vel talt . Kunne ikke være mere enig .
Danske stjernestunder – top eller flop?
Der var næsten ingen ende på de stolte forventninger til Danmarks EU-formandskab og Danmarks to-årige medlemskab af FN's Sikkerhedsråd. I skrivende stund er to tredjedele af den danske EU-formandstid forløbet, og ét enkelt ord kendetegner bedst resultatet: flop.I lang tid herskede der en forventningspræget stemning til året 2025, hvor Danmark skulle have internationale stjernestunder.
Det roterende formandskab for EU kunne naturligvis beregnes til i andet halvår 2025 at “nå til” Danmark på oversigten over medlemslandene.
Og da så et to-årigt medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd faldt på plads for Danmark for 2025-26, var der næsten ingen ende på de stolte forventninger.
Efter det amerikanske præsidentvalg lød der ganske vist advarende røster om svare tider for verdensorganisationen og mulighederne for at opnå forsvarlige løsninger.
Men omvendt så understregede de turbulente udsigter, at der ville være et endnu større behov for en behjertet indsats fra et land som Danmark.
Indtil nu: flop i EU
I skrivende stund er to tredjedele af den danske EU-formandstid – i denne omgang – forløbet, og ét enkelt ord kendetegner bedst resultatet: flop.
De højstemte forventninger udtrykt af regeringen op til overtagelsen af formandskabet blev ikke bare bakket op, men tiljublet af en næsten énstemmig “klakørpresse”.
I dag er det korte af det lange, at forløbet mest af alt minder om det, vi kender fra eventyrenes verden, lige fra “Hva’ Fatter gør, er altid et rigtige” til “Konen med æggene”.
Se på klima- og miljøpolitikken, hvor der fra regeringens side op til formandsperiodens start var klar og eksplicit opbakning til alle tidligere EU-skåltaler om betydningen af, at EU går i spidsen og skaber varige og væsentlige reduktioner både internt og internationalt i CO2-udledningen.
I skrivende stund er to tredjedele af den danske EU-formandstid – i denne omgang – forløbet, og ét enkelt ord kendetegner bedst resultatet: flop.
Men forleden brød FN-konferencen i London om søfartens udledninger sammen og udskød nye forsøg i foreløbig ét år, og det forestående FN-klimatopmøde i Brasilien risikerer en tilsvarende skæbne, da blandt andre EU, der jo ville gå i spidsen, ikke engang har været i stand til internt at enes om, hvilke nye mål for begrænsning af CO2-udledninger man kunne melde ud.
Dét er selvfølgelig ikke Danmarks skyld.
Der er mange årsager, blandt andet det totale politiske sammenbrud, der i disse måneder udspiller sig i Frankrig, hvor den ene nye regering efter den anden kasseres af parlamentet, så der stadig ikke er stablet nogen finanslov på benene, og hvor præsidenten ikke bare mister indflydelse og anseelse, men efterhånden står uden nogen egen politisk magtbase.
Og i den anden ende af den traditionelle EU-magtakse, Tyskland, er de to regeringspartier SPD og CDU/CSU lammet af indbyrdes uenighed om indførelse af almindelig værnepligt.
Men, men … Det sker på “Danmarks vagt”, hvor også bestræbelserne på at få et kompromisforslag om den højst nødvendige afbureaukratisering af EU-systemet igennem er kørt fast i EU-parlamentet.
Og så er der den totale mangel på forsøg på at slutte fred – varig og stabil fred – mellem Rusland og Ukraine. Alt, hvad EU har formået, er med hidsig dansk deltagelse at puste yderligere til ilden med den aggressive krigspolitik og -retorik, man fører sig frem med.
Dronepanikken
Det topmøde i København, som i midten af oktober udgjorde det foreløbige højdepunkt, fik i øvrigt en højst besynderlig optakt ved den store opstandelse 14 dage tidligere omkring nogle fænomener ved især Københavns Lufthavn i Kastrup.
I skæret af blinkende lygter og i en forhøjet beredskabssituation talte ministre og efterretningschefer om “droneobservationer”, der nu skulle efterforskes. Intet var skudt ned, fanget eller identificeret, men statsministeren kunne med oprømt stemmeføring “ikke afvise”, at Rusland stod bag…!!!
Dén stemning blev holdt i live i nogle dage, indtil forsvarsministeren og FE-chefen i en opsigtsvækkende ændring af sprogbrugen pludselig ikke talte om “droneobservationer”, men om “luftrumsiagttagelser”.
Den dag i dag har jeg ikke set nogen offentlig oplysning om, hvad efterforskningsindsatsen rent faktisk har ført til.
Dette forløb minder i høj grad om forløbet omkring sprængningen af Nordstream-gasledningen, hvor danske myndigheder jo efterforskede på livet løs, men stoppede helt op, da der ikke kunne findes holdepunkter for påstande om, at Rusland stod bag.
Men på EU-topmødet i midten af oktober enedes man om et omfattende og bekosteligt program for etableringen af en “EU-mur mod droner”, uden dog at kunne fjerne det skær af molbohistorie om “Da Danmark så droner”, der umiskendeligt hviler over hele det beskrevne forløb.
Medlemskabet af FN’s Sikkerhedsråd
Danmark har jo nu godt og vel et år tilbage af sin funktionstid i Sikkerhedsrådet, så der er endnu tid til at forsøge at gøre en forskel.
Ifølge regeringens tiltrædelseserklæring ville den arbejde for at styrke folkeretten, tilpasse krisestyringen til nye konflikter, adressere klimaforandringers påvirkning på fred og sikkerhed samt fremme kvinders rolle i fredsprocesser.
Det ser på papiret ikke så værst ud, omend nogle af formuleringerne virker noget kryptiske.
Realiteten er imidlertid, at der er masser at tage fat på, så FN kan blive tidssvarende og relevant.
En af de mest påtrængende opgaver er få tildelt flere lande roller og indflydelse, der passer til tidens realiteter. Lande som Indien, Sydafrika og Brasilien kan naturligvis ikke fortsat ignoreres.
Det kan i sig selv have en positiv effekt på andre nødlidende områder som klima og miljø samt skabelsen af varig og stabil fred i de væbnede konflikter, som raser flere steder i verden.
Men odds er imod Danmark, der jo ret beset også ligger under for en helt ustyrlig amerikansk præsident – på grund af Grønlandsproblematikken måske mere end så mange andre lande gør.
Så det bli’r dæleme svært…
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.