Kommentar
De politisk uønskede
Man kan godt blive i tvivl om, hvorvidt politikerne ønsker, at mennesker med handicap skal være en del af fællesskabet, skriver Thorkild Olesen i denne blog.
|
Den 3. december er FN’s internationale handicapdag. Her markeres det både internationalt og i Danmark, at mennesker med handicap også er en ressource i samfundet, at vi ønsker at være en del af fællesskabet, og at vi vil inddrages i og bidrage til samfundets udvikling.
I forbindelse med handicapdagen har Danske Handicaporganisationer (DH) fået udarbejdet en undersøgelse om danskernes opfattelse af os. På den ene side er det træls læsning, men på den anden side giver det også anledning til håb.
79 procent af de adspurgte siger, at de er usikre på at omgås mennesker med handicap. De siger, at de især er bange for at gøre eller sige noget forkert. Usikkerheden opstår oftest, når danskerne møder os med et handicap i det offentlige rum; i busser, på gaden eller til arrangementer rundt omkring.
Det er virkelig træls, at der er denne usikkerhed i mødet mellem danskere med og uden handicap. For det betyder, at det bliver sværere for os med et handicap at blive en del af de mange fællesskaber, som alle gerne vil være en del af. Det drejer sig både om fællesskaberne på arbejdspladserne, i fritidslivet rundt om i sportshaller og i spejderhytter, i kulturlivet som udøver eller tilskuer. Og er man ikke en del af de forskellige fællesskaber, ja så er der en øget risiko for at blive ensom og isoleret i eget hjem.
Det kan vi konstatere, allerede er et problem i dag. Ensomhed og isolation er et meget større problem for os med handicap end for resten af befolkningen, viser undersøgelser om emnet. Det er både dyrt for samfundet, fordi det betyder dårligere helbred og færre leveår, men det er også skidt for os som mennesker.
Håb i undersøgelsen
Men der er også håb i DH’s undersøgelse.
Syv ud af ti ønsker, at børn og unge med handicap skal være inkluderet i skolen, hvis de får den tilstrækkelige støtte til det. Samme store ønske er der til at inkludere os i arbejdsfællesskabet og i fritids- og kulturlivet.
Der er altså et ønske i befolkningen om, at mennesker med handicap skal være en del af fællesskaberne. Og det er godt, for når der er et ønske og måske en vilje til inklusion, skal det nok lykkes, hvis vi får mainstreamet handicap og gjort det til et forhold, som ikke er anderledes end at møde andre mennesker i samfundet.
De politiske initiativer, der er sat i gang de seneste år, har alle sammen det mere eller mindre klare formål, at der skal spares på mennesker med handicap.
Men man kan godt blive i tvivl om, hvorvidt politikerne ønsker, at mennesker med handicap skal være en del af fællesskabet.
Ser man på de forskellige politiske initiativer, der er sat i gang de seneste år, er det i hvert fald svært at tro på. De har alle sammen det mere eller mindre klare formål, at der skal spares på mennesker med handicap. Det er altså ikke et politisk ønske, at der skal bruges penge på at lade os være en del af fællesskaberne.
Lige nu er der for eksempel en debat om, at flere og flere børn og unge med handicap ender i specialskoler. Udgangspunktet er ikke det ideologiske, at børn med handicap skal være en del af skolefællesskabet. Nej, udgangspunktet er, at det er dyrt for kommunerne.
Ingen, ud over os i handicapbevægelsen, spørger, hvorfor, børn og unge med handicap ender på specialskoler. Og tager man endelig problemet alvorligt fra politisk side, kan der (måske) forventes forbedringer om fem til ti år. Indtil da skal der spares ved at gøre det sværere at få specialskoletilbud. Der skal ikke investeres i at give den rigtige hjælp i skolen her og nu, så man slet ikke behøver specialskoletilbuddet.
Befolkningen vil godt støtte mennesker med handicap
Befolkningen vil altså gerne have mennesker med handicap ind i fællesskaberne, på trods af usikkerheden i omgangen med os. De vil i øvrigt også gerne bruge penge på, at mennesker med handicap får den rigtige støtte. Det viser en undersøgelse fra DR før sommerferien, hvor syv ud af ti svarede positivt på det spørgsmål.
På den anden side har vi et politisk system, som tilsyneladende kun i ord ønsker os ind i fællesskaberne, og oven i købet ikke engang altid i ord. Politikere i regering og Kommunernes Landsforening holder sig ikke for gode til at stigmatisere os som årsagen til, at velfærdssamfundet ikke kan levere på andre områder.
Jeg håber, at mennesker med handicap sammen med resten af befolkningen kan få politikerne til at se os som en ressource og en naturlig del af fællesskabet, når den nødvendige støtte ellers er på plads.
Inden næste internationale handicapdag den 3. december 2025 skal vi til stemmeurnerne i hvert fald en gang, nemlig til kommune- og regionsvalg. Måske skal vi ved det valg vælge politikere, der er mere i overensstemmelse med befolkningens og vores ønsker.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
05. december 2024 | 16:38
