Er dobbeltmoral dobbelt så godt?
Jeg mener godt, man kan kritisere den politiske aftale om fødevarechecken. Men jeg mener, kritikken skal gå ud på, at det overhovedet er nødvendigt at udbetale en check, skriver Thorkild Olesen i denne blog.Den nylige politiske aftale om at uddele en fødevarechek til forskellige borgergrupper med formodede mindre indtægter har givet anledning til mange kommentarer af meget forskellig kvalitet. Der har været nedladende udtalelser om beløbets størrelse, hvem det skal gå til og behovet for en sådan check. Men de kommentarer, som alligevel tager prisen som værende de politiske mest interessante, er dem, der har kaldt fødevarechecken for bestikkelse af vælgerne.
Kendetegnende for disse kommentarer er, at de kommer fra enten borgerlige politikere eller meningsdannere.
Det interessante ved beskyldningerne om bestikkelse af vælgerne er, at de selvsamme politikere og meningsdannere igennem mange år har arbejdet for og gennemført skattelettelser, der fortrinsvis hjælper nogle vælgergrupper. Man har således for eksempel hævet beskæftigelsesfradraget for mennesker, der arbejder, halveret mellemskatten og hævet grænsen for, hvornår man skal betale topskat.
Man har også lempet betragtelig på arveafgiften, så de rigeste virksomhedsejere slipper billigere, når der skal arves.
Væk fra det solidariske princip
Mærkelig nok er det ikke bestikkelse af vælgerne i de grupper, der modtager disse lempelser. Det virker nærmest som om, det er en naturlov, at sådan skal det være. Selv Socialdemokratiet har støttet op om det.
Det må siges at være ren dobbeltmoral at påstå, at den politiske aftale er bestikkelse af vælgerne. Hvis man mener, at det at få penge i hænderne via en fødevarecheck modsat det at få penge i hænderne via en skattelettelse er væsensforskellig er det da et interessant syn på vælgerne. Hvis man skal følge logikken, er det bestikkelse, når pengene kommer direkte ind på kontoen via en check, modsat de penge der kommer ind på kontoen via en løncheck. Det hænger ikke sammen.
Jeg mener godt, man kan kritisere den politiske aftale om fødevarechecken. Men jeg mener, kritikken skal gå ud på, at det overhovedet er nødvendigt at udbetale en check.
Hvis aftalepartierne havde haft mod og vilje til at hjælpe de mennesker, der har mærket mest til stigende priser, ikke kun på fødevarer, havde man set på størrelsen af overførselsindkomsterne.
Det danske velfærdssamfund har bygget på, at de, der har behov for hjælp, har fået den hjælp. Om det er hjælpemidler eller penge, så har ideen været, at man skulle have det efter behov.
Udviklingen, som ikke mindst er gennemført af socialdemokratiske og borgerlige regeringer, har imidlertid fjernet velfærdssamfundet mere og mere fra den solidariske ide til en mere traditionel tankegang om, at hvis man ikke kan yde, skal man kun have lov til at overleve nogenlunde.
Seneste skud på den stamme, og der hvor man går over stregen, er den kontanthjælpsreform, der trådte i kraft i 2025.
Her besluttede man politisk, at de, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, også skal være dem, der får mindst og er tættest på ikke at have nok til at opretholde bolig og i sidste ende livskvaliteten. Det er ikke melodramatisk, men forholdene sådan som de fortælles til dem, der administrerer legater og andre former for privat hjælp. Der er en grund til, at antallet af ansøgere om privat hjælp stiger.
De bliver nu “bestukket” med en engangscheck, men resten af året skal de leve for lidt.
Burde have hævet de lave ydelser
Hvis aftalepartierne havde haft mod og vilje til at hjælpe de mennesker, der har mærket mest til stigende priser, ikke kun på fødevarer, havde man set på størrelsen af overførselsindkomsterne. Man havde også haft modet og viljen til at rette op på de tekniske forhold, der gør, at overførselsindkomsterne først stiger to år efter, priserne er steget. Og man havde haft mod og vilje til at afskaffe den ekstra skat, overførselsmodtagere betaler i form af en del af deres penge til det, der i gamle dage hed satspuljen.
Det havde man ikke. I stedet er det endt ud i endnu et stykke politisk teater, som er interessant for medier og dem, der deltager i det.
Men det afhjælper desværre ikke det grundlæggende problem.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.