Transportforhandlinger sat i gang
Befrielseskamp er en idé, og ideen kan blive udvandet
Hvis vi ikke tager os i agt, fjernes al saft og kraft fra frihedskampen, og den ender som debatemne i en studiekreds.
|
Liberalismen vil altid forsøge at flytte ideen om frihedskamp fra almindelige mennesker og aktivister til intellektuelle saloner blandt akademikere og eksperter eller til virtuelle rum for influencere og indholdsskabere på de sociale medier.
Modstand er en idé, og ideen dør ikke
Den palæstinensiske forfatter Ghassan Kanafani skrev en sætning, der blev udødeliggjort, og som bruges af mange i dag til at henvise til fortsættelsen af den palæstinensiske frihedskamp, som er “Modstand er en idé, og ideen dør ikke.”
Kanafani var en fremtrædende palæstinensisk politiker og forfatter, der bliver anset som en af den verdens førende palæstinensiske forfattere.
Han gik ind for en aktiv væbnet kamp mod Israel i kølvandet på Seksdageskrigen i 1967. Samme år sluttede han sig til Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og blev dens talsmand. I 1969 udarbejdede han et PFLP-program, hvor bevægelsen officielt antog marxismen-leninismen og et program om befrielse gennem revolutionær palæstinensisk kamp.
Kanafani bIev i 1972, mens han opholdt sig i Beirut, dræbt af en bilbombe placeret af den israelske efterretningstjeneste Mossad.
Selvom betydningen af Kanafanis sætning er klar, kan den udnyttes og forvrænges, og det gør magthaverne!
Erfaringen fra frihedsbevægelser verden over viser, at den magt, der frarøver dig din frihed med vold og våben, yderst sjældent giver den tilbage, bare fordi du demonstrerer og debatterer.
Det er sandt, at “modstand er en idé, og idéen dør ikke”, men liberalismen er mester i at udvande ideer og gøre frihedskamp til geléagtige kampe, der kun tillader aktivisten at vise sin modstand på en måde, der ikke truer liberalismens værdier.
Der har i Danmark været demonstrationer mod Israels besættelse af Palæstina, hvor deltagerantallet har overgået alt siden Vietnam-demonstrationerne i 1960’erne. Men det har vi ikke læst eller hørt meget om i medierne! Vi er blevet fortalt, at demonstrationerne har været råbende og voldelige og pro Hamas, hvilket vi, der faktisk deltager, ikke har set noget til. Vi bliver fortalt, hvordan ’man’ demonstrerer i Danmark. Vi må ikke råbe “From the river to the sea, Palestine will be free”.
Vores kamp skal være fredelig, rolig og ikke-provokerende for at være tilladt. Kun en sådan kamp er acceptabel. En kamp, der udtømmer og minimerer folks vrede og solidaritet uden at forstyrre de liberale beslutningstagere. Protestdemonstrationer i weekenden, fakkeloptog om aftenen efter arbejdstid tillades, men blokader af våbenproducenter, der leverer til Israel, slås der ned på med hård hånd.
De fleste aktivister udfører disse fredelige aktiviteter i den bedste mening, med tanke på at det er bedre at nå halvdelen af vejen mod målet end slet ikke at opnå noget. De affinder sig og går på kompromis i håb om at kunne få flere folk over på de udryddelsestruede palæstinenseres side.
At venstrefløjen går på kompromis efter kompromis, er med til at udvande kampånden i folkets bevidsthed; fokus drejes fra støtte af væbnet befrielseskamp til glæde og begejstring, når blot en indflydelsesrig person, der formidler ideer, der er i modstrid med de vestlige forudindtagede holdninger til frihedskampen, får lidt taletid på TV2 eller DR’s debatprogrammer. Men det er ikke nok til at stoppe folkedrabet.
De mener, at kompromiser er nødvendige for at gøre befrielseskampene i den koloniserede tredje verden spiselige, fordi den koloniserende hvide, vestlige offentlighed har svært at ved at acceptere, at befrielseskamp i form af fredelige fakkeloptog ikke kan stoppe et folkedrab.
Man skal indordne sig de rammer, som det liberale system har designet for alle frihedstænkere, ellers bliver man erklæret terrorsympatisør, antisemit eller hamas-elsker.
Liberalismen søger altid at overføre spørgsmålene om befrielseskamp fra almindelige menneskers tanker og holdninger til akademiske saloner og “mellemøsteksperter”, der ofte optræder for at formidle den hvide mands holdning til sagerne om den brune mands behov og fremtidsplaner.
“Situationen i Mellemøsten er meget kompliceret”, siger de og forsøger at bremse vores tanker. Det er ikke særligt kompliceret. Israel er i gang med at dræbe og udslette befolkningerne i Gaza, på Vestbredden, i Libanon og Golanhøjderne. “Jamen, Israel har ret til at forsvare sig selv.”
Og det har de besatte og undertrykte ikke?
For vestlig liberalisme er der to fordele ved at styre debatten på denne måde. For det første er disse rum tamme. Det er nemt at kontrollere og undertrykke oprørske stemmer (hvis der er nogen, der kommer med nogle forsigtige pip) ved at nægte dem mikrofonplads i mainstreammedier eller fratage dem privilegier og finansiering såsom skjulte trusler om at fratage NGO’er deres statstilskud eller fratage kulturhusene deres tilskud, hvis de huser en propalæstinensisk debat, koncert eller kunstudstilling, og i nogle tilfælde at anklage dem for at være antisemitiske. Derfor er der kun meget få, der tør overskride de grænser, der er sat for dem.
