I den sidste uges tid har jeg læst Lars Findsens bog, som er udkommet midt i valgkampen. Den er noget mindre saftig end det indtryk, man kan få i pressen, beskyldningerne mod den siddende regering kommer mest som små stikpiller eller er skrevet ind mellem linjerne.
Han giver heller ikke nogen stor indsigt i efterretningsarbejdet – her får man langt flere detaljer, hvis man læser Jakob Scharfs bog, der udkom for et par år siden.
Men hvad handler bogen så om? For mig at se handler den om de skjulte magtkampe, der foregår inde i den borgerlige statsmaskine mellem en række aktører – militæret, embedsværket og politikerne. En strid som handler om, hvordan de mange ressourcer, som blev givet til terrorbekæmpelse efter den 11. september 2001, skulle fordeles imellem styrelser, ministerier og efterretningstjenester.
Den virkelige skandale i hele denne sag er, at borgerlige og socialdemokrater løbende har underordnet Danmark amerikansk imperialisme og deres horrible krige i Irak, Libyen og Afghanistan.
Men også en strid der handler om, hvorvidt militæret eller den civile gren skal udøve magt og have beføjelser.
Findsen forsøger i bogen at fremhæve sig selv som fortaler for åbenhed, for interviews med journalister og transparens. I virkeligheden bliver det meget hurtigt klart, at han bruger medierne strategisk til at opnå det, han vil.
I det hele taget bliver det i bogen ret tydeligt, at Findsen er eksemplet på en højtstående embedsmand, som koncentrerer enorm magt i sine hænder: Når en minister ønsker at rulle en reform tilbage, vælger han at udskyde udfærdigelsen af et notat om det, fordi han ikke er enig i beslutningen. Når der er udsigt til, at han bliver fyret, vælger han lynhurtigt at manøvrere og bytte job med en anden, så han kommer over i en anden magtfuld position.
På den måde udleverer Findsen i virkeligheden sig selv. Hans bog er dels et indirekte anklageskrift mod den siddende regering og dels et forsvar for sig selv, men han kommer ubevidst til at tegne billedet af en embedsmand, som forsvarer den borgerlige orden frem for alt.
Bogen har pludselig fået alle politikerne til at kræve en undersøgelseskommission, som skal afdække, om hans hjemsendelse var politisk motiveret, sådan som han selv hævder.
De borgerlige bruger skandalen til at angribe regeringen for magtfuldkommenhed, mens socialdemokraterne vrangvilligt er gået med til at nedsætte kommissionen.
Men den virkelige skandale i forhold til FE er ikke, hvem der har sagt og gjort hvad. Nej, den virkelige skandale er, at samtlige forsvarsministre siden Nyrup-regeringens tid har underskrevet en hemmelig aftale med amerikanerne, som har givet verdens største imperialistiske supermagt ret til at tappe datakabler, der løber under dansk jord.
Med andre ord er Danmark aktiv bidragsyder til det overvågningssystem, som NSA har kørende og, som Snowden effektivt afslørede i 2013, spionerer på borgere overalt i verden.
Af logiske årsager undlader Findsen i bogen at tale om kabelsamarbejdet. Han er naturligvis underlagt tavshedspligt og ville underminere sit forsvar, hvis han omtalte det.
Ikke desto mindre forsvarer han igennem hele bogen Danmarks samarbejde med ”sine allierede” og hylder også beslutningen om for eksempel at gå i krig i Libyen. Han er da også lettet, da en undersøgelseskommission underkender det tilsyn, som ellers har kritiseret interne forhold i FE, formentligt kabelsamarbejdet.
Sagen burde i virkeligheden være et wakeupcall.
Det er derfor ganske tydeligt, at Findsen er stor fan af kabelsamarbejdet.
Den virkelige skandale i hele denne sag er, at borgerlige og socialdemokrater løbende har underordnet Danmark amerikansk imperialisme og deres horrible krige i Irak, Libyen og Afghanistan. Dét er der stort set ingen medier, der fokuserer på, de nævner det blot som en parentes.
Deres fokus er udelukkende på anklagerne mod Findsen, på regeringen, der render rundt som en elefant i en glasbutik, PET’s overvågning, de kulørte detaljer om sensuelle præferencer og andet tabloid stof. Altsammen noget som fjerner fokus fra den virkelige skandale.
Ganske forudsigeligt hopper alle partierne, inklusiv venstrefløjen, lige ned i fælden. I stedet for at bruge muligheden for at angribe socialdemokraternes og de borgerliges underdanige position i forhold til amerikansk imperialisme, så taler man om undersøgelseskommissioner, også kendt som syltekrukker, som om et par år kan komme med en udredning, som måske/måske ikke får en konsekvens om et år eller to.
Sagen burde i virkeligheden være et wakeupcall. Den burde mane til resolutte krav om løsrivelse af Danmark fra rollen som USA’s skødehund. Den burde føre til krav om øjeblikkelig ophævelse af aftalen med NSA. Den burde være et led i en kampagne imod militariseringen af samfundet, imod de 18 ekstra milliarder, der nu skal bruges på militær i stedet for velfærd.
Mens energi- og fødevarepriser buldrer derudad, skal vi betale (endnu mere) for imperialisternes krigsmaskineri og for deres horrible overvågningssystemer.
Det kan godt være, at folk stiltiende kan acceptere det i en kortere periode og spænde livremmen lidt ind. Men før eller siden vil det betyde store bevægelser og protester.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
28. oktober 2022 | 06:07
“Sagen burde i virkeligheden være et wake-up-call. Den burde mane til resolutte krav om løsrivelse af Danmark fra rollen som USA’s skødehund. Den burde føre til krav om øjeblikkelig ophævelse af aftalen med NSA. Den burde være et led i en kampagne imod militariseringen af samfundet, imod de 18 ekstra milliarder, der nu skal bruges på militær i stedet for velfærd.” Sande ord i en mudret debat!
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
