Læserbrev
Tak for godt indlæg .
Log ind for at svareDenne gang for Afrika?
Fremtiden vil vise, om Afrika, der kan brødføde sig selv tre gange, får opfyldt sit mangeårige ønske om velstand til sin egen befolkning, før den rige verden har forsynet sig, skriver Jesper Petersen.
|
”Waka, waka, this time for Africa”, sang Shakira i sin kendingssang til VM i fodbold i Sydafrika, 2010.
Men sådan gik det selvfølgelig ikke. Hverken sportsligt eller socialt.
The poor stay poor, the rich get rich/
That’s how it goes/
Everybody knows/
– For nu at citere en anden berømt sanger (Leonard Cohen, red.)
NATO’s Libyen-krig for at fjerne Gaddafi for 12 år siden har destabiliseret hele Nordafrika.
I den forgangne uge har Afrika afholdt det første klimatopmøde udelukkende for det afrikanske kontinent, Africa Climate Summit, i Kenyas hovedstad Nairobi.
Her var der stor vægt også på udvikling og forbedrede levevilkår for kontinentets 1,4 milliarder indbyggere, hvoraf de 400 millioner lever uden elektricitet eller adgang til rent drikkevand.
Et afrikansk klima- og udviklingstopmøde er en rigtig god idé. For selvom Afrika er oprindelsesstedet for homo sapiens, vælter senkolonialismens mange skeletter ud af skabet i øjeblikket.
Imens udfordrer Kina og Rusland de gamle europæiske kolonimagters og USA’s mangeårige dominans og egoisme.
Den afrikanske gældsfælde
Jeg hørte for et par årtier siden Germaine Greer (feministisk forfatter fra Australien, red.) forklare Afrikas problem i et interview, hvor hun sagde cirka følgende:
Kolonimagterne fik i begyndelsen af 1900-tallet de afrikanske lande til at anlægge plantager med blandt andet kaffe, te og bananer finansieret med “udviklings”-lån fra Vesten og med løfter om store indtjeninger fra frugt-, kaffe- og te-hungrende i den rige verden, når plantagerne voksede til og begyndte at producere ved hjælp af nærmest uendelig adgang til uorganiseret, billig arbejdskraft.
Men da plantagerne endelig blev produktive, skete det i mange lande på samme tid, hvilket betød store prisfald og evig gæld og renteudgifter til låntagerne.
Rwandafolkemordet i 1994 var en tragisk konsekvens af en europæisk styret ensidig national satsning på eksport af en eller to plantageprodukter samt kolonimagternes katastrofale grænsedragning. Om det sidste skriver Wikipedia:
“Afrikas grænser blev trukket “med lineal” ved Berlinkonferencen fra 1884-85 uden hensyn til naturlige og traditionelle grænser. I mange tilfælde førte dette til, at hele folk og stammer blev splittet mellem to eller flere lande, og i andre tilfælde førte det til, at to eller flere folk, som i generationer havde ligget i strid med hinanden, havnede i samme land.”
”Make poverty history” var slagordet på den i Vesten mest folkeligt støttede, men fejlslagne internationale kampagne i 2005 for at befri blandt andet Afrika fra de gældsbyrder, der i henved et århundrede har forsynet den rige verden med billig kaffe, te, landbrugsprodukter, råstoffer plus politisk kontrol.
Det har forårsaget sult, nød og elendighed, til trods for at Afrika kan brødføde sig selv tre gange.
NATO skyld i Nordafrika-krise
NATO’s Libyen-krig for at fjerne Gaddafi for 12 år siden har destabiliseret hele Nordafrika. Blandt andet fordi over én million vellønnede oliearbejdere fra en række fattige nordafrikanske lande efter 2011 måtte rejse hjem.
Denne vigtige kendsgerning blev rask væk forbigået, da TV2 den 30. august interviewede seniorforsker Peer Schouten fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i forbindelse med kuppet i Gabon – det ottende militærkup i et vest- eller centralafrikansk land siden 2020.
Om knapt 80 år vil Lagos sandsynligvis være verdens største by med over 80 millioner indbyggere.
– Nogle af de mest stabile afrikanske lande, som Vesten troede var partnere og forbilleder for udvikling i forhold til økonomi og demokrati, de klapper bare sammen. Men der er også en bekymring for, hvorvidt vi misforstår verden her i Danmark, sagde Peer Schouten.
Her er måske rettere ikke vilje til at forstå verden.
Således ikke et ord fra seniorforskeren om NATO’s ødelæggelse af Libyen, den arabiske verdens mest velfungerende land målt i gennemsnitlig levestandard, levealder, lav børnedødelighed med mere. Ej heller et ord om Gaddafis økonomiske støtte til Mali, Niger med flere ud over beskæftigelsen af de nu mange hjemsendte gæstearbejdere.
Heller ikke et ord om ødelæggelsen af verdens største klimastabiliserende kunstvandingsanlæg, ”Man made river”-projektet, og dets store fødevareproduktion nu i fremskredent forfald som følge af det kaos, NATO’s krig mod Gaddafi på 12. år har kastet en stor del af Nordafrika ud i.
En katastrofe, der desuden har medført, at et stigende antal desperate afrikanere forsøger at flygte bort fra elendigheden over Middelhavet til Sydeuropa og videre nordpå. Forleden nåede det hidtil højeste antal helt til England på én dag: over 800.
Befolkningseksplosion
Svimlende 2,5 milliarder afrikanere forventes år 2050, næsten dobbelt så mange som nu.
13 af verdens 20 største byområder forventes i år 2100 at ligge i Afrika. Deriblandt Lagos i Nigeria, der med sine over 20 millioner indbyggere er Afrikas mest befolkede by i dag.
Om knapt 80 år vil Lagos sandsynligvis være verdens største by med over 80 millioner indbyggere, skrev Business Insider Africa i en artikel 22. november sidste år.
Fremtiden vil vise, om Afrika, der kan brødføde sig selv tre gange, får opfyldt sit mangeårige ønske om velstand til sin egen befolkning, før den rige verden har forsynet sig.
Og ikke mindst: Kan et fremtidigt frit, selvstændigt og udviklet Afrika – der i dag står for blot fire procent af verdens samlede CO2-udslip – de næste 25 år fordoble sit befolkningstal plus øge levestandarden uden at skabe ødelæggende klimaforandringer for hele planeten?
Flere afrikanske lande er for eksempel langt fremme med planer om forøget oppumpning af store olieforekomster i undergrunden.
Og hvad med Afrikas vilde dyr, der i årtier har været i rivende tilbagegang? Løver, næsehorn, giraffer, elefanter. Af de sidstnævnte levede anslået næppe under 35 millioner, før Europas kolonimagter i 1800-tallet gik i gang med at omforme kontinentet efter europæiske ønsker. I dag, godt og vel 100 år senere, er der cirka 350.000 elefanter tilbage i Afrika.
This time for Africa?
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
08. september 2023 | 06:10
