politiske landskab.
Fascismens tilbagekomst, omend i ny indpakning, behøver ikke at være en uundgåelig skæbne. Men den er en alvorlig varsel. At bekæmpe den kræver mere end blot moralsk fordømmelse. Det kræver en radikal reform af de økonomiske systemer for at skabe større retfærdighed. Det kræver en oprigtig samfundsdebat om identitet og fællesskab i globaliseringens tidsalder samt en genoplivning af dannelse til demokrati, medborgerskab og menneskerettigheder.
Vigtigst af alt er den almindelige borgers forståelse af, at 1930’ernes og 40’ernes historie ikke var en tilfældighed, men et resultat af flertallets tavse accept af frygt og had. For ”fascismen trives i mørket, og den kan kun besejres af lyset”, som den danske forfatter og modstandsmand Kaj Munk sagde i en tale den 14. maj 1943. Han blev myrdet af Gestapo i januar 1944.
At erkende denne fare er første skridt til at modstå den.
Demokratiet forsvarer ikke sig selv – det kræver en modig vedvarende kamp for inklusion og menneskelig værdighed for alle.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.