Danmark går forrest, når det handler om at forlænge slagteriet i Ukraine
Statsminister Mette Frederiksen går i spidsen, når det gælder oprustning samt flere våben og mere militært udstyr til Ukraine, skriver Lotte Rørtoft-Madsen i denne blog.
“Nu vidste jeg endelig, hvilken modstander jeg skulle kæmpe mod – den falske heroisme, der foretrækker at sende andre ud i lidelse og død; den letkøbte optimisme hos de samvittighedsløse profeter, såvel politikerne som militæret, der uden skrupler lover sejr, mens de forlænger slagteriet; og bag dem hele det kor, de havde lejet, alle disse krigens ordgydere.”
Disse ord tilhører den berømte østrigske forfatter Stefan Zweig, der på sin tid for omkring 100 år siden hudflettede militarisme og falsk krigspropaganda.
Citatet forekommer uhyggeligt aktuelt, og jeg blev mindet om det, da jeg for få dage siden deltog i en konference med titlen “Myten om et stærkt forsvar”, arrangeret af Fredsinitiativet.
Tirsdag den 24. februar er det fire år siden, at russiske tanks rullede ind over Ukraines grænser. Lige siden har denne krig på europæisk jord sat rammerne for den politiske dagsorden i Danmark og Europa, og den har rykket rundt på styrkeforholdene i verden.
En styrkeprøve mellem NATO og Rusland
Jeg skal ikke her gå dybt ind i krigens bagvedliggende årsager. Vi ved alle, at hverken konflikten eller krigen startede for fire år siden, men i hvert fald i 2014. Vi ved også, at det er NATO’s og USA’s årelange ekspansion mod øst, der var den egentlige bagvedliggende årsag til, at det kom så vidt, at der igen blev krig i Europa.
Alt dette er blevet så åbenlyst og tydeligt, i takt med at krigen er trukket ud. En styrkeprøve mellem NATO og Rusland, maskeret som et forsvar for Ukraines suverænitet.
Stefan Zweigs ord om “den falske heroisme, der foretrækker at sende andre ud i lidelse og død”, klinger stærkt her den 24. februar, hvor Folketingets våbenleverende partier, kongehuset og andre af Overdanmarks repræsentanter samles til gudstjeneste i Holmens Kirke.
“Krigen minder os om, at frihed og demokrati ikke kommer af sig selv… Derfor betyder det noget, at vi fortsat viser vores støtte til Ukraine og til de mennesker, der hver dag kæmper for den ret,” har Folketingets formand, Søren Gade sagt i den forbindelse.
Voldsomme tabstal
“Den falske heroisme, der foretrækker at sende andre ud i lidelse og død…”
Næsten to millioner militærfolk fra Ukraine og Rusland er blevet dræbt, såret eller meldt savnet i de sidste fire år, har den amerikanske tænketank Center for Strategic and International Studies (CSIS) beregnet. Og FN har verificeret næsten 15.000 civile dødsfald siden 2022 – men det samlede tal er sandsynligvis langt højere, oplyser FN.
Det er næsten ikke til at huske tiden før 24. februar 2022. Selvom verden dengang bestemt ikke var fredelig – når alt kommer til alt lever vi jo i et imperialistisk verdenssystem – så er Europa i de sidste fire år blevet fuldstændig spundet ind i en krigs- og oprustningsspiral, som det er umuligt at blive viklet ud af.
Farvel til dialog og fredeligt samkvem – goddag til afskrækkelse og militære løsninger!
Farvel til internationale traktater om for eksempel atomvåben – goddag til risikoen for et atomart helvede!
Farvel til mellemfolkelig forståelse – goddag til uforsonlig krigsretorik!
Det er bestemt ikke at gå for langt at påstå, at den siddende danske regering med Folketingets opbakning er den mest militaristiske blandt de mindre europæiske lande.
Røde linjer forskubber sig. Hvad der var unormalt i går, bliver normalt i dag. Normer afløses af junglelov.
Og det må siges: Danmarks statsminister går i spidsen. På den nyligt afholdte sikkerhedskonference i München blev Mette Frederiksen interviewet og kunne næsten ikke være i sin egen krop af foragt for og lede ved – nej ikke Putin, men Rusland selv og russerne i det hele taget. Med henvisning til den seneste tids russiske angreb på Ukraines energisektor, erklærede hun:
“Det er så vanvittigt, at kun russerne ville gøre noget sådant. Men sådan er Rusland. Og det vil ikke ændre sig… Vi må lære, at Rusland ikke vil ændre sig.”
