Treparten om løn til offentligt ansatte: Unik mulighed eller begyndelsen til enden? Make or break for fagbevægelsen?
På bagkant af Lønstrukturkomitéen kigger vi pædagoger sammen med andre faggrupper på det offentlige arbejdsmarked med store øjne og med et gigantisk håb til resultatet af en trepart.
I manges øjne er treparten en gylden og historisk politisk mulighed for at gøre op med det lønefterslæb, som findes i det offentlige.
Gøre op med at kvindedominerede faggrupper er placeret nederst i et lønhierarki, som ikke har rykket sig i et halvt århundrede trods ligelønspuljer, længere uddannelse og en perlerække af konflikter og kampe.
Så at der langt om længe er afsat penge og annonceret trepartsforhandlinger til efteråret, er et kæmpe skulderklap til alle, der har kæmpet for det i årevis, og det viser både solidaritet, sammenhold og fællesskab.
Og solidaritet, sammenhold og fællesskab er nemlig lige præcis de værdier, fagbevægelsen får sin styrke fra, og er det, vi skal sejre på i længden.
Men her på anden side af rapporten fra Lønstrukturkomitéen er det også blevet mere konkret, og her starter mine bekymringer.
Det vil på mange måder være katastrofalt, hvis de tre flotte værdier ikke er de bærende igennem treparten.
Lykkes vi ikke med at gøre et stort indhug i det lønefterslæb og den lavere løn til såkaldte kvindefag, så tror jeg, at mange medlemmer har svært ved at se berettigelsen ved fagbevægelsen.
Solidaritet, sammenhold og fællesskab er præcis de værdier, fagbevægelsen får sin styrke fra, og det, vi skal sejre på i længden.
Hvis vi ikke lykkes, er jeg oprigtigt bange for, at fagbevægelsen ser ind i en fremtid med intern uro, manglende opbakning, faldende medlemstal og en udpræget mistillid både til fagbevægelsen og den danske model.
Det må for alt i verden ikke ske, og derfor skal vi gøre alt for at undgå netop dette.
Den her trepart skal løse nogle af de udfordringer, som eksisterer på det offentlige arbejdsmarked, og det betyder, at vi skal turde skævdele til fordel for nogle.
Det betyder også, at interne uenigheder i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) ikke må ende i en fordeling af lønkroner til et så stort antal af faggrupper, at ingen mærker noget, og der kun lappes overfladisk på den skævvridning, der forholdsmæssigt kun er blevet større år for år.
Den her trepart skal stadfæste eller kickstarte fagbevægelsen som en aktør, medlemmerne kan se sig selv i. Som kan løse samfundets problemer, og som samtidig er den spiller, der sikrer, at vi holder hånden under velfærdssamfundet.
Men jeg er på alle måder bekymret for, hvad der sker, hvis vi ikke får løst udfordringen ved treparten.
Jeg er bekymret for, at hvis vi ikke har set alvoren i øjnene endnu, kan vi ende med et kompromis, ingen kan se sig selv i og med en alt for høj pris til følge. Og det kommer til at koste fagbevægelsen dyrt. Både på kort og på lang sigt.
For selvfølgelig kæmper alle fagforbund for højere løn til netop deres medlemmer. Men den her gang er der bare mere på spil.
Det er fundamentet for fremtidens fagbevægelser, vi støber nu. Det er fortællingen om, at fagbevægelsen kan løse store komplicerede problemer på arbejdsmarkedet i nutidens samfund, som er det, der skal bære FH ind i fremtiden.
Så min bøn går på at se denne trepart som meget større end blot egne interesser.
Og på spørgsmålet om, hvorvidt det her er ’make or break’, så tror og regner jeg med, at vi som fagbevægelse lykkes både i treparten, men også med løsninger på fremtidens udfordringer.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
17. juli 2023 | 12:24
Den er en falsk forhåbning at tro på trepartforhandlinger. Se hvad andre forbund har opnået gennem de senere år – ingenting. Vi lever i den korporative stat, hvor kapital, stat og fagbevægelsens top er smeltet sammen til en enhed. Jeg anbefaler mit læserbrev om behovet for en ny strategi i arbejderbevægelsen.
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