For det andet er disse rum ofte optaget af tekniske detaljer eller diskussioner uden praktisk nytte, såsom at vi nu i mere end et år har skullet høre på en diskussion i de danske medier, om hvorvidt man kan tale om folkedrab i Gaza. Eller om Den internationale Straffedomstol (ICC) ikke er objektiv, når den udsteder en arrestordre på premierminister Benjamin Netanyahu i det “eneste demokrati” i Mellemøsten – Israel.
Disse diskussioner udvander kernespørgsmålet om det palæstinensiske folks ret til modstand og frihedskamp mod besættelsesmagten Israel.
Frihedskampen i Danmark og Vesten udvandes med tiden til konferencer og seminarer på uddannelsesinstitutioner, til rundkredssamtaler, til et vandmelonsymbol eller en rød trekant, som aktivisten sætter på sin facebookside, eller man ifører sig en T-shirt med kort over Palæstina og en original keffiyeh ved weekenddemonstrationerne og andre fredelige og hyggelige protestmanifestationer.
Også modeindustrien er blevet en spiller i udvandingen! Hvor mange modebevidste kvinder med Lala Berlin-tørklæder er egentlig klar over udgangspunktet for deres over 3000 kroner dyre kashmirtørklæde?
Problemet er ikke eksistensen af disse rum eller aktiviteter, tilstedeværelsen af nogle af dem kan være nødvendig, især hvis de spiller en rolle i at forme den nye generations politiske bevidsthed.
Disse aktiviteter giver alle en mulighed for at forsøge at spille en nyttig rolle i den fælles samfundssag. Men det er ikke nok.
Væbnet modstand
Modstand er en idé, men ikke en abstrakt idé. Det er en befrielseshandling, der kan kræve væbnet kamp.
Erfaringen fra frihedsbevægelser verden over viser, at den magt, der frarøver dig din frihed med vold og våben, yderst sjældent giver den tilbage, bare fordi du demonstrerer og debatterer.
Internationale frihedsbevægelser har vist, at diplomati, fredelig dialog og fredsaftaler stort set aldrig fører til tilbagelevering af den stjålne rettighed eller det besatte land, som vi så med den israelsk-palæstinensiske fredsaftale i Oslo for mere end 30 år siden. Aftalen bragte hverken fred mellem Israel og Palæstina eller befrielse af det besatte palæstinensiske land.
Enhver definition eller snak om modstand, der ikke også omfavner, at man må kæmpe med de samme våben som aggressoren, er ikke kun ufuldstændig, men også forvrænget.
Derfor forbliver alle andre midler til modstand og kamp, såsom kulturelle seminarer, opfordring til økonomisk boykot, universitetsbevægelser og så videre, uanset hvor nyttige de er, kun hjælpemidler, hvilket betyder, at deres virkelige værdi udhules og forsvinder, hvis den konfronterende aktivistiske kamp kriminaliseres.
Så godt som ingen sætter spørgsmålstegn ved ukrainernes ret til væbnet kamp mod den russiske invasion. Her tales der ikke om, at det hele er kompliceret, fordi den kamp passer ind i liberalisternes diskurs!
Tænk over det, næste gang du hører dem tale om krigen mellem Israel og Hamas!
At tale om dobbeltmoralen i synet på Ukraine og Palæstina er blevet så provokerende for diskursen i medierne, at det forhindres som en del af den redaktionelle ramme, der sættes for debatten.
Det har været en forudsætning mange steder, at man skulle afstå fra sammenligninger. Komparativ analyse er jo ellers en videnskabelig metode til at komme dybere ned i substansen i det materiale, man beskæftiger sig med.
Støtte til Palæstina stemples som terrorisme
Det er lykkedes for den vestlige liberale mekanisme at stemple befrielsesbevægelser som terrorbevægelser.
Venstrefløjspartier i Vesten og i Danmark, som i tiden inden 2001 støttede organisationer som PLFP og DFLP, er gennem de sidste årtier en efter en vendt på en tallerken og stempler nu befrielsesbevægelserne som terrororganisationer.
Denne strategi er med til at overbevise og hjernevaske den vestlige borger om, at den palæstinensiske frihedskamp er lig med terrorisme.
Vi har bemærket strategien hos de fleste vestlige medier: De synes at have en aftale om, at når en pro-palæstinenser interviewes, er åbningsceremonien altid at bede vedkommende om at tage afstand fra Hamas’ angreb den 7. oktober 2023.
Retten til at forsvare sig selv er forbeholdt Israel. Man må ikke sige, at palæstinenserne også har ret til selvforsvar mod Israels 77 års besættelse og etniske udrensning.
Man må ikke sige, at man støtter brug af våben i en frihedskamp.
Man må ikke sige, at man støtter befrielsesorganisationer som PFLP og DFLP med flere.
Man må ikke nævne de mange tusinder palæstinensiske fanger i israelske fængsler, når man taler om de cirka 100 israelske fanger i Gaza.
Man skal indordne sig de rammer, som det liberale system har designet for alle frihedstænkere, ellers bliver man erklæret terrorsympatisør, antisemit eller hamas-elsker.
Denne blog er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
08. januar 2025 | 06:50