Og med fortrydelse og dirrende utålmodighed i stemmen beklagede hun, at Ukraine mangler luftforsvar til at kunne ramme dybt inde i Rusland:
“Hvis de var medlem af NATO nu, hvis vi havde været i stand til at træffe denne beslutning i Vilnius, så ville vi være i en helt anden situation nu.”
Smag lige på ordene endnu engang og overvej, hvad de indebærer. “… samvittighedsløse profeter, såvel politikerne som militæret, der uden skrupler lover sejr, mens de forlænger slagteriet…”
Oprustning, oprustning, oprustning
Med andre ord: Flere våben, mere militært udstyr af sted, så slagteriet kan fortsætte. Som sagt så gjort:
For nogle dage siden oplyste regeringen, at den vil lægge ekstra 3,8 milliarder kroner i Ukraine-fonden, så den alene i år kommer op på 14 milliarder kroner.
Danmarks Statistik kunne i sidste uge offentliggøre, at bruttonationalproduktet for 2025 endte på samlet set at stige med 2,9 procent. Vi ved alle, at væksten ikke ville være så stor, hvis ikke det var for den danske medicinalindustris profitable sejrsgang. Men – nu kan oprustningen også læses af tallene:
“Det offentlige forbrug gik markant frem i fjerde kvartal med en vækst på 5,6 procent. Stigningen skyldes primært en kraftig vækst i det offentliges køb af varer og tjenesteydelser, især inden for forsvaret.” (Min fremhævning).
Bruttonationalproduktet stiger, blandt andet på grund af oprustning. Jo mere bruttonationalproduktet stiger, jo mere skal der i absolutte tal til for at nå NATO’s mål. Skruen uden ende.
Senest har Forsvarsministeriet oplyst, at regeringens såkaldte krigskasse er ved at være tom. I alt er der brugt eller afsat lidt over 365 milliarder kroner til oprustning af det danske militær i perioden 2024-2033. Konklusion: Kassen skal nu fyldes op igen.
Alt dette sker med den falske begrundelse, at “støtten til Ukraines forsvarskamp bidrager også til forsvaret af Europa og Danmark. Ukraines kamp angår også vores sikkerhed”, som forsvarsminister Troels Lund Poulsen siger. Eller som hans kollega på udenrigsministerposten Lars Løkke Rasmussen formulerer det: “Rusland udgør en trussel mod Europa. Ukraine er en buffer. Det er dér, fronten står.”
Yderligere argumenter synes ikke nødvendige. Ruslands imperiedrømme tages for givet.
Trusselsbilledet skrues op som et argument for at opruste, og i absolutte tal er vi ude i en historisk høj oprustning.
Det er godt nok svært at måle graden af militarisme. Men det er bestemt ikke at gå for langt at påstå, at den siddende danske regering med Folketingets opbakning er den mest militaristiske blandt de mindre europæiske lande. Svært at huske at Danmark engang blev betragtet som et fredselskende land, en fodnote i NATO, et land hvor man kunne diskutere Norden som en atomvåbenfri zone.
Insisteren på krig
I dag lever de herskende i en verden af vildfarelser og vrangforestillinger. I den verden står der kun krig og militære løsninger. Faktisk insisteren på krig.
Uden på nogen måde at forskønne krigsførelsen i Ukraine må vi insistere på, at vejen til at stoppe krigshandlingerne og nærme sig en egentlig fred kun kan betrædes, hvis man lytter til alle parter. Her nytter det ikke krampagtigt at holde fast i, at “Rusland ikke vil ændre sig”.
I et længere interview for ganske få dage siden klargjorde den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov, at det for Rusland handler om to ting: Sikkerhedsinteresser (ingen truende våben på ukrainsk jord) og at sikre den russiske befolknings rettigheder i Ukraine. “Lad vort land leve” og “lad være med at føre krig mod os”, sagde han. Uanset hvad man måtte mene om Rusland, så var der ikke en eneste indikator på, at Rusland agter at “gå videre” og “tage hele Europa”.
I interviewet anklagede Lavrov EU for at være præget af “russofobi” og for ikke at melde sig ind i kampen for freden. Tilsvarende toner lød der fra den kinesiske udenrigsminister Wang Yi på sikkerhedskonferencen i München tidligere på året. Her sagde han direkte, at Europa ikke burde “være på menukortet, men sidde med ved forhandlingsbordet”.
Alt peger imidlertid på, at EU for længst har spillet sig denne mulighed af hænde. Og det i en situation, hvor alle berørte parter burde gribe enhver chance for at nå frem til en omfattende, varig og bindende fredsaftale, fjerne de grundlæggende årsager til konflikten og skabe mulighed for fred og stabilitet i Europa.
Naivt? Svært at se en anden vej, der kan gøre en ende på slagteriet.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
13% af 750.000 DKK
93.905 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
