Verden rundt
Et værdigt liv kræver mere end planer
I disse dage er det 10 år siden, at min kollega blev dræbt af en beboer på det botilbud, hvor jeg arbejdede. Forud for drabet havde jeg og mange af mine kollegaer forsigtigt forsøgt at gøre opmærksom på vores arbejdssituation, skriver Mia Kristina Hansen.
|
I denne valgkamp har man hørt meget om økonomi, skat og tryghed. Men alt for lidt om, hvad der skal til for at skabe et værdigt liv for mennesker med psykiske udfordringer. Mennesker, som befinder sig i en udsat position uden for fællesskabet, og som er afhængige af den hjælp, vi som samfund vælger at give dem.
Det får mig til at tænke tilbage.
I disse dage er det 10 år siden, at min kollega blev dræbt af en beboer på det botilbud, hvor jeg arbejdede. Forud for drabet havde jeg og mange af mine kollegaer forsigtigt forsøgt at gøre opmærksom på vores arbejdssituation. Vi blev næsten dagligt konfronteret med vold og trusler fra en lille gruppe beboere, og inderst inde frygtede vi nok for vores liv, selvom det ikke var noget, vi talte højt om.
Dagen efter drabet råbte jeg op. Jeg besluttede, at jeg ikke længere ville gå stille med dørene.
Jeg var egentlig ikke bange for at gå på arbejde. Jeg elskede faktisk mit arbejde, beboerne og mine kollegaer. Men det var på trods af, at forholdene på botilbuddet langt fra var optimale. Min oplevelse var, at det var svært at bruge min faglighed og skabe en værdig hverdag for beboerne.
Alt for ofte måtte jeg sige: “Et øjeblik”, eller “Det kan jeg ikke hjælpe dig med lige nu”. Ofte sad jeg længe i telefonen for at få kontakt til en læge eller en anden instans, mange gange uden held. Så blev den problemstilling, man skulle hjælpe med, udskudt til næste gang, man var på arbejde. Og det kunne være flere dage senere på grund af skiftende arbejdstider. Det var svært at følge op på tingene, fordi dem, man skulle have fat i, havde lige så travlt og var lige så pressede som os selv.
Dagen efter drabet råbte jeg op. Jeg besluttede, at jeg ikke længere ville gå stille med dørene. Jeg ville fortælle om den virkelighed, jeg oplevede. Om hvordan mennesker med psykiske udfordringer blev mødt af systemet. Og hvordan jeg oplevede, at de blev svigtet af det system, der egentlig havde ansvaret for at hjælpe dem til et værdigt liv.
Faktisk lykkedes det os som personalegruppe at råbe op i fællesskab. Vi strejkede i flere dage. Vores budskab var enkelt: Vi ønsker liv, ære og værdighed for beboerne.
Det blev starten på en ny vej for mig. Pludselig fik jeg adgang til folkevalgte politikere. Jeg mødtes med ministre, partiledere og folketingsmedlemmer. Jeg var med til at åbne en konference om vold og trusler på botilbud, og jeg fik taletid i medierne. Det føltes godt. Det føltes, som om det faktisk gjorde en forskel.
Nu er der gået 10 år.
I mellemtiden har der været flere lignende tragiske hændelser rundt om i landet, hvor mennesker med psykiske udfordringer har været involveret. Og jeg må indrømme, at jeg nogle gange bliver modløs, når jeg tænker på det. Det rammer mig i hjertet, og jeg bliver oprigtigt ked af det på alles vegne.
For hvad skal der egentlig til, hvis vi vil have et samfund, der formår at tilbyde rettidig og fagligt stærk hjælp, før et menneske bliver så udfordret, at det kan gå så frygteligt galt?
Vi har fået en 10-årsplan for psykiatrien. Men er det nok? Arbejdet har allerede stået på i næsten seks år, og der er kun fire år tilbage, før planen skal være fuldt implementeret.
Så hvordan sikrer vi, at vi vælger de rigtige politikere? Politikere, som vil følge op på de sidste mange års arbejde. Som vil sikre, at indsatserne faktisk bliver gennemført. Og som vil genbesøge de mange faglige anbefalinger med et kritisk blik: Har vi rettet op på de problemer, de pegede på?
Jeg har ikke et klart svar. Og jeg er skeptisk.
Alligevel satte jeg mit kryds ved folketingsvalget med både optimisme og håb. For vi må bevare håbet for vores samfund. For alternativet er modløshed. Og den har mennesker i psykiatrien allerede fået alt for meget af.
Mens resultaterne fra folketingsvalget langsomt udfolder sig, vil jeg gerne ønske alle nyvalgte og genvalgte politikere tillykke. Med valget følger også et ansvar.
Jeg håber, at I vil huske de mennesker, som denne debat alt for sjældent handler om: Mennesker med psykiske lidelser, mennesker på botilbud og medarbejdere, der hver dag forsøger at skabe værdighed under svære vilkår.
Husk dem, når beslutningerne skal træffes. For bag hvert tal i en plan og hvert punkt i en reform findes et menneske.
Et menneske, der har brug for, at samfundet rækker hånden ud – længe før det er for sent.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
26. marts 2026 | 06:50
