“Du har to små børn, ikke?” – og vi kalder det stadig et arbejde
Når du er tiltrådt, skal du være med til at sikre en sundere arbejdskultur, hvor det er okay at sige fra, og hvor ingen skal føle sig truet af at tage på arbejde, lyder opfordringen fra Kurt Rudolph Vandborg til den kommende beskæftigelsesminister.“Din store fede ko.”
“Pas på, når du går hjem.”
“Min ven kan køre ud til Hovedgaden 37 – du har to små børn, ikke?”
Det er ikke kommentarer fra internettet.
Det er noget, ansatte i Danmark får smidt i hovedet, mens de er på arbejde.
Det er dér, vi er.
Velkommen til virkeligheden.
Der er ikke udpeget en ny beskæftigelsesminister endnu.
Men når du sætter dig i stolen, overtager du et arbejdsmarked, hvor ansatte i velfærden bliver udsat for trusler, chikane og vold – ikke som undtagelse, men som noget, der sker hele tiden.
Hver eneste dag sker der episoder. Små og store.
Og de sætter sig – folk bliver syge og flygter fra vores velfærdsfag.
Det, der kan virke voldsomt i dag, er det normale næste gang. Og det er bare ikke godt nok.
Vi har gjort det normalt, der burde være en skandale.
Problemet er ikke kun, at det sker.
Problemet er, at vi har vænnet os til det.
Hver dag går vi på arbejde i psykiatrien, på hospitaler og i beredskabet – og hver dag rykker vores normalitetsgrænse sig. Det, der kan virke voldsomt i dag, er det normale næste gang. Og det er bare ikke godt nok.
Når nogen hører “pas på, når du går hjem”, forklarer vi det væk.
Når nogen bliver truet på deres børn, kalder vi det en presset borger.
Når nogen bliver ydmyget, siger vi, at de ikke må tage det personligt.
Men det er stadig trusler.
Det er stadig overgreb.
Det her gør folk syge.
Man kan ikke gå på arbejde med den slags hængende over hovedet uden at betale prisen.
Det sætter sig i kroppen.
I hovedet.
I hverdagen.
Så når folk bliver sygemeldte, går ned med stress eller siger op, er det ikke, fordi de er skrøbelige.
Det er, fordi de er blevet presset for langt.
Efterfølgende er systemet så presset, at alt for mange på sigt vil blive opsagt fra deres arbejde – vel at mærke for at passe deres arbejde. Og det er ikke godt nok.
Vi skal hjælpe dem videre. Vi skal som samfund stå sammen og ikke mindst støtte vores kollegaer i en svær tid.
Hvad sker der så, når de ikke får den rette hjælp eller ikke tør sige fra?
De stopper.
De forlader jobbet.
De vælger faget fra.
De kommer ikke tilbage.
Og hver gang en medarbejder forsvinder, stiger presset på dem, der er tilbage.
Det er en spiral – og vi lader den køre.
Velfærden betaler prisen.
Når arbejdsmiljøet skrider, gør velfærden det også.
Foruden medarbejdere er der ingen til at passe de ældre, hjælpe udsatte eller tage sig af børnene.
Dit valg starter nu.
Kære kommende beskæftigelsesminister:
Du kan ikke sige, du ikke vidste det.
Spørgsmålet er bare: Vil du acceptere, at det fortsætter?
Den brutale virkelighed:
Hvis ikke der bliver handlet, sker der én ting:
Flere bliver syge.
Flere siger op.
Flere forsvinder.
Ingen mennesker skal gå på arbejde og være bange.
Når du er tiltrådt, skal du være med til at sikre en sundere arbejdskultur, hvor det er okay at sige fra, hvor ingen skal føle sig truet af at tage på arbejde, og hvor normalitetsgrænsen ikke rykkes gang på gang.
Du skal lytte til parterne – du skal ud og besøge dem, der arbejder med de mest udsatte positioner, og høre, hvad du kan gøre.
Og så skal vi have fjernet navnene på vores ID-kort, så det ikke er let at finde os efterfølgende.
Held og lykke med dit kommende og vigtige arbejde.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.