Der burde slet ikke være brug for private socialrådgivere
Der er kommet kritik frem i medierne af private socialrådgivere, der udnytter syge mennesker. Men det grundlæggende problem er, at syge mennesker føler sig tvunget til at betale for privat hjælp i et sygt system, konstaterer Ulf Harbo i denne blog.
|
Der er kommet et kæmpe ureguleret marked for private socialrådgivere, har flere medier konstateret. Nogle gange kommer udsatte, fattige, syge og handicappede borgere i klemme, når de skal betale i dyre domme for at få hjælp til at kommunikere med det kommunale system.
I den forbindelse siger formand for Dansk Socialrådgiverforening Signe Færch, at “der er behov for nogle faglige og etiske rammer, som private socialrådgivere skal agere indenfor”.
Jeg hilser Signe Færgs ide om en autorisationsordning for socialrådgivere velkommen. Men jeg mener samtidig, at Dansk Socialrådgiverforening i den grad bør kigge på de offentligt ansatte socialrådgivere og sørge for, at de overholder loven og ikke underlægger sig ledelser i kommunerne, som lader økonomisk kassetænkning diktere, hvad sagsbehandlere må gøre og ikke gøre i mødet med borgeren.
Problemet er i det offentlige system
For problemet er jo grundlæggende ikke de private socialrådgivere, men at de offentligt ansatte socialrådgivere ikke gør deres arbejde godt nok, som professor i Socialret ved Aalborg Universitet John Klausen så fint siger det:
“Det, at der overhovedet er et marked for private socialrådgivere, er i sig selv dybt problematisk. Det er et symptom på, at der er et andet problem, som er langt alvorligere.”
I årtier har der været en systematiseret uværdig sagsbehandling, som man fra Folketingets, Ankestyrelsens og domstolenes side har accepteret.
Det kan jeg som aktiv frontkæmper i de sociale modstandsbevægelser og som frivillig bisidder og partsrepræsentant de sidste 10 år kun nikke til. Jeg kan afsløre, at den umenneskelige og ulovlige behandling, kronisk syge og handicappede har været udsat for i årtier, er den direkte årsag til mit store engagement i frivilligt socialt arbejde og politisk arbejde for en værdig sagsbehandling.
Min og mange andres kamp for en værdig sagsbehandling har blandt andet resulteret i, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i 2020 stillede krav til alle kommuner om, at de i deres lovpligtige beskæftigelsesplaner i 2021 skulle indføre “værdig sagsbehandling” og opstille mål for den værdige sagsbehandling.
Dette skyldtes selvfølgelig, at der i årtier har været en systematiseret uværdig sagsbehandling, som man fra Folketingets, Ankestyrelsens og domstolenes side har accepteret. Ellers havde der jo ikke været noget behov for at indføre det som et beskæftigelsesmål fra ministeriel side.
Absurde historier fra virkeligheden
Vi er mange, som har gjort opmærksom på den inhumane og uværdige sagsbehandling med hjerteskærende og absurde historier fra virkelighedens verden.
Som lægekonsulenter og private psykiatere hyret af kommunerne der i tusindvis af sager tryllede kronisk syge mennesker raske med et pennestreg eller psykiatriserede deres fysiske sygdomme med obskure diagnoser som sygdomsefterligning (hypokonder), tobaksafhængighedssyndrom, somatoform tilstand (hypokonder) og BDS (hypokonder).
Formand for de alment praktiserende læger i hovedstaden Anders Beich har fortalt om patienter, der har begået selvmord på grund af mødet med det offentlige beskæftigelsessystem, og hvordan hans forsøg med at gå i dialog med beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev intet hjalp.
Som sagsbehandler Henriette Sommer, der udtalte sig i sagen om Kim Osbøl, som blev dømt for chikane af offentlige medarbejdere, fordi han gentagne gange beskyldte Københavns Kommune og navngivne sagsbehandlere for at lyve og bedrage og lave systematisk ulovlig sagsbehandling:
“Vi forsøgte at hjælpe ham. Helt fra start sagde vi, at vi ville indstille ham til ressourceforløb. Men da vi så fik nej oppefra, var det os, han blev vred på”.
“Helt ærligt, hvis jeg havde haft helt frit spil, ville jeg gerne have givet ham et fleksjob eller en førtidspension, men det kunne jeg ikke. Jeg havde nogen over mig, der sagde, at jeg skulle gøre sådan og sådan.”
Allerede i 2017 skrev jeg et meget langt og udførligt brev til Folketingets Beskæftigelsesudvalg med talrige absurde sager, for eksempel om to overlæger der i 2015 advarede kraftigt imod den helbredsskadelige sagsbehandling i kommunerne.
Så selvfølgelig har der været et marked i årevis for private socialrådgivere for at sikre en værdig og lovlig sagsbehandling. Ingen har mere grundigt dokumenteret dette end forfatter Lisbeth Riisager, der gennem de sidste 10 år grundigt og sagligt utallige gange har skrevet om dette problem. I 2014 skrev hun antologien “Et liv i andres hænder”.
Så derfor, Signe Færch og alle andre ansvarlige: Hjælp med, at vi får en værdig sagsbehandling i det offentlige med fokus på faglighed og etik i stedet for at bruge kræfterne på et privat marked, som folk slet ikke burde have behov for!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
21. september 2023 | 09:46
